Forskning: Skolebibliotekarer har kompetencerne – men savner klare rammer 

Skolebibliotekarer ved godt, hvad de kan. Og mange oplever også, at ledelsen bakker op om deres funktion.

Alligevel føler et flertal, at rammerne for vejledning er uklare, og at der mangler systematik i arbejdet.

Det er nogle af de væsentligste konklusioner i en spørgeskemaundersøgelse af skolebibliotekarers og vejlederes oplevelse af deres virke, som projektleder på undersøgelsen Roland Hachmann løftede sløret for på Skolebibliotekarkonferencen BLÆST i starten af oktober.

Undersøgelsen er den kvantitative del af en større skolebibliotekarundersøgelse, som blev igangsat i foråret af Nationalt Videncenter for Læremidler – Læremiddel.dk.

456 har deltaget i undersøgelsen – heraf besvarede 271 (59 procent) hele spørgeskemaet. 

”Resultaterne indikerer, at der er et paradoks: ’Vi kan godt, men vi mangler de rammer, som gør, at det kan lade sig gøre’,” fastslog Roland Hachmann, der til daglig er lektor og seniorforsker på professionshøjskolen UC Syd, da han fremlagde resultaterne.

Min leder ved ikke, hvad jeg laver

I rene tal oplever tre ud af fire respondenter, at de i høj grad har de kompetencer, der skal til for, at de kan løse deres opgaver.

Men kun én ud af tre oplever, at vejlederopgaverne er tydeligt definerede.

Og kun 14 procent, at deres vejledning i høj grad er planlagt og systematisk. 

Samtidig svarer over halvdelen, at ledelsen i høj eller meget høj grad anerkender og prioriterer deres vejlederrolle, mens 42 procent oplever, at ledelsen ikke er med til at definere, hvad det så betyder ude på skolen.

Eller som en af respondenterne skriver i et fritekstsvar på, hvad der er den største udfordring som vejleder: 

”At vejlederrollen ikke er tydeligt nok definereret, og ledelsen ikke ved, hvad jeg laver”.

”Det er vigtigt at få med, at det ikke er et spørgsmål om anerkendelse, men at der bliver lavet nogle beskrivelser af, ’hvad er det, jeg skal?’. Det handler ikke om, at ledelsen skal bestemme indholdet i den enkelte vejledning, men der skal være tydelighed om, hvornår vejledningen finder sted, hvem den foregår med, og hvad formålet er,” sagde Roland Hachmann.

Vejledning ved kaffeautomaten

Manglen på ledelse, planlægning og systematik gør, at mange af respondenterne oplever, at vejlederopgaven sker ad hoc og bæres af enkeltpersoner, påpegede Roland Hachmann. 

”Og når de skal sætte ord på, hvad ad hoc betyder, så er det, at en kollega kommer hen til dem på gangen, på farten eller ved kaffeautomaten. ’Korte formater, der er tidsmæssigt billige for læreren’, som en skriver i fritekstsvaret. Det er den vejledningsform, som mange peger på, er den herskende på skolen,” sagde Roland Hachmann og tilføjede, at vejledningen derfor ofte er én-til-én-vejledning.

Det står i kontrast til, hvad vejlederne oplever som god vejledning. 

”God vejledning er noget, de gør i fællesskab, og som ikke er båret af enkeltpersoner. Det handler om at løse opgaver sammen og have tid til det og om dialog, refleksion og nysgerrighed. Altså i modsætning til, at det sker ad hoc og på farten. Og så er god vejledning praksisnær og konkret,” påpegede han. 

Respondenterne fremhæver observation og co-teaching som de mest virksomme former for vejledning, men det er også nogle af de formater, der kræver mest tid og derfor bliver anvendt mindst. 

Mangel på tid går to veje

Når skolebibliotekarerne bliver spurgt, hvad der står i vejen for vejledningen, er tid et af de ord, der går igen.

Men Roland Hachmann advarer mod at forstå det som et simpelt spørgsmål om, at vejlederne selv mangler tid.

”Det er der selvfølgelig en del, der gør. Men når man dykker ned i tallene, viser det sig faktisk, at det ikke altid er vejlederens egen tid, der er tale om. Det er ofte kollegaens tid.”

Det er ifølge forskeren en vigtig pointe. 

”Vejledning kræver, at både vejleder og lærer har et tidspunkt, hvor de kan mødes. Det nytter ikke noget, at ’når jeg har en mellemtime, hvor jeg kan forberede, så er vejlederne ikke til stede'. Eller at 'når vejlederne har tid, har jeg ikke tid, fordi jeg skal til møde'. Der kommer rigtig mange af den slags hverdagseksempler på, hvad der kan være til hinder for, at vejledningen kan finde sted,” sagde han. 

Det betyder også, at vejlederne nogle gange oplever et dilemma: De skal tilbyde vejledning, men risikerer samtidig at tage tid fra en kollega, der allerede har svært ved at få arbejdsdagen til at hænge sammen.

”Vejlederne oplever, at de unødigt presser kollegaerne til at modtage vejledning, hvilket ikke er særlig godt for et kollegaskab eller for det at skulle etablere vejledning.” 

Mangler et fælles sprog

I undersøgelsen er der også spurgt ind til, hvilken rolle læremidler spiller i vejlederarbejdet.

69 procent svarer, at de bruger konkrete læremidler aktivt. 40 procent vurderer, at læremidler er et centralt omdrejningspunkt for vejledningen.

Men når vejlederne bliver spurgt, i hvor høj grad de bruger vejledningen til at undersøge og vurdere læremidler sammen med kolleger, falder tallene markant.

To ud af tre svarer, at det sker i ringe eller meget ringe grad. Kun 8 procent svarer i høj eller meget høj grad.

Ifølge Roland Hachmann kan det blandt andet pege på, at der både mangler et fælles sprog om læremidler og redskaber til at analysere dem. Noget flere respondenter efterspørger. 

Men læremidler spiller også en rolle, når vejledningen faktisk lykkes, viser undersøgelsen. 

”Der er i høj grad noget med koordinering af indkøb af læremidler. Så er vejlederne aktivt i spil i forhold til at teste noget af det i fagteams og i det hele taget præsentere, hvad der er af muligheder, og hvad styrkerne og svaghederne i det ene eller andet læremiddel er. Der oplever de, at deres vejledning lykkes,” sagde Roland Hachmann.

Anbefaling: Gør vejledningen fælles

På baggrund af undersøgelsen kom Roland Hachmann til sidst med en række anbefalinger til skolerne. De handler om at skabe mere stabile strukturer omkring det arbejde, der allerede foregår:

”Vi anbefaler, at man gør vejledningen til en ledelsesprioriteret og tydeligt defineret opgave og afsætter tid til både vejleder og kolleger. Og at ledelsen prioriterer det og sætter det ind i deres skemaer, så det ikke er noget, der er frivilligt, men noget man skal.”

Han anbefalede også, at man organiserer vejledningen som ’cykliske feedbackprocesser’: 

”Det betyder, at vejledning ikke bare skal være en enkelt samtale eller en halv time med hver kollega én gang om året. Det handler om at vende tilbage og undersøge, hvilke forandringer der er sket som følge af vejledningen.”

Endelig lyder anbefalingen, at man gør vejledningen fælles, så det ikke afhænger af den enkelte, og at man gradvist i små skridt opbygger et fælles sprog om kvalitet i læremidler.