Folkeskolens anmelder, der er dansklærer, har taget de praktiske briller på og kigget nærmere på to bøger om kunstig intelligens i danskundervisningen.
Hvis du leder efter øvelser, du kan tage i brug uden selv at være ekspert, skal du satse på ”Sprogmodeller i dansk”. Men som underviser kommer du ikke uden om at læse om teorien bag sprogmodellerne. Her er de to bøger omtrent lige gode.
“Kunstig intelligens i dansk” er en kort bog af Jeppe Bundsgaard om, hvordan AI kan omsættes til praksis i danskfaget. Den kommer især omkring sprogmodeller - hvordan bruger vi dem, hvordan vurderer vi svaret, også i praksis? Målgruppen er lærere i udskolingen, danskvejledere og studerende på læreruddannelsen.
Bogen lægger ud med et par teoretiske kapitler om hvordan det vi kalder sprogmodeller faktisk er matematiske algoritmer. Det gennemgås på en forholdsvis let forståelig måde, så jeg, som dansklærer, også er med. Det er rigtig god baggrundsviden at have, at man har en forståelse af hvordan de forskellige bot'er arbejder. Det har reel betydning, når vi arbejder med kritisk tænkning. Der er forskel på bot'en Deep seek, som understøtter den kinesiske stats verdensopfattelse og GROK, der er erklæret 'anti-woke'.
Forfatteren nævner fire områder, der er vigtige, når vi taler om at bruge sprogmodeller i danskundervisningen: At kunne interagere med modellen (prompte), at kunne vurdere svaret, være kritisk og at forholde sig til konsekvensen af egen og andres brug af sprogmodeller.
Det er guld værd, at der i slutningen af hvert kapitel findes en side, som fortæller, hvordan det helt lavpraktisk kan gribes an. Og stor ros til forfatteren fordi han forholder sig til, hvordan undervisning i og med kunstig intelligens hænger sammen med folkeskolens formål om at opøve elevens evne til selvstændig vurdering og stillingtagen.
”Sprogmodeller i dansk” er mere omfangsrig end den anden bog, og kommer mere i dybden. Særligt spændende er kapitlerne om, hvordan vi kan indbygge sprogmodellerne i den daglige undervisning i litteratur og skrivning og også tilgodese elever i skriftsprogsvanskeligheder.
Udgangspunktet er, at danskfaget er et sprog- og tekstfag. Man skal bruge sproget, forstå det, analysere det, diskutere det og undersøge det. Vi skal derfor altså ikke kun lære at bruge sprogmodellerne til at generere tekst. Men vi skal have eleverne med ind i maskinrummet og for eksempel se på, hvordan sprogmodeller ikke er upartiske.
Bogen giver en kort, men grundig, introduktion og indeholder desuden danskfaglige undervisningsaktiviteter hvor sprogmodellerne inddrages, så eleverne trænes i digital myndighed. Den gør en del ud af at lære eleverne at skrive en god prompt (altså det spørgsmål man stiller) til sprogmodellen.
Resten af bogen er forslag til aktiviteter, som er bygget op med formål, organisering, forberedelse, materialer og fremgangsmåde. Så det følger en fin stringens. Øvelserne bruges direkte med eleverne hvilket er et stort plus i en travl hverdag.
Denne bogs force er helt klart de rigtig gode aktiviteter, som er koblet til både kunstig intelligens og nogle af danskfagets kompetenceområder. Det kvalificerer danskarbejdet på en spændende måde og man kan plukke de øvelser ud, der passer sammen med ens undervisning i øvrigt. En yderligere bonus er, at man øver eleverne i kritisk stillingtagen til AI - samtidig med at AI bliver et redskab og ikke en vej til eksamenssnyd.

Gør chatbots til dine medspillere i dansktimen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.