Nu er boligghettoerne skabt, første, anden og tredje generation bor i samme blok, hvor der altid er en lejlighed ledig. De gamle er glade, den sociale kontrol fortsætter, og behovet for at omgås danskere bliver mindre og mindre. Indvandrerne kommer ikke til beboermøder eller møder på skolen og ved derfor ikke, hvordan man får indflydelse. Det skal laves om, ellers fungerer de almene boligforeninger ikke.
Det kan ændres ved en målrettet boligsocial indsats, i bogens projekt kaldet ambassadørordning, hvor Almajid hyres af en kommune til at undervise beboerrepræsentanter i nærdemokrati, skolebestyrelsesvalg med mere. I As-kerød i Hundige har det været en succes. Bogen fortæller uhyre detaljeret om hvordan.
Ud over det konkrete områdes problemer refereres der til landsdækkende data og til andre undersøgelser og artikler om det gode og det dårlige ved ghettolivet lige nu. Lærere kan få god baggrundsviden, og der er masser af litteratur og netlink oplistet.
Læsningen hæmmes af, at den ene forfatter, Almajid, kun omtales i tredje person og det hele tiden. Det er hans projekt, der roses. Det er hans møder, der nøje refereres. Det er hans tanker og følelser, der beskrives. Er det et interview? Eller en ny og krukket stil? Eller bare en reklamefolder for Almajids projekter?
Get a life – ghettolife
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.