For første gang i Danmarks skolehistorie blev lektier i 2015 skrevet direkte ind i folkeskoleloven. Reformen indebar nemlig et krav om, at der skulle afsættes tid i skolen til lektier enten i form af lektietidslektioner eller som en del af den almindelige fagundervisning. Tanken var blandt andet, at elever med forældre uden overskud, tid eller færdigheder til at bakke op om hjemmearbejdet ville få de samme muligheder som de mere resursestærke elever, når lektielæsningen foregik i skolen.
Den hypotese har forsker Annette Søndergaard Gregersen undersøgt. Mellem 2016 og 2018 har hun og hendes forskerteam besøgt tre forskellige skoler og observeret 21 forskellige klassers lektietider. Hun fortæller om et mønster, hvor eleverne i klassen eller på holdet endte i to lejre.
Eleverne i den ene lejr koncentrerede sig uden problemer om det arbejde, de havde foran sig. Enten alene eller med en makker eller flere. Eleverne i den anden lejr havde svært ved at koncentrere sig, og nogle endte med at lave noget helt andet eller blive forstyrrende for fællesskabet.
“Selvom lektierne er rykket over i skolen, så kræver det enormt meget selvstændighed for eleverne at få dem lavet. De elever, der havde mest succes med lektierne, klarede dem typisk hurtigt og i et godt samspil med læreren. Men jeg er ikke klar over, om de elever blev fagligt udfordret”, siger Annette Søndergaard Gregersen, der er ph.d. og docent på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole og aktuel med bogen “Lektier”.
Flere integrerer lektierne i fagundervisningen
Forskeren ved selvsagt ikke, om den halvdel af eleverne, som ikke havde udpræget succes med lektielæsningen, er de samme elever, som ville have kæmpet med eller helt forsømt lektierne, hvis de skulle læses derhjemme.
“Men det ser ud til, at selve det at flytte lektierne hen i skolen ikke i sig selv hjælper de fagligt udfordrede elever. De, der er dårligt stillede derhjemme, er lige så dårligt stillede i skolen”.
Annette Søndergaard Gregersen tror altså, at den sympatiske ide fra reformen om at udligne faglige og sociale forskelle blandt eleverne ved at flytte lektier hen i skolen næppe er lykkedes.
I mine øjne vil det give mening helt at stoppe med at tale om lektier og i stedet tale om aktiviteter i den almindelige undervisning.
Annette Søndergaard Gregersen, docent, Københavns Professionshøjskole
Desuden endte mange af eleverne med at have en del lektier, de skulle læse derhjemme, også selvom de havde fået tid til det i skolen, fortæller Annette Søndergaard Gregersen.
Skolerne kunne efter reformen selv vælge, hvordan de ville lægge den obligatoriske lektiehjælp og faglige fordybelse. Og flere og flere skoler vælger faktisk at integrere lektietiden i selve fagundervisningen, viser rapporten “Kortlægning af skoledagens længde”, som er udkommet årligt siden 2017 og senest i 2020.
I skoleåret 2020/2021 valgte over halvdelen af skolerne, omkring 55 procent, at integrere lektierne i fagundervisningen. I 2017 var tallet cirka 42 procent.
Og noget tyder på, at det giver god mening at lægge lektier og den faglige fordybelse ind i den almindelige undervisning. Forskning viser nemlig, at denne tilgang øger elevernes afgangskarakterer i dansk og matematik, ifølge en følgeforskningsrapport, der udkom i 2021. Omvendt siger rapporten, at særskilte lektielektioner ikke gør nogen mærkbar forskel for elevernes karakterer.
Jo mere undervisning, jo bedre
Der var stor forskel på, hvordan skolerne og klasserne, som Annette Søndergaard Gregersen besøgte i sin forskning, løste lektietiden. Men hun oplevede, at mange af lærerne gik til opgaven på en traditionel måde. Eleverne skulle løse opgaver fra et klassesæt i mange tilfælde, og så kunne man få en stjerne på arket, når man var færdig. Hvis lektietiden lå sidst på dagen, var der typisk flere elever, som gik, så snart de måtte.
I en klasse beskriver Annette Søndergaard Gregersen, at eleverne brød ud i jubel, da læreren meddelte til slut, at de ikke havde lektier for til om mandagen. Og så løb eleverne ud for at få en god plads på fodboldbanen.
“Der var undtagelser, men generelt oplevede lærerne lektietiden som noget, der var meget op til eleverne. Det var i høj grad elevernes ansvar, at det gik godt, og at opgaverne blev løst”, siger Annette Søndergaard Gregersen.
Faktisk oplevede hun de mest succesfulde lektielektioner som dem, hvor læreren eller lærerne var aktive vejledere, gik rundt og hjalp eleverne, og arbejdet foregik som aktiviteter i grupper. Gerne opgaver, som relaterede sig tæt til den almindelige undervisning.
“Det var helt tydeligt, at både lærere og elever havde det bedste udbytte af lektietiden, når der var rigeligt med samspil, og eleverne var motiverede og kunne se en mening med opgaverne”, siger Annette Søndergaard Gregersen, der opfordrer lærere og ledere til at starte en diskussion om deres brug af lektier:
“Tænk over, om I ville nå det samme eller mere, hvis fagundervisningen blev tænkt lidt om og i stedet inkluderede den faglige fordybelse. I mine øjne vil det give mening helt at stoppe med at tale om lektier og i stedet tale om aktiviteter i den almindelige undervisning”.
Forsker: Drop reformens lektietid
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.