Forsker går til kamp i ny bog: Det her gør lærerne magtesløse

En lærer står med en elev, der har brug for hjælp. Hun ved måske godt, hvad der skal til. Hun kender eleven, har fulgt udviklingen og har en faglig vurdering af, hvad der vil hjælpe.

Men hjælpen kræver en udredning. Måske en henvisning til psykiatrien, som muligvis kan føre til en bevilling, der udløser hjælp til eleven. Det tager tid. Nogle gange årevis.

Imens venter eleven, forældre og læreren.

”Det skaber moralsk stress hos lærerne og svigt hos eleven,” siger antropolog og docent Nana Vaaben.

Hun har længe fulgt den offentlige sektor og især set på, hvorfor dem, som er ansat til at hjælpe os alle, ofte forlader deres job i utide.

En af de væsentligste årsager er ifølge Nana Vaaben, at ansvar og indflydelse er blevet skilt ad i den offentlige sektor.

”Man har med fuldt overlæg placeret indflydelse på ressourcerne langt væk fra de mennesker, der har ansvaret,” skriver Nana Vaaben i sin nye bog 'Organiseret afmagt – tid, penge og arbejde i den offentlige sektor', der udkommer torsdag.

Her undersøger hun blandt andet, hvad der sker, når professionelle får ansvaret for en opgave uden at have de nødvendige muligheder for at løse den.

For de må ikke træffe beslutninger, der koster penge.

”Ansvar og indflydelse er nødt til at følges bedre ad. Det virker gak, at man bruger ressourcer på at uddanne dygtige professionelle for så bagefter at sætte dem uden for indflydelse.”

Læreren er ikke ansat til at levere lektioner

Nana Vaaben peger i bogen på, at beslutningstagerne er blevet forblændet af vækstsamfundets mulighed for at producere billigere varer.

Det smitter af på kravene til den offentlige sektor, som bliver bedt om at sætte hastigheden på omsorg op. Og det kan man ikke.

”Unge mennesker bliver ikke lærere for at levere lektioner til en arbejdsgiver, men for at påtage sig en forpligtelse til at føre noget videre til børn og unge,” lyder det fra Nana Vaaben.

Men motivationen bliver presset, når lærerarbejdet i stigende grad bliver gjort op i tid, opgaver og registrering.

I bogen beskriver Nana Vaaben, hvordan lærerne er fanget mellem to former for styring: lønmodtagerrollen og professionsrollen. Det skaber en skæv relation.

Kampen om lærerens tid sluttede ikke i 2013

Læreren skal både være professionel og kunne tælle timer. For når arbejdsgiverne begynder at være nøjeregnende om, hvordan timerne på arbejdet bruges, så bliver medarbejderne det også.

”Det er svært at forestille sig, at den ene part i en relation skulle slippe afsted med at opføre sig nøjeregnende, glubsk eller krævende og den anden part skulle blive ved med at opføre sig selvopofrende, generøst og dedikeret,” skriver Nana Vaaben i bogens indledning og peger på, at lysten til at gøre en forskel kan forsvinde, hvis man føler sig udnyttet.

”Hvis nogen troede, at kampen om lærernes arbejdstid sluttede i 2013, så håber jeg at have vist, at sådan forholder det sig på ingen måde,” skriver hun senere i bogen og tilføjer:

”Kampen pågår stadig - nu blot andre steder og med den konsekvens at andre mennesker kommer i klemme.”

Hun peger på, at det er vigtigt, at lærere og andre professionelle har noget tid, de selv råder over og kan bruge på det de med deres professionelle skøn vurderer er vigtigt.

Værre end ekstraopgaverne

Men det er svært, når der opstår nye udfordringer i lærerjobbet.

”Antallet af undervisningstimer per lærer er simpelthen steget, og det samme er antallet af opgaver og unge mennesker med særlige behov,” lyder det fra Nana Vaaben.

Selv om mange skoler prøver at løse udfordringerne ved at organisere lærernes arbejde anderledes, så lykkes det ikke altid, fordi det er svært at sætte tempoet i lærerarbejdet op.

Men det værste er faktisk ikke, når lærerne får flere opgaver. Det er, når de ikke kan handle professionelt, mener Nana Vaaben.

”Den type oplevelser, som ledere skal rykke hurtigt på, er situationer, hvor medarbejdere oplever magtesløshed og bare har lyst til at komme væk,” skriver hun og uddyber:

”Det er, når lærere mister kontrollen eller fornemmelsen for at mestre deres arbejde mere end arbejdets intensivering, der slider. Hvis man står med vold og trusler eller moralsk stress, så skal man have hjælp med det samme.”

Når man beder læreren sænke ambitionsniveauet

Det er derfor, Nana Vaaben er kritisk over for en bestemt type svar på presset i skolen.

”Det er jo et vilkår” eller ”sænk ambitionsniveauet” er sætninger, som lærere nogle gange hører, når de går til deres leder og fortæller, at de ikke kan nå de mål, som er sat, med den tid de har.

”Det er dybt problematisk, hvis man beder professionelle mennesker om at gå på kompromis med lige præcis det, der gjorde, at de valgte deres fag,” siger Nana Vaaben.

Når lærere forlader folkeskolen, er det ikke nødvendigvis, fordi de har mistet interessen for børn, undervisning eller lærerfaget.

”De forlader deres jobs, men ikke deres fag. Det er en vigtig forskel.”

Hun peger på, at man derfor burde begynde at regne på, hvad det koster ikke at hjælpe i tide.

”Det der er sket på skoleområdet de senere år er det modsatte af forebyggelse. Man sparer på forhånd og så får man ikke råd til forebyggelse. Man bliver nødt til at få skolen på højkant, så ungerne har det bedre og kan være i den,” siger hun og er glad for, at politikerne i valgkampen næsten uden undtagelse var klar til at afsætte flere penge til folkeskolen.

Hav en professionel holdning

Når afmagten driver ned ad væggene på lærerværelserne, hvad kan man så gøre?

De første to dele af bogen beskriver udfordringerne. I det sidste forsøger Nana Vaaben at vise vejen mod løsninger.

”Jeg havde svært ved at skrive den sidste del af bogen. For problemerne er jo strukturelle og kan ikke løses af den enkelte medarbejder. De to første dele var nemme, men den sidste var virkelig svær,” siger hun.

Nana Vaaben peger på det selvmodsigende i, at bogen jo netop forklarer, at strukturelle problemer bliver gjort til den enkeltes ansvar, og at hun så alligevel ender med at henvende sig til de medarbejdere, der i forvejen er i klemme.

En løsning er ikke, at 'tale skolen op', som mange får at vide, at de skal gøre.

”Det handler ikke kun om at tale op eller ned, der skal være plads til at sætte ord på oplevelserne i den offentlige sektor.”

Derfor er hendes opfordring til lærerne, at de ikke skal lade sig spise af med, at de skal sænke ambitionerne eller indrette sig efter for få ressourcer.

”Den eneste mulighed, der er, synes jeg er, at man skal blande sig. Derfor håber jeg, at bogen kan virke som en slags opråb og kan være med til at give sprog til, at man kan blande sig med så præcise argumenter og forslag som muligt,” siger hun.

Bland dig

Hendes opfordring er helt konkret: Skriv læserbreve, hav konkrete forslag og jo flere af dem, jo bedre er det. For Nana Vaaben handler det om, at få ”standset ulykkerne og bryde de onde cirkler.”

Men hun er meget bekymret, fordi den offentlige sektor i dag er skruet sådan sammen, at indflydelse over ressourcer er placeret så langt væk fra dem, som har ansvaret.

”Spørgsmålet er om folk, der får øje på problemerne også kan gøre noget ved dem?”

Derfor drømmer hun også om, at politikerne på Christiansborg er klar til at vise medarbejderne i den offentlige sektor tillid på en måde, hvor de også selv kan bestemme over ressourcer, og så ønsker hun, at politikerne gør op med løftet om evig vækst.  

”Bland dig, så den offentlige sektor kommer til at passe bedre til mennesker end til billardkugler og marionetdukker,” lyder opråbet i bogen.