Kort fortalt handler dokumentaren ’Du forsvinder aldrig’ om den kræftsyge Stephan, hans hustru og søn. De ved, han er terminalt syg, og de bruger Stephans sidste tid på at forsøge at skabe en AI-version af ham: En der skal kunne tale, tænke og ligne ham.
Udsendelsen rejser flere spørgsmål, der er egnede til diskussion i udskolingens religionsundervisning. Jeg nævner i flæng:
”Hvornår er man død?” ”Skal man have lov at hvile i fred?”, ”Hvordan lindrer man sin sorg?”, ”Fjerner man et af grundvilkårene ved at være menneske, hvis vi fjerner sorgen?”, ”Er lidelsen ikke en del af livet?”, ”Kan en avatar erstatte et menneske?”, ”Må mennesket lege Gud?”.
Dokumentaren er i to dele. Den ene hedder skabelsen og den anden opstandelsen. Titlerne alene er værd at dvæle ved. For er en avatar virkelig en opstanden?
Hvis man har tid, er det selvfølgelig en god idé at se begge afsnit i timen. Det havde jeg ikke tid til, men mine gode danskkolleger var med på ideen. De viste begge afsnit og lod den danne baggrund for, at eleverne skulle skrive et debatindlæg og som en perspektiveringstekst til novellen ’Længe leve Kim’ fra Nicole Boyle Rødtnes novellesamling ’Mørk fremtid’.
I religion kan jeg derfor nøjes med at vise udvalgte klip som udgangspunkt for debatten af ovenstående spørgsmål.
Hvis man ikke kan få kollegerne med, kan man læse få et overblik over handlingen i denne TV2-artikel og så vise de udvalgte klip.
En anden tilgang kan være at se på, om vi i fremtiden får et a- og et b-hold, når det kommer til sorglindring. Det er nok de færreste forundt at betale de mange penge, det koster at få lavet en personlig avatar.
En tredje måde at tilgå dokumentaren kan være blot at vise de to afsnit og derefter lade eleverne redegøre for de problematikker, den rejser, det værende sig etiske, religiøse eller samfundsrelevante.
Der er mange tankevækkende øjeblikke i dokumentaren. Hvis jeg skal fremhæve et enkelt, må det være andet afsnit cirka syv minutter inde.
Her er hustruen dybt optaget af at få minder med Stephan via avataren. Herefter ser vi sønnen gå på jagt iført sin fars jagtstøvler, Der krydsklippes med billeder fra de jagtture, de to har været på. Det kunstige liv kontra at gå i fars fodspor viser på fineste vis, hvordan man sørger og mindes på hver sin måde.
Det kan være fint at fremhæve, så ingen elever sidder tilbage med en følelse af at være forkerte, uanset hvilken holdning de har til avatarminder.

Dokumentaren rejser vigtige etiske spørgsmål, du kan bruge i undervisningen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.