Ikke nok med, at man som nyuddannet ikke har nogen erfaring at trække på. Men når man bliver ansat i sit første job 1. august, har man heller ikke haft den tid til at forberede skoleåret som kollegerne. Det er en af mange frustrationer, som nyuddannede lærere har fortalt om i en række fokusgruppeinterview, som Danmarks Lærerforening har gennemført. Mange fortæller også, at de får fag, de ikke er uddannet til, og at de ikke føler sig klædt på til samarbejdet med forældrene.
Næsten hver femte lærer, der får arbejde i folkeskolen umiddelbart efter endt uddannelse, forlader den igen inden for tre år. Knap hver fjerde er væk inden for fem år. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Blandt andet derfor har konsulenter i Danmarks Lærerforening talt med studerende og nyuddannede på tværs af landet for at komme tættere på, hvorfor lærerlivet udfordrer, og hvad man kan gøre ved det.
”Det kan godt være ret overvældende at begynde som lærer. Vi vil gerne hjælpe dem med at mindske deres praksischok,” siger organisationskonsulent Zenia Liljeqvistog fortæller, at en anden væsentlig grund til at få overblik over udfordringer for lærerstuderende og nyuddannede er, at man ønsker at klæde Lærerforeningens kredse på, så de kan hjælpe de kommende og nye lærere bedst muligt.
Erfarne lærere har et stort ansvar
”Vi vil gerne vise, hvordan det kan lykkes. Vi vil gerne give dem nogle redskaber, for vi vil rigtig gerne hjælpe dem til at lande godt,” siger organisationskonsulent i DLF Line F. Baadsgaard.
Interviewene viser, at mange lærere bliver kastet ud i fag, de ikke er uddannet til.
Flere nyuddannede fortæller, hvordan de i deres første skema får flere fag, som de ikke er uddannet til.
Der er også flere, som finder forældresamarbejdet meget udfordrende. Især yngre nyuddannede lærere kan finde det svært at blive taget seriøst af forældre, der er tæt på dobbelt så gamle som dem.
Erfarne kolleger betyder meget for, hvordan nyuddannede kommer til rette på skolen. Flere giver udtryk for, at lærerværelset kan virke meget sammentømret, og det kan være svært at finde sin plads fællesskabet.
Hjælp de nyuddannede
Et vigtigt budskab fra konsulenterne i Danmarks Lærerforening er, at nyuddannede ikke står alene med ansvaret, selv om det godt kan føles sådan.
”Man kan opleve et forventningspres om, at nu er du uddannet lærer, nu skal du ind ind og levere i klasserummet som alle dine kolleger, der har været lærere i mange år," Line F. Baadsgaard. "Men det tager tid, og det er vigtigt at vide, at der er mange, der kan hjælpe dig. Der er en ledelse, der er et team, der er en tillidsrepræsentant og en fagforening. Du er ikke alene.”
Hun håber, at Lærerforeningens ekstra opmærksomhed på nyuddannede også betyder, at nye lærere får øjnene op for, hvor meget ens fagforening kan være en hjælp i arbejdslivet.
”DLF sørger for, at du har en tillidsrepræsentant på skolen, så fagforeningen er altså med dig i dit daglige arbejde og helt tæt på din hverdag. Til daglig betyder det, at du har en person, som du kender, der sikrer, at arbejdstiden ikke løber løbsk. De kan blandt andet hjælpe dig i forhold til barsel og sygdom eller når noget er svært i arbejdslivet. De hjælper dig, så du ikke behøver at kende alle regler,” forklarer Line Baadsgaard og understreger, at man altid kan gå til både arbejdsmiljørepræsentanten og tillidsrepræsentanten på sin arbejdsplads.
"Arbejdsmiljørepræsentanten er ofte den man går til når det handler om det generelle arbejdsmiljø for kollektivet, hvor tillidsrepræsentanten også hjælper, når det handler om individuelle problemstillinger," siger Line F. Baadsgaard.
”Er du i tvivl, om du skal gå til din leder, når der er noget, der bøvler, så hjælper din tillidsrepræsentant dig. Du må gå til din tillidsrepræsentant med stort er småt. Tillidsrepræsentanten har tavshedspligt.”

DLF klæder nyuddannede lærere på: Husk, du er ikke en enmandshær
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.