Frivilligt arbejde: Ældre gør en forskel på Grauballe Skole

»Nej, der stod jeg ikke«.

Julies ansigt er fortrukket i vantro.

Hendes fingre flytter lynhurtigt ludobrikken tilbage, mens hun ivrigt forklarer, hvordan hendes slag gennem de sidste runder betyder, at hun aldrig ville kunne lande lige netop der, hvor Birte Halkens brik netop har skubbet hendes væk. Birte Halken lytter opmærksomt til forklaringen.

De tre andre piger fra 3. klasse, der deltager i seksmandsludo, ser afventende på Birte Halken.

»Kan du huske, hvad vi snakkede om før? Bordet fanget«, siger den erfarne kvinde og flytter brikkerne tilbage. Julie er slået hjem.

Det er torsdag morgen på Grauballe Skole ved Silkeborg. Julie, Malou, Helena og Sisse går normalt sammen med 22 andre elever i 3. klasse. Men ikke torsdage mellem 10 og 11.30. Her er de sammen med pensionisterne Lissi Hjort på 66 år og Birte Halken, der er 67 år.

Ekstra nærvær

I halvanden time er der ikke et på forhånd fastlagt mål, som eleverne skal nå. De skal være sammen med de to frivillige pensionister. Hver dag får forskellige elever fra skolen mulighed for at få halvanden time med en eller to af de fem pensionister, som via Ældre Sagen er tilknyttet skolen i dette skoleår.

De frivillige er i tæt kontakt med skolens pædagogiske leder og har fået et oplæg til, hvad lærerne tror, et samvær med de ældre kan betyde for netop denne gruppe elever. Men det er pensionisterne selv, der bestemmer, hvad der skal ske.

»Jeg har ikke børnebørn selv. Jeg synes, det er helt fantastisk at få kontakt med dem«, siger Birte Halken. Da hun begyndte som frivillig, syntes hun, det var lidt vanskeligt. Hun tænkte meget på, hvordan hun skulle fylde de halvanden time med eleverne ud, men nu glider det. Birte Halken begyndte i ordningen, fordi hun hørte om den fra Lissi Hjort. De har arbejdet sammen på et jobcenter, før de gik på pension.

»Det tiltalte mig meget, fordi det har noget med børn at gøre. Jeg har arbejdet som pædagog for mange år siden«, siger Lissi Hjort.

Det er andet år, at lærerne på Grauballe Skole har indstillet elever til samarbejdet med de frivillige fra Ældre Sagen.

Frivillig indsats

Eleverne bliver indstillet til et forløb med de ældre frivillige ud fra flere kriterier. Nogle har brug for én til én-kontakt. Nogle er midt i sorgforløb og har brug for et pusterum i skolen. Nogle er del af de ti procent af eleverne, der er særligt stærke, og som kan have fordel af en anderledes og mere abstrakt vinkel på undervisning. Som noget nyt i år prøver Grauballe Skole af, hvad den tættere voksenkontakt kan betyde for gruppedynamik, fortæller pædagogisk leder på Grauballe Skole Kristian Løgstrup Amdisen.

»Rent udviklingsmæssigt begynder piger i 4. klasse ofte at undersøge og udfordre gruppedynamikkerne og de sociale hierarkier i en søgen efter, hvem de er, og hvor de er i det sociale liv. Derfor ville vi gerne prøve det af i år«, siger Kristian Løgstrup Amdisen, der står i spidsen for projektet på skolen.

»For os har det været vigtigt, at det skulle ske ud fra et frivilligt perspektiv. De ældre skulle stå for en indsats, som ellers ikke ville blive udført på skolen. Det er altså ikke en specialpædagogisk indsats. De skal gøre noget andet end det, de fagprofessionelle gør på skolen«, siger Kristian Løgstrup Amdisen.

Lærerne indstiller eleverne, og indtil nu er der flest elever udpeget fra 2., 3. og 4. klasse. To gange om året kan lærerne indstille elever. Derefter mødes Kristian Løgstrup Amdisen med de frivillige. De fordeler eleverne efter de frivilliges interesser. Først herefter kontakter lederen forældrene.

»Ingen har sagt nej tak. Men nogle forældre skal bruge lidt tid til at tænke over det, og vi skal bruge energi på at forklare, hvorfor lige netop deres barn er udvalgt«.

»Det her er flødeskum på toppen af bjerget. Det er et bedsteforældregen, som vi ikke kan kopiere. Eleverne kan komme ud i en kontekst, der er mere intim«, siger Kristian Løgstrup Amdisen.

Han har flere indstillede elever, end han har frivillige. Og selv om flere ældre har vist interesse, er projektet endnu ikke udvidet. De interesserede er på efterløn, og det er endnu ikke afgjort, om de også kan deltage i ordningen.

En lærers drøm

»Vi får åbnet for et potentiale, som vi ellers kun kunne lukke op for i mindre omfang. Og eleverne er så glade for det«, siger Kristian Løgstrup Amdisen.

Også lærerne sætter stor pris på initiativet. Tillidsrepræsentant Karin Winberg er en af dem, som har henvist elever til forløb med de frivillige.

»Nogle elever har brug for ekstra kontakt og én til én-tid. Det kan man hurtigt mærke, men det er ikke noget, vi kan tilbyde. Det her handler om opgaver, som vi ved, at vi aldrig ville få resurser til. Det er en drømmeverden. Vi får mulighed for at tage nogle af de gamle ønsker, vi har haft, og faktisk gøre noget ved det«, siger hun.

Lærer Vibeke Hatting har haft en pige fra 5. klasse i et forløb.

»Jeg får en pige tilbage i klassen, som jeg ikke selv kunne give den ekstra opmærksomhed. Nu kommer hun tilbage med et smil på læben. Det giver hende et boost til at lære. Og det er en bonus for os alle sammen«.

Erfaring tæller

På sundhedsplejerskens kontor bliver ludobrikkerne hældt af brættet. Én ting er sikkert. De ældste deltagere var ikke i nærheden af at vinde. Julie får ansvaret for bogen »Emil fra Lønneberg«, som de i dag har skiftedes til at læse højt, inden spillet kom på bordet. Den skal de læse videre i næste gang.

Ingen af pigerne har tænkt over, hvorfor netop de får lov til at være sammen med Lissi og Birte. Men de mener, at klassekammeraterne er lidt misundelige.

»Da vi skulle herned, sagde de andre, at det var snyd. For så skulle vi ikke læse, men vi læser alligevel«, siger Sisse.

»Vi spiller spil sammen og læser sammen«, siger Malou. »Og vi har lært at flette stjerner«, supplerer Sisse.

Pigerne har uden held forsøgt at lære pensionisterne at spille uno. Da det ikke lykkedes, faldt valget på ludo. Alligevel er pigerne ikke i tvivl om, hvem der er klogest.

»De er lidt ældre, så de ved lidt mere, de kan fortælle os om«, konstaterer Helena.