Bogen er en midtvejspublikation af et forskningsprojekt og ph.d.-studie med overskriften: 'Børneliv - en studie af de 6-10-åriges udformning af liv i skole og fritidsinstitution'.
Tidligt slås det fast, at for børnene er det de andre børn og forholdet til de jævnaldrende, der er betydningsfuldt. Deraf overskriften 'Til lykke' - børns frydefulde hilsen til hinanden, når de kan konstatere, at der er noget, de har til fælles.
Omdrejningspunktet er børneperspektivet, det vil sige børns oplevelser og mulighed for deltagelse gennem handling i skole og skolefritidsordning, SFO.
Det rejser spørgsmålet: hvordan og i hvilket omfang prioriterer de voksne børnenes muligheder for at være med til at skabe og håndtere deres liv i SFO og skole?
Påstanden er, at de forskellige rum i SFO, børnehaveklasse og 1.-3. klasse lægger op til, at der udvikles forskellige værdier, ideer og redskaber, som igen muliggør mere eller mindre inddragelse af børneperspektivet.
Læring defineres i denne sammenhæng som socialt betinget og skal derfor udforskes gennem den lærendes deltagelse, hvilket medfører, at 'livet i skole og SFO skal forstås som en proces af forandrende forståelse af de handlesammenhænge, der skabes der'.
Der er et meget fascinerende afsnit om leg og de muligheder, som den børnecentrerede leg giver for såvel horisontale som vertikale venskaber. Børn har brug for begge typer af venskaber.
I forbindelse med legens behandling imødegås flosklen om 'Leg og Læring' som en mulig pædagogik. Forfatteren hævder, at leg er frivillig, principielt fri og vild, hvilket gør den uforudsigelig og altså ikke mulig at indplacere i planlægning. I stedet kunne fænomenet måske kaldes for 'Eksperiment og Læring'!
Forskellen på skolens ærinde med børnene og fritidspædagogikken ridses tydeligt op, og der er hip til begge parter omkring vanetænkningen i forhold til pædagogikken.
Det har været svært for forfatteren at få adgang til skoleklasserne, og det finder jeg absolut er bogens svaghed, idet børneinterview og iagttagelser udelukkende er lavet i SFO. Skoledelen er noget, børn taler om befindende sig i en helt anden sammenhæng, og noget, de ansatte voksne, skoleansatte lærere og børnehaveklasseledere interviewes om.
I stedet er der beskrevet to modeller i børnehaver, 'Pandaen' og 'Humlebien'. Det ligger snublende nært at overføre disse to kulturer på henholdsvis billederne af skolens og fritidspædagogikkens forskellige værdier og placere sin pædagogik i relation til de to yderpunkter.
Konklusionen på bogen er, at hvis undervisningen skal låne af legens logik, kunne den være centrum for betydningsfællesskaber. Undervisningen ville være kendetegnet ved både konsekvens og fleksibilitet. Det ville kræve gode samarbejdsrelationer mellem børn og voksne og indbyrdes mellem børnene. Det ville have som konsekvens, at viden bliver skabt i klasseværelset gennem både teori og oplevelser.
Det pointeres, at hvis SFO-delen skal have et kvalitativt løft, vil den - snarere end at sikre barnets ret til at vælge fra - udvikle pædagogikken til at være deltagende i bestræbelsen på at sikre børns ret til at beskæftige sig med det vigtige.
Kan man ud fra disse præmisser skabe en fælles organisation i form af en helhedsskole? Det spørgsmål giver bogen ikke noget svar på, for det kommer an på . . .
Billederne, der gennem bogen tegnes af det 'velfungerende', men ensomme barn Marlene, kunne tyde på, at der er nogle samarbejdsrelationer, som skole og SFO har pligt til i fællesskab at få på plads, så det enkelte barn kan komme ind i en helstøbt udvikling.
Samtalerne, som Pernille Hviid har med andre børn, den indimellem meget teoretisk funderede tekst og forfatterens evne til at sætte læseren i gang med at reflektere over egen praksis gør bogen absolut anbefalelsesværdig for børnehaveklasseledere, lærere, skolepædagoger, forældre og andre med interesse for skolestarten.
Til lykke
Af Pernille Hviid
152 sider, 120 kroner plus 20 kroner til
forsendelse
Danmarks Pædagogiske Institut
Fornem forskningsformidling
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.