"Det danske demokrati bygger på tre grundlæggende størrelser, frihed, lighed og fællesskab. I demokratikanonen er der meget lidt snak om lighed og meget lidt snak om fællesskab. Dermed skævvrider kanonen opfattelsen af, hvad demokrati er."
Udtalelsen kommer fra Ann-Dorte Christensen, der i dag forelæser på Aalborg Universitet i forbindelse med sin tiltrædelse som professor i sociologi.
Forelæsningen handler om Forandring, fællesskab og identitet, og undervejs langer den nye professor kraftigt ud efter det officielle Danmarks udmelding om, hvad demokrati er.
Levende størrelse
"Demokratiet skal være en levende størrelse, hvor man hele tiden diskuterer, hvad der er rigtigt og forkert, og hvilke værdier man vil fremme. Derfor er det problematisk i sig selv at ville kanonisere, hvad demokrati er, og når man så kun ser på demokrati som styreform, bliver det endnu mere problematisk", siger Ann-Dorte Christensen.
Et andet vigtigt kritikpunkt handler om globalisering og multikulturalisme. De emner er ikke med i kanonens 35 punkter, fordi kanonudvalget har sat grænsen ved år 2.000 og har besluttet sig for at holde sig inden for nationalstatens rammer. På den måde kan kanonen ikke forholde sig til begivenheder i nutiden.
"Det vil stå sløjt til for samfundsvidenskaberne, hvis de undlod at forholde sig til nutiden og til globalisering og multikulturalisme. De emner indeholder nogle af de største udfordringer for os i dag. Derfor burde de være med i kanonens 35 punkter og ikke kun være nævnt i et efterord", siger den nyudnævnte professor.
Tæt på eleverne
Hvis man i undervisning skal inddrage centrale og aktuelle emner, så er det afgørende at tage fat på, hvordan man skaber et samfund for alle og hvordan man kan inddrage nye samfundsborgere.
"I folkeskolens undervisning bør man give et mangfoldigt billede af demokrati og et billede, som er så tæt på elevernes hverdag som muligt. Derfor bør man for eksempel tage idrætsforeninger, borgerforeninger, politiske partier eller nogle af bevægelserne med", siger Ann-Dorte Christensen.
Det handler om at give så mangfoldigt et billede som muligt og et billede, som er så tæt på elevernes hverdag som muligt. Og så handler det om i praksis at vise, hvad demokrati er, altså elevinddragelse og organisering af elevråd.
Ann-Dorte Christensens professorat har titlen "Professor med særlige opgaver med hensyn til analyse af social forandring i et sociologisk perspektiv."
Forsker: Kanon giver fejlagtigt billede af demokrati
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.