Frikvarter på Skovgården

Thais har røde kinder, da han modvilligt går ind i klasselokalet fra den snedækkede skolegård. Joshua og Tobias sidder her allerede med hovederne bøjet koncentreret over ark med drilske regnestykker.

Det tager Thais lidt tid at finde koncentrationen. Han vil hellere ud i sneen, og i øvrigt er matematik kedeligt, lyder det henvendt til læreren Jeppe Lidsmoes.

Thais pruster frustreret og springer hvileløst rundt, indtil han med våde øjne og armene knuget om sig selv sætter sig på sin plads med det uoverskuelige papir med opgaver foran sig. Jeppe Lidsmoes går bag ham og holder et blidt tag i Thais’ arme og hænder uden at sige et ord.

Efter et par minutter bliver Thais rolig, og Jeppe Lidsmoes slipper taget. Så går undervisningen i gang.

Thais på 13 år er et af de 18 børn, der bor og går i skole på skole- og behandlingshjemmet Skovgården på Sydsjælland.

Døgninstitutionen er for børn, der af forskellige årsager ikke kan bo derhjemme eller gå i en almindelig folkeskole. Børnene er almindeligt begavede, men har hver især udfordringer med tilknytning og indlæring. Thais er en af dem, der blandt andet har svært ved at koncentrere sig lang tid ad gangen.

“Nu laver vi de her matematikopgaver, og bagefter kan du få lov til at komme ud og lege i sneen. Hvordan lyder det?” spørger Jeppe Lidsmoes Thais.

Tilbuddet accepteres, og inden længe er der dømt sneboldkamp i den friske sne.

Her putter lærerne også eleverne

Ifølge Danmarks Statistik er der cirka 4.000 børn i Danmark, der bor på børnehjem som Skovgården, som de kan kalde både hjem og behandlingssted. Det er omkring 30 procent af alle anbragte børn.

På Skovgården er der ansat socialpædagoger, medhjælpere, psykologer og socialrådgivere, og på stedets interne skole er der ni lærere. Lærerne arbejder på almindelig overenskomst og bor ikke selv på skolen.

For læreren Kasper Hincheli er det et helt særligt og givende arbejde at arbejde med børnene på Skovgården.

“Jeg kan huske, da Thais startede her for nogle år siden. Han kunne knap nok sidde på en stol mere end et par minutter ad gangen. Han blev nemt ked af det og kunne finde på at kaste med ting. Og når jeg ser på, hvor langt han er kommet, bliver jeg virkelig glad”, siger Kasper Hincheli, der har arbejdet som historie-, matematik- og samfundsfagslærer på Skovgården i 23 år.

Børnene på Skovgården kommer typisk fra hjem, der på forskellig vis er udfordrede, og hvor børnene reagerer voldsomt på det. Det kan være, at de har mistet en mor eller far, og at der ikke længere er overskud i hjemmet til at tage vare på barnet, som kræver særlig opmærksomhed.

Når kommunen beslutter, at barnet skal anbringes eller har brug for hjælp, kan de fagprofessionelle på Skovgården afgøre, om de vil kunne skabe den rette støtte og udvikling.

Men selvom børnene “flytter hjemmefra”, er der for de flestes vedkommende meget kontakt til familie eller andre betydningsfulde voksne.

“Det er vigtigt, at vi gør omgivelserne og tilgangen til børnene så kærlige og familiære som muligt. Vi kender eleverne rigtig godt og har et tæt forhold til dem, fordi de bor her og selvfølgelig er mere sårbare end mange andre børn”, siger Kasper Hincheli.

Kasper Hincheli og nogle af de andre lærere har gjort det til en vane mindst en gang om året at tage en døgnvagt på Skovgårdens hjemmeafdeling.

Her indgår de i teamet på samme måde som de andre voksne og skal være med til at lege, lave aktiviteter, spise, putte børn og vække dem igen, når de skal i skole.

“Det er nok ikke de fleste lærere, der har puttet deres elever. Men det er vigtigt for mig at vide, hvordan det er for eleverne at være barn på Skovgården alle tider på døgnet. Og så er det vildt hyggeligt og skaber et tæt bånd at bruge tiden med dem”, siger han, mens han står på rød afdeling, hvor ni børn bor.

Hvert barn har hver aften en fast puttetid, og en del lytter til beroligende lydbøger, inden de skal sove. Andre vil bare snakke eller spille lidt kort.

For Tobias på 12 år, der er i færd med at vise sin nye racerbane frem, er vejen til drømmeland altid stensikker:

“Jeg skal ikke lytte til noget, jeg skal bare nusses på ryggen i ti minutter, og så falder jeg i søvn”, siger han.

Hverdagen skal se så almindelig ud som muligt

Tobias samler den nyfaldne sne op fra jorden og former den omhyggeligt. Bolden bliver større og større og opnår ved affyringstidspunktet en faretruende hårdhed.

Han rammer forbi Joshua, sit mål, der er travlt optaget af at være i nærkamp med Thais, så Tobias starter ufortrødent forfra med at forme sine våben. Jeppe Lidsmoes bliver kort tid efter offer for en god, gammeldags vasker.

De tre klassekammerater har netop spist frokost i spisesalen og har fri fra skole. Det er mandag, og det er altid en kort dag.

Mange af eleverne har nemlig været hjemme på weekend, og derfor skal der være ro og tid til at falde på plads på Skovgården igen.

Denne mandag står den på sneboldkamp og snehulebyggeri, før der er stilletid på afdelingerne klokken 15.

“Sne er meget sjovere end skole”, lyder den måske ikke overraskende melding fra Tobias.

Tobias er et af de få børn, der skal holde jul her på Skovgården. Det bliver gjort hjemligt og hyggeligt med masser af gaver, brune kartofler og flæskesteg og mandelgaver. Børnene har en fest med hinanden og de voksne.

Både lærere og pædagoger ser det generelt som en af deres fornemmeste opgaver at gøre børnenes hverdag så almindelig som muligt.

Det betyder for eksempel, at skoleudflugter ofte foregår i lærernes egne biler og ikke i de ottepersonersbusser, som skolen har til rådighed. Det synes eleverne nemlig er hyggeligst.

“De elsker at komme ind til byen eller på udflugt og vise, at de er helt almindelige. Når vi møder skoleklasser udefra, er de meget optagede af de andre børn og ønsker ikke at skilte med, at de kommer fra en institution”, siger Jeppe Lidsmoes, få minutter inden Tobias får ram på ham med en snebold.

På Skovgården er der voksne nok

Kasper Hincheli har ikke selv arbejdet på en almindelig folkeskole, men som tillidsrepræsentant sidder han i netværk, hvor han møder lærere på folkeskoler og specialskoler. Og der kan han godt tage sig selv i at føle sig heldig.

“Jeg møder lærere, der står alene med 25 børn, hvor fem af dem skal have særlig støtte, og udefra lyder det utrolig frustrerende. Hos os har vi resurserne til at hjælpe eleverne. Det er virkelig sjældent, at en situation kommer ud af kontrol, for der er altid en voksen til at hjælpe”.

For eksempel er der altid to voksne, enten en lærer og en pædagog eller to lærere, om en klasse på seks-otte elever. Og det er vigtigt, fortæller Kasper Hincheli.

“Mange af de elever, som går her, har virkelig svært ved at læse hinandens signaler, så en konflikt kan eskalere meget hurtigt”.

Derudover kan det ske, at et barn bliver ked af det og for eksempel savner sin mor eller far.

“Så må man sidde stille og roligt sammen med eleven og spørge lidt ind til, hvordan han eller hun har det. Nogle gange kan de ikke rigtigt forklare det, og så hjælper det at sige, at man forstår, at de er kede af det, eller måske skal man holde dem lidt i hånden. Nogle gange hjælper det også at aflede dem med leg”.

For Kasper Hincheli kan hverdagen også være hård. Men lærerne og ledelsen på Skovgården taler ofte sammen og hjælper hinanden. De har ugentlige snakke om både den enkelte elev, og hvordan det går generelt.

Så man er aldrig alene om udfordringerne, og de hårde dage bliver hurtigt afløst af gode, fortæller Kasper Hincheli.