En romantisk ridder: Thomas Rømer kalder til kamp for pædagogisk åndsfrihed

“Først cyklede vi ned til pladsen mellem Musikhuset og Rådhuset, hvor Priden netop var ankommet. Vi gik en tur i det strålende sommervejr og så på alle de flotte regnbuer. Nogle af gæsterne var også klædt flot ud, men det var nu ikke så mange. Og jeg kunne kun spotte to køn, men i mange dejlige variationer. Faktisk har jeg aldrig set flere end to køn i hele mit liv…”

Sådan skriver tidligere DPU-forsker, ph.d. og pædagogisk filosof Thomas Aastrup Rømer i en dagbogsoptegnelse fra juni 2024, som man kan finde i bind 1 af trebindsværket ’Pædagogiske steder 1-3’.

Det lille citat rummer noget karakteristisk for forfatterens stærkt værdibaserede tilgang til pædagogik, politik og kultur: Blikket på køn trækker på en kulturkonservativ traditionalisme, som går hånd i hånd med en glæde over det mangfoldige med de “mange dejlige variationer”. Rømer hylder pluralitet, men tager stærkt afstand fra diversitet, der af ham bliver anset for at være identitetspolitik.

Thomas Aastrup Rømer taler i bøgerne om to pædagogiske tænkninger. Den ene stammer fra højskolerne og seminarierne, hvor åndsfriheden stod over alt andet. Den anden tænkning er forræderiets, eller som minimum forfaldets, pædagogik. Det handler om fremtiden, kompetencer og læring, der er blottet for kundskabernes forankring i den fælles verden.

Rømer er tilhænger af striden, hvilket hans tekster også bærer præg af. Han har mange opgør – ikke mindst når det kommer til DPU – Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (og institutleder Claus Holm og professor emeritus Lars Qvortrup) og alle dem, der står for den pædagogik, der er vokset ud af kompetenceregnskaber, disruption og konkurrencestat.

De tre bind dækker en række af Rømers skriverier i perioden 2017-2025. Bindene er opdelt i forhold til de genrer, som Thomas Aastrup Rømer skriver inden for. Første bind består af dagbogsnotater, noter eller “ballade, kaos og drys”, som han selv kalder det.

Andet bind består af “analyser og beretninger”, som også er bindets undertitel. Her finder man “uddannelsespolitiske analyser” og analyser af læreruddannelsen, universiteterne og den pædagogiske forskning. Der er også noget om karakterdannelse og forskellige referater fra konferencer, som forfatteren har deltaget i. Tredje bind består af “undersøgelser, filosofi og bøger”.

Det er i sidste bind, man finder en tekst, der indrammer Rømers tekster bedst, nemlig analysen af Hannah Arendts pædagogiske tænkning. Selv om Grundtvig hele tiden spiller ind, så er det hos Arendt, at Thomas Aastrup Rømer finder sin sande sjæleven eller måske rettere åndsfælle, da det i sidste ende altid handler om åndsfriheden for Rømer.

For Hannah Arendt skal læreren formidle fortiden, hvor man finder det folkelige fællesskab, der bekræftes i traditionen og ritualerne. Men pædagogikken er samtidig forpligtet på “det nye”; det, der bliver født med en ny generation. Arendt taler her om natalitet; fødtheden som kræver en ny frihed, uden at være bundet af fortiden.

Det er en omgang blandede bolsjer, man som læser præsenteres for over de mere end 1.300 sider, Rømer har udgivet. Alle tre bind er dog særdeles velskrevet og gennemsyret af engagement og involvering. Thomas Aastrup Rømer er en romantisk ridder for åndsfrihed, tradition og folkeligt og kirkeligt fællesskab.

Han skriver rigtig godt og med stor indsigt og analytisk skarphed. Man bliver helt sikkert klogere og underholdt af læsningen. Men jeg forstår egentlig ikke, hvorfor der er behov for at genudgive alle disse tekster, der jo for de flestes vedkommende er publiceret tidligere og lever deres eget liv.

En strammere redigering havde været på sin plads. Bind 1 er så klart det mest underholdende, men med tre bind bliver der for mange gentagelser.