Forbrugermentaliteten: Folkeskolen er blevet en vare

Moderniseringen af velfærdsstaten er blevet lig med fritvalgsordninger«, mener samfundsdebattør og chefredaktør på netmediet Føljeton, Lars Trier Mogensen. »Det er en af de største ændringer, der er sket i den offentlige sektor i den sidste generation. Før i tiden måtte man som borger acceptere det, der var til rådighed, og hvis man ville ændre institutionerne til det bedre, måtte man anvende muligheden for at engagere sig i bestyrelser, råd og andre nærdemokratiske tiltag«.

De seneste borgerlige regeringer har imidlertid haft et ønske om at give den enkelte borger et forbrugsvalg. Det er grundlæggende et fornuftigt tiltag, mener Lars Trier Mogensen, men det er også en proces, der har undergravet ideen om, at man skal engagere sig i skolen for at forbedre den.

»Hvor man før skulle påvirke skolen med sin stemme, har man nu mulighed for at stemme med fødderne ved simpelthen at flytte sig et andet sted hen«, siger Lars Trier Mogensen. Det er dog ikke alle, der er lige mobile, mener han.

»Det er mest resursestærke familier, som flytter deres børn fra folkeskolen. Den accelererende tilvalgsordning betyder en begyndende opdeling i overklasse- og underklasseskoler. Fantasien om, at de frie markedskræfter trækker alle skolers niveau op, holder ikke helt. For det er ikke bare sådan, at de dårligste skoler lukker. Nogle steder skal underklassebørnene jo gå«.

Holder opbruddets præmis? "At skifte skole er ikke noget, man 'bare' lige gør

En kæp i hjulet på fællesskabet

Når forældrene skifter fra at være borgere til forbrugere, går skolen samtidig fra at være et fællesanliggende til at være et individuelt valg, og det sætter en uheldig udvikling i gang, mener Lars Trier Mogensen.

»Min påstand er, at de resursestærke familier, særligt i byområderne, har klumpet sig sammen, hvilket efterlader nogle skoler med større problemer end dem, de i forvejen kæmpede med, fordi de forældre, der har haft de bedste forudsætninger for at løse udfordringerne, har trukket sig«.

På den måde har politikerne givet mennesker, som har deres på det tørre, frihjul til at udskrive sig og ikke tage medansvar for at være borgere i et samfund, mener Lars Trier Mogensen.

»Den kammeratskabseffekt, som opstår i folkeskolen, er på mange måder det kit, som binder den danske velfærdsmodel sammen. Man mødes på kryds og tværs, lærer, at andre mennesker lever anderledes, og får empatien til at sætte sig ind i en anden livssituation end sin egen«.

Og når de resursestærke svigter folkeskolen, stikker de en kæp i hjulet på hele folkeskolens fællesskabstanke, pointerer han.

»Lige nu tror jeg godt, at de fleste kan se rimeligheden i, at skoler med elever fra resursesvage hjem skal have tildelt flere penge, men den bevidsthed kan forsvinde, når man mister fornemmelsen for, hvordan de andre har det, fordi man ikke bliver konfronteret med livet på den anden side«.

Viljen til at fylde en andens rygsæk

Det er især problematisk, fordi det ofte er de resursestærke, der har mulighed for at skabe politisk lydhørhed, påpeger Lars Trier Mogensen. »Med det ryger fundamentet under hele ideen med velfærdsmodellen, der skulle sørge for, at det ikke skal være forældrenes baggrund, der bestemmer, hvor man kommer hen i livet«.

Ambitionen om, at børnenes færd i livet ikke skal være bestemt af, hvad de har med i skoletasken hjemmefra, er ifølge Lars Trier Mogensen vigtig, men den indebærer, at nogen er villige til at investere i de børn, der kommer i skole med en »tom rygsæk«.

»Jeg siger ikke, at det bryder sammen fra dag til dag«, siger Lars Trier Mogensen. »Men der er mange faktorer, som accelererer den forkerte udvikling. Den mangfoldige folkeskole er bolværket mod et opdelt ghettosamfund, som man ser i mange andre dele af verden«.

Det er vel på en måde sammenligneligt med forældre, der køber sig foran i køen til Legoland, bare i en meget større skala?

»Ja, men med den forskel, at den allerstørste gruppe aldrig kommer ind i Legoland«.