Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Undervisning

25 gratis undervisnings­forløb: “Lige om lidt er teknologi­forståelse en skal-opgave”

Foto: Adobe Stock (red. Folkeskolen)

Et nyt inspirationskatalog skal hjælpe lærere med at bruge teknologiforståelse i undervisningen i dansk, matematik og natur/teknologi.

Kristian Ib
Kristian Ib Engagementsredaktør
Start debatten
22. oktober 2026, kl. 19:30
Start debatten

I en matematiktime giver lærer Rikke Vestergaard klassen en opgave. De skal finde på en regnehistorie, der passer til emnet, de arbejder med. Til opgaven skal de også lave en tegning, det er dog ikke alle elever, som er lige glade for opgaven.

“Drengene bliver lidt trætte af, at de skal lave tegninger, så de får lov til at bruge et online program, hvor de kan skabe en 3D-verden,” fortæller hun.

Gennem Skoletubes program Delightex kan eleverne skabe historien digitalt og få elementerne til at bevæge sig. 

“Så bliver det pludselig meget mere interessant for dem, der kedede sig, at skabe den her regnehistorie,” siger Rikke Vestergaard, der er matematiklærer og vejleder i teknologi på Kroggårdsskolen i Odense.

Netop dette undervisningsforløb er nu tilgængelig for lærerne, der kunne have lyst til at afprøve det. 

Det kan findes i et nyt inspirationskatalog til teknologiforståelse, som ligger offentligt tilgængeligt for alle.

Det nye inspirationskatalog

Kataloget indledes med en didaktisk ramme, der bygger på undersøgelse, afprøvning, fejltagelser, skabelse og dialog som grundlag for elevers læring.

Det indeholder 25 undervisningsforløb fordelt på dansk, matematik og natur/teknologi.

Alle forløb omfatter:

  • Formål
  • En beskrivelse af forløbet
  • Hvad eleverne øver sig i
  • Links til alle ressourcer og digitale materialer

Teknologiforståelse bliver obligatorisk

Fra næste skoleår bliver det obligatorisk at inkludere teknologiforståelse i fagene dansk, matematik og natur/teknologi på specifikke klassetrin. 

Odense Kommune er kommet den nationale lovgivning i forkøbet og indførte i 2019 et kommunalt fokus på teknologiforståelse.

Det nye inspirationskatalog indeholder 25 undervisningsforløb, der dækker hele fagrækken.

I arbejdet med kataloget har 70 teknologivejledere bidraget med 150 forløb. De er blevet gennemarbejdet, testet og kogt ned til de 25 endelige forløb, der har fundet vej til kataloget.

Rikke Vestergaard er en af de vejledere, som har bidraget til kataloget, og hun har selv arbejdet med teknologiforståelse siden 2015. 

Som teknologivejleder har hun ofte arbejdet sammen med kollegaer, som gerne ville beskæftige sig med teknologiforståelse, men havde svært ved at dreje, hvordan de kunne inkludere det i undervisningen. 

”Det har tit været mig, der skulle være idégeneratoren. Nu kan jeg give dem kataloget, og så kan de få deres egne idéer. Når man først har set noget, man kan bruge i dansk, så kan man jo lige så godt bruge det i engelsk og tysk,” siger læreren.

Teknologiforståelse handler i virkeligheden om at udvide de værktøjer, eleverne kan bruge til at løse opgaver, mener Rikke Vestergaard. Mange af kompetencerne og redskaberne kan anvendes på tværs af fagene.

Vejleder finder ny inspiration i kataloget

Der er flere af undervisningsforløbene fra kataloget, som Rikke Vestergaard vil prøve med sine klasser i indskolingen. 

“Jeg glæder mig rigtig meget til at prøve forløbet ‘Det fantastiske fuglehus’ sammen med min kollega,” siger hun. 

Forløbet går kort sagt ud på, at eleverne får til opgave at bygge et fuglehus i lego, der skal passe til en specifik fugleart. Derefter skal de bruge teknologien ‘Lego Spike Essential’, der blandt andet kan registrere fuglenes besøg, til at opsamle data på, hvor mange fugle der kommer forbi. 

Det er dog ikke rigtige fugle, der skal flyve ind i fuglehusene. Teknologien registrerer besøg baseret på farve, så eleverne må selv agere fugle og gå mellem fuglehusene med en brik, der har en bestemt farve, som repræsenterer en fugl. 

“Det svarer til at scanne et kort, og en port åbner. Det giver dem mulighed for at lave associationer til ting, der foregår i den virkelige verden,” siger hun. 

Positiv effekt på eleverne

Flere elever er engagerede i undervisningen, når de får mulighed for at bruge forskellige teknologier til opgaveløsningen, oplever Rikke Vestergaard. 

Det genkender Thomas Fallemann, der sammen med to andre kollegaer står bag inspirationskataloget. Han er konsulent ved Odense Kommunes projekt ‘Verdens Bedste Robotby i børnehøjde’.

“Eleverne bliver mere motiveret af, at de får lov til at bruge teknologierne som værktøj til at løse de ting, de alligevel skal lave, især hvis opgaverne også lægger op til at være kreative, ligesom vores forløb gør,” siger han. 

Teknologien er et værktøj

Idéen med kataloget er at gøre teknologiforståelse let og inspirerende at arbejde med i en faglig kontekst.

“Derfor har vi fokuseret på, at forløbene skal have en lav indstigning. Lige om lidt er teknologiforståelse en skal-opgave for lærere på nationalt plan, og få lærere ved, hvordan de skal gribe det an. Her er 25 eksempler på, hvordan du kan gribe det an.” 

Kataloget giver plads til, at lærerne kan designe undervisningsforløbene, så de passer til deres undervisning og elever, fortæller konsulenten.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

25 gratis undervisnings­forløb: “Lige om lidt er teknologi­forståelse en skal-opgave”

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS