Forlig med obligatorisk praktisk prøve og præmie for 10. klasse på erhvervsskole
Et bredt politisk flertal har indgået en aftale, som blandt andet betyder, at den planlagte prøve i et praksisfagligt fag i 8. klasse bliver obligatorisk for kommunerne. Partierne vil også præmiere kommunale 10.-klasser på erhvervsskoler.
Arkivfoto fra en afgangsprøve i håndværk og design.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.
Start debatten
Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten og Alternativet står bag den politiske aftale, som netop er præsenteret.
Langt de fleste lærere og vejledere har en læreruddannelse, og de kender derfor ikke så meget til erhvervsuddannelserne i praksis, hedder det i aftalen. Forligspartierne sætter derfor penge af til et kompetenceudviklingsprogram for folkeskolelærere og vejledere, som skal sikre, at de får en stærkere viden om erhvervsuddannelserne og de muligheder, valget af en erhvervsuddannelse giver. Det skal ske i form af et særligt tilrettelagt program i regi af Undervisningsministeriets læringskonsulentkorps og i form af mulighed for, at folkeskolelærere kommer i praktik på en erhvervsskole.
"Vi ønsker at gøre op med automatvalget af ungdomsuddannelse og i stedet lade folkeskoleelever få erfaringer med håndværksfag og indblik i, hvilke muligheder der følger med en faglært uddannelse", siger undervisningsminister Merete Riisager i en pressemeddelelse.
Erhvervsuddannelserne skal fylde mere i folkeskolen, end de gør i dag, er partierne enige om, blandt andet ved, at erhvervsskolelærere skal kunne undervise folkeskoleelever, og at alle elever fremover kommer til prøve i et obligatorisk praktisk/musisk fag.
"Det kan forhåbentligt give flere unge lyst til at kigge i erhvervsskolernes retning", siger Brigitte Klintskov Jerkel, undervisningsordfører for Det Konservative Folkeparti.
Præmie til kommuner, der flytter 10. klasse til erhvervsskoler
Og så er der som ventet initiativer i aftalen til at hjælpe kommuner, der ønsker at placere deres 10. klassetilbud på erhvervsskoler, som Herning Kommune netop har besluttet at gøre det.
Partierne har afsat 45 mio. kr., der udmøntes som en præmie til ligelig fordeling mellem erhvervsskoler og kommuner for hver kommune, hvor der indgås en ny driftsoverenskomst, hvor mere end halvdelen af kommunens 10. klasseelever er omfattet - gradueret efter antal elever.
Forlig med obligatorisk praktisk prøve og præmie for 10. klasse på erhvervsskole
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.