Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Engelsk

Graphic novels er blevet et hit: "Er der flere ligesom den her? Den var virkelig fed!"

Graphic novels fremmer læselysten og giver eleverne en succesoplevelse, oplever to engelsklærere. Men bøgerne kan være svære at få fat på. 

Eleverne er trætte af portaler og vil gerne have nogle rigtige bøger i hænderne, fortæller to engelsklærere.

Foto: CFU
Maja Plesner
Maja Plesner Freelancejournalist
Start debatten
24. marts 2026, kl. 19:30
Start debatten

Grafiske romaner – eller graphic novels – har længe været populære i dansk. Men de tegneserie-agtige bøger er også et hit i engelsk, hvis man spørger Charlotte Vest Frølich Nielsen og Nina Krogh, der begge underviser i engelsk i udskolingen. 

”Jeg har nogle elever, der bare tørster efter at kværne bøger og som høvler engelske romaner igennem. Det er megafedt, men jeg har også nogle, som står helt af på selve ideen om at læse en roman og synes, det er helt uoverskueligt. De får noget læselyst og en succesfølelse med graphic novels –sådan 'Yes! jeg har læst en hel roman på engelsk',” siger Nina Krogh, der underviser i engelsk og dansk på udskolingsskolen Højdevangens Skole i København.

Hun har for nylig læst den prisbelønnede graphic novel 'Long Way Down' med en klasse, og det var et hit, fortæller hun. 

”Den handler om en ung fyr, der bor i et hårdt kvarter, hvor hans bror bliver skudt, og så skal han tage stilling til, om han vil tage hævn, som ligesom er det, der forventes. Så den handler meget om hævn og ære og så videre," siger hun og fortsætter:

"Det er tit nogle barske emner, og det synes jeg kan noget især i forhold til drengene. Men jeg synes også, det er meget godt, at de lidt artige piger, som læser tykke romaner, prøver noget andet.”

Finder selv engelske opgaver på nettet

Noget af det samme oplever Charlotte Vest Frølich Nielsen, der underviser i engelsk på Herlev Byskole, afdeling Eng. Hun har for nylig kørt et forløb med bogen 'New Kid'. 

”Den handler om en afroamerikansk dreng, der skal skifte skole, så det er noget med at passe ind, kulturforskelle og sådan noget. Det er nogle af de der lidt tunge emner, som engelsklærere godt kan lide at undervise i. Men den er superspiselig og ikke spor fagligt tung, netop fordi det er en graphic novel,” siger hun. 

Læs også

Featured image for Her er nogle populære graphic novels - og andre gode bøger til engelsk
Guide

Her er nogle populære graphic novels - og andre gode bøger til engelsk

Hun fik for alvor øjnene op for graphic novel-genren, da hun havde brug for et læseboost i sin klasse, som kunne øge elevernes ordforråd. Uden at kende så meget til bøgerne lånte hun en af CFU's læsekasser med forskellige graphic novels.

”Mange af eleverne slugte dem råt og var sådan, 'er der flere ligesom den her? Den var virkelig fed'. Jeg havde også givet dem nogle andre bøger, blandt andet fagbøger, så der var lidt til forskellige niveauer og for enhver smag. Men specielt nogle af de graphic novels var meget kraftfulde og helt klart det største hit. Eleverne blev ærgerlige, hvis det ikke var en serie. Og hvis det var en serie, endte de med selv at gå på biblioteket og låne efterfølgerne. Så jeg havde virkelig en oplevelse af, at det fremmede læselysten,” siger hun.

Eleverne siger, at de er trætte af portaler. De er trætte af, at der ikke er autentiske tekster og vil gerne have nogle rigtige bøger i hænderne

Nina Krogh Engelsklærer på Højdevangens Skole i København

Fordelen ved 'New Kid' også er, at der er virkelig meget materiale til den på engelsksprogede sider på nettet, fortæller Charlotte Vest Frølich Nielsen.  

”Så den var relativt overskuelig at gå til, da jeg først havde fundet nogle opgaver fra engelsklærere i engelsktalende lande,” siger Charlotte Vest Frølich Nielsen, der i det hele taget godt kan lide selv at finde forløb og opgaver i engelsk – også selvom der findes vejledninger til bøgerne på CFU. 

Sådan har Nina Krogh det også. 

”Jeg bruger rigtig meget at søge online og finde engelske måder at arbejde med bøgerne på. For der er ret meget materiale rundt omkring om, hvordan man kan arbejde kreativt med det. Dér er det en stor fordel, at det ikke kun er dansk, man søger efter.”

Vil have rigtige bøger

Begge engelsklærere oplever, at eleverne er trætte af skærm og gerne vil have analoge bøger.

”Vi er jo gået meget over til digitale læremidler i alle fag og har i mange år underprioriteret det analoge. Eleverne siger, at de er trætte af portaler. De er trætte af, at der ikke er autentiske tekster og vil gerne have nogle rigtige bøger i hænderne. Og jeg synes heller ikke, at litteraturarbejdet i engelsk prioriteres på portalerne,” siger Nina Krogh.

Hun oplever til gengæld, at graphic novels giver rigtig god mulighed for både at arbejde analytisk og at differentiere undervisningen. 

"Samtidig med, at der er visuel støtte til de svage elever, er der også rigtig gode muligheder for at lave noget mere analysearbejde for de stærke elever," siger hun og fortsætter: 

”Så når de gode læsere siger, ’må jeg godt læse foran’, kan jeg få dem til at stoppe op og se på hele den visuelle side og reflektere over, hvad der er tænkt der. Hvorfor forsvinder bokserne lige pludselig? Eller hvorfor skifter farverne? Hvorfor er der nu et stort billede? Hvorfor er alt brudt op i små billeder? Og hvad betyder det, når der er en silhuet af en mand, som ligner knust glas,” siger Nina Krogh.

Hun synes også, at bøgerne helt automatisk giver lyst til at arbejde mere kreativt og lege med sproget. Lige nu er de i gang med at filmatisere bogen 'Long Way Down'. 

”Det var mine elever, der syntes, det kunne være fedt,” siger hun.

Næsten hele bogen foregår i en elevator, og hvert af de syv kapitler udspiller sig på en etage, som elevatoren stopper på. Så eleverne skal lave en scene for hver etage og til sidst samle det til en hel lille fim. 

Svære at få fat på

Den eneste anke de to engelsklærere har mod graphic novels er, at de kan være svære at få fat på.

”Det er et kæmpe problem,” lyder det fra Nina Krogh.

”Den her 'Long Way Down' har de på CFU, og den bestilte jeg i efteråret. Hver uge fik jeg en meddelelse om, at den lærer, der havde den før mig, ikke havde afleveret den. Efter fire uger havde jeg ikke lånet mere, og den blev booket resten af det her skoleår. Jeg var ved at rive håret ud på mig selv. Mine elever havde jo set mig gå rundt med den, og de spurgte, hvornår vi skulle læse den,” siger Nina Krogh.

Heldigvis havde hendes skole en pulje penge til analoge læremidler og købte 30 eksemplarer af bogen.

”Det var min redning i den situation.”

Charlotte Vest Frølich Nielsen oplever, at det er et generelt problem med populære bøger:

”Der er nogle klassikere, der bare altid er svære at få, medmindre man er ude i virkelig god tid. Så er der nogle gange muligheden for at få dem som e-bog, men det er bare ikke det samme. Specielt ikke, når det er noget visuelt som en graphic novel.” 

Flere titler på vej

På Center for Undervisningsmidler (CFU) mærker de også interessen for graphic novels, fortæller Christina Hellensberg, pædagogisk konsulent i engelsk. 

”Vi har ikke en top 10-statistik på landsplan, men vi kan på alle CFU’erne konstatere, at der er stor interesse for flere af titlerne i genren,” siger hun og tilføjer:

"De graphic novel-titler, vi har til engelsk, er primært fra 6. klasse og opefter. Nogle bliver primært brugt til den fælles gode læseoplevelse, mens andre - for eksempel 'Diary of a Wimpy Kid' – er meget populære til at skabe læselyst. Så de er meget forskellige." 

Hun tør ikke svare på, om det er et generelt problem, at bøgerne er svære at få fat i.

”Det er en opmærksomhed, vi har og samtidig er glade for at få hjælp til at få, når lærere efterspørger bestemte titler. Heldigvis er der på grund af bogbevillingen flere engelske graphic novel-titler på vej," siger hun. 

”Af de nye bøger, vi lige har indstillet til indkøb, er der i hvert fald tre graphic novels, som vil komme på landsplan, hvis det lykkes at få dem, for de udenlandske titler er ikke så nemme at indkøbe som de danske,” siger hun og tilføjer, at man altid kan henvende sig til sit CFU og spørge ind til en bestemt titel eller til alternativer. 

”Det betyder ikke, at man får den i overmorgen, men på grund af bogbevillingen bliver det selvfølgelig nemmere at lykkes med at booke titler, fordi vi køber et større antal af hver titel,” siger hun.

Start debatten

Læs også

  • Anbefalinger
    Anbefalinger

    Hjælp CFU med at bruge en masse penge på bøger

1 relateret artikel
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Graphic novels er blevet et hit: "Er der flere ligesom den her? Den var virkelig fed!"

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS