Anmeldelse:

Sauers skalpel skærer ind til benet

Niels Chr. Sauer formår i bogen 'Folkeskolens veje og vildveje' at dissekere reformen og NPM-bølgen med en personlig fortælling, der beskriver, hvordan lærernes engagement og metodefrihed er trådt under fode fra politisk hold. Og han gør det godt i et letlæseligt sprog.

Publiceret Senest opdateret

Folkeskolens veje og vildveje er en personlig fortælling med fokus på det, der er sket, primært med en forringelse af lærernes vilkår i folkeskoleregi. På grund af den personlige fortælling står den stærkt for en lærer, som læser den. 

Det er en fortælling fra en på gulvet om, hvordan det er at være lærer og opleve NPM og de skolepolitiske indgreb indefra. Det beskrives levende, hvordan lærerrollen ændrer sig fra at være et kald til at være en lønarbejderrolle.

Fakta:

Folkeskolens veje og vildveje

Forfatter: Niels Chr. Sauer

218 kroner

172 sider

Forlaget Fjordager

Bogen er bygget kronologisk og detaljeret op og følger Sauers lærerliv, hans rolle i DLF og de ting, der sker politisk og i skolen, som han i en lang årrække var en del af. 

Bogen giver mig som gammel lærer et tilbageblik i fx det, der skete med folkeskolereformen. Jeg kan stadig huske, at vi var rystede i lærerstaben. Det beskrives meget flot i bogen. Der er ikke nogen, der går ram forbi - om det så er enkeltpersoner som Niels Egelund, Antorini m.fl., og DLF får også nogen ord med på vejen. 

Bogen er letlæst, og jeg falder over flere gode udtryk som ”pædagogiske færdigretter”, og at ”IT bliver proppet ned i halsen på lærerne, som når man fodrer en foie gras gås”. Det øger læseværdigheden.

Skolereformen får desværre først sine endelige hug i 2020, da det viser sig, at man ikke kan vinge et af de 26 mål af, som var intentionen med reformen. Det er tydeligt, der ikke ville lyttes til lærernes kritik af reformen i sin tid. Og at det nu viser sig, de havde ret.

Generelt er Sauers tese, at man politisk ikke spørger lærerne - altså dem, som har fingrene i gryden - om, hvad der skal til for at give skolen en god retning. Om det så er metode, digitalisering af folkeskolen m.m. Det kommer ovenfra i en traditionel NPM-struktur, hvor dem, der kender skolen og eleverne, ikke bliver spurgt. Ting bliver til dekreter og mål, der skal nås og krydses af. Det stikker af, og når der så kommer evalueringer, som fx af reformen, så viser det sig, at det ikke virkede. 

Skolen er ifølge Sauer i den grad blevet kørt over. Og med de sidste resultater om skolereformen er det vist endeligt. Sauer siger, vi må have ”magten” tilbage til lærerne. 

Anbefaling:

Man kan sige, at for en læser som jeg, der har været lærer i mange år og selv har følt reformen, inklusionsprojektet og NPM-bølgen skylle ind over skolevæsenet, så giver bogen mig en aha-oplevelse. Følelsen af, at ja, det er netop sådan, det var. Bogen giver mig en begrundelse for, hvorfor lærerlivet er gået fra at være et kald til at være et lønarbejde. 

For nye lærere er bogen også interessant, da den forklarer, hvad der er sket skolepolitisk, og også muligvis forklarer, hvorfor der er et fald i ansøgninger til læreruddannelsen. Det er både god og skræmmende læsning samtidig. 

Så hvis du er interesseret i skolepolitik, NPM-ledelsens bagside i et vidensfag og at se ind bag kulisserne på, hvad der skete i skolen op til, under og efter skolereformen, så er bogen noget for dig.