Fysikkens natur. Naturens fysik
Af Ove Nathan og Henrik Smith
290 sider, 348 kroner
Gyldendal
Den må da være interessant og vedkommende, denne videnskab om alt fra universets grænse til de teorier, som danner grundlag for udviklingen af den teknologi, som på utallige måder præger vor hverdag. Men nej. Interessen for fysik og andre hårde naturvidenskabelige fag er til at overse i disse år. En glimrende bog som denne vil næppe ændre på det forhold, men i det mindste fascinere dem, som i forvejen er tændt og inspireret af de harmonier, fysikken åbenbarer.
Fysik kan være svært at få taget hul på, og denne bog er heller ikke så let at læse, som det antydes i forordet. Skønt forfatterne utvivlsomt har gjort sig umage, præges den af en underliggende naturvidenskabelig tankegang og en sprogbrug, som kræver visse forudsætninger hos læseren.
De to første kapitler om fysikkens natur og milestene i fysikkens historie er lettest at gå til, især fordi matematikken her er holdt nede på et minimum. Forfatternes dybe indsigt og klare overblik afspejler sig i stofvalget, hvor faget karakteriseres ved emner som fysikkens sprog, fysik og filosofi, kvantestigen og symmetrier og de store skridt i fagets udvikling ved omtale af de mest betydningsfulde forskere. I mange tilfælde omtales ikke blot deres forskning, men også i sammenhængen betydningsfulde begivenheder og forhold i deres liv.
De næste kapitler handler om, hvad fysikken aktuelt giver sig af med fra kvarkerne til universet, om teoridannelsen og om modeller. Matematikken og mere komplicerede fysiske begreber dukker op i disse kapitler, som derfor kræver en alvorlig indsats af læseren. Som hjælp findes et appendiks med matematiske noter.
Bogens titel er lånt fra et værk af Vivaldi og skal antyde samhørigheden mellem kunstens og videnskabens skønhedsværdier.
Gunnar L. Clausen
Fysik/kemi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.