Snart bliver der trykket ’start’ på det store skolemadsforsøg, hvor 191 skoler i en forsøgsperiode skal tilbyde frokost til eleverne på forskellige betingelser. Blandt andet er der forskel på størrelsen af forældrebetaling. Nogle skoler er udtaget til forsøg med gratis skolemad, og på andre skal forældrene betale 15 eller 25 kroner per måltid. Skolerne er placeret i de forskellige puljer via lodtrækning.
Men allerede før start har 13 skoler trukket sig fra forsøget. Ti af de 13 var blevet udtrukket til den model, hvor forældrebetalingen er 25 kroner per måltid.
Skoleleder: “Vi elsker ideen om skolemad”
En af de skoler er Ruds Vedby Skole på Sjælland. Skoleleder Anne Kristine S. Raaholt er rigtig ærgerlig over det, men kunne ikke se, at hun kunne få det til at fungere.
”Vi er vildt begejstrede for ideen om et varmt måltid midt på dagen og vi ville virkelig gerne have været med,” fortæller hun. ”Vi kontaktede faktisk allerede ministeriet, inden der var åbent for tilmeldinger for at høre, hvordan vi kunne komme med. Og vi havde nok håbet, at vi kom med i puljen af skoler, hvor maden er gratis for eleverne. Eller bare den pulje med den lave forældrebetaling”.
Læs også
Skolen forhørte sig blandt forældrene og meldingen var, at der ikke var tilstrækkelig opbakning til at betale 25 kroner om dagen for skolemad. Så man besluttede at trække sig fra forsøget.
Samme melding kommer fra Holluf Pile Skole på Fyn.
“Det har desværre vist sig vanskeligt at finde en model, der ikke ville medføre betydelige udfordringer”, skrev skoleleder Mohammed Bibi ifølge Fyens Stiftstidende 24. september til forældrene på Aula .
I stedet har ministeriet udtrukket ti nye skoler, som har stået på venteliste til forsøget.
Ærgerligt for elever, siger minister
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) siger til Fyens Stiftstidende, at det er forventeligt, men ærgerligt for eleverne, at enkelte skoler fortryder deres deltagelse.
”Hele ordningen er tilrettelagt på en måde, hvor vi kan få viden om forskellige måder at organisere skolemadsordninger på. Det er for eksempel vigtigt at vide, hvilken rolle forældrebetaling spiller”, udtaler han.
Forældre vil ikke betale for skolemad: 13 skoler forlader forsøg inden start
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.