”Enhver lærerstuderende burde læse den her for at vide, hvad det er for nogle værdier, de skal have, når nu vi skal have en ny start i folkeskolen. Din bog er fremtidssikring af folkeskolen, fordi den viser os noget om, at man kan forære hinanden tryghed og frihed, og de to ting kan godt gå i spænd sammen.”
Sådan lød det fra Jens Raahauge, da der onsdag var bogreception for erindringsbogen ”Er det dig, der har kastet op på mine roser” – skrevet af Folkeskolens mangeårige chefredaktør Thorkild Thejsen.
Den tidligere formand for Dansklærerforeningen var én blandt flere talere, der nærmest overdængede bogen med rosende ord til receptionen i lokalerne hos Københavns Lærerforening.
Bogen er en samling af 29 fortællinger fra barndommen i slutningen af 1940’erne, 50’erne og begyndelsen af 60’erne i den lille stationsby Gørding – nord for Ribe og øst for Esbjerg.
En helt anden tid
I 1945 boede der 800 mennesker i Gørding. Den tyske besættelse med mørklægning og natlige udgangsforbud havde banket fødselstallene i vejret, så der var mange børn i byen.
Til gengæld var der hverken børnehave, børnehaveklasse eller fritidshjem, så byens børn var ude og inde, i haver og på marker, i butikker og værksteder, i skoven, ved og i åen. Både når de fik lov, når de ikke spurgte, og når der blev sagt nej.
Thorkild Thejsen fører læserne tilbage til en helt anden tid. Selv kom han til verden i november 1944 og kunne fejre sin 81-års fødselsdag sammen med bogreceptionen.
Dengang i Gørding var der seks købmandsforretninger og en brugsforening. Mindst tre barberer og endnu flere damefrisører. To af såvel slagtere som bagere, cykelhandlere, radioforhandlere, smedjer, tøjforretninger, gartnerier, autoværksteder og læger. En stor tømmerhandel, et mejeri, et apotek, en urmager og en boghandel. Og sognet havde både skole, togstation, posthus og sparekasse, en masse håndværkere og landmænd.
Byen havde også fodboldbane, biograf, kro, afholdshotel, forsamlingshus, kirke og missionshus. Undervejs blev næsten alle gader asfalteret, mange fik fjernsyn, biografen lukkede, og grundtvigianere og de missionske kæmpede hårdt om byens sjæle.
Natlig afledning
At bogen overhovedet er udkommet, skyldes Erik Schmidt, der står bag forlaget Fjordager. Han læste nogle af fortællingerne på Facebook – og mente bestemt, de skulle udgives.
Thorkild Thejsen havde bare skrevet, fordi han ikke kunne lade være. Han havde ingen planer om en bog, men igennem syv måneders smertehelvede, inden han fik en ny hofte, fungerede skriverierne som natlig afledning.
”Jeg kunne ikke sove, og selv stærk sovemedicin hjalp ikke, så jeg begyndte at skrive på min iPad inde i min seng, indtil jeg kunne falde i søvn, så det blev min medicin,” fortæller Thorkild Thejsen.
De mange fortællinger er skrevet ud fra hans egne erindringer. Han ved, at noget af det nok ikke er helt rigtigt, men jeg husker det tydeligt, siger han.
I årene som folkeskolelærer i Albertslund fortalte han også flere af historierne til sine elever.
”Ligesom man altid kan huske, da ens børn blev født, så har barndommen nogle højdepunkter og lavpunkter. Så jeg har skrevet fortællingerne ud fra mine erindringer, og den ene beretning hentede den anden frem, men selvfølgelig har jeg fyldt nogle huller ud, og det kan man så vælge at kalde at digte eller løgn,” siger Thorkild Thejsen.
Inden udgivelsen er fortællingerne blevet efterprøvet hos familie, venner fra barndommen – og forsøgt faktatjekket, hvor det har været nødvendigt.
Lærernes fornavne var hemmelige
I bogen fortæller Thorkild Thejsen små historier helt fra fødslen.
Vi hører blandt andet om, hvordan han fik sit navn efter finansminister Thorkil Kristensen. Vi hører om den første kærlighed – rødhårede Grethe, om farens og farfarens snedker- og tømrerværksted. Om hemmeligt bådebyggeri, om et hjem fyldt med glæde, leg og mange børn, om ferier med lange lege over flere dage og besøg hos fætre og kusiner på gårde andre steder i Jylland, og om familiens minimale bogbestand.
Men også om hvordan en spændende verden åbnede sig på byens lille bibliotek, hvor voksenbøger var forbudt land, som børn hverken måtte bladre i eller låne.
Og hvor reglen for udlån var streng: For hver roman, du tog med hjem, skulle du også låne en fagbog! Men regler er jo til for at blive bøjet, så når Thorkild lånte ’Robinson Crusoe’ valgte han en indbunden årgang af ’Populær mekanik’, som han aldrig åbnede.
Skolegang og lærere fylder en del i bogen. Fra den første skoledag i 1. klasse i april 1952 med frøken Poulsen. Hun hed også Solveig, men det anede børnene ikke, for lærernes fornavne var hemmelige.
Klassen havde frøken Poulsen i alle fag – undtagen drengegymnastik. Hun var skolen, og hun boede – ligesom flere andre unge lærere – på første sal på skolen.
Lussingerne sad løst i skolen
Thorkild knækkede hurtigt læsekoden. Til gengæld gik der noget længere tid, inden han høstede sin første sølvstjerne for at skrive pænt. For Thorkild var venstrehåndet – eller kejthåndet, som det hed dengang. Men han skrev med højre, og resultatet blev aldrig kønt.
Selvom lussinger havde været forbudt i folkeskolen siden 1814, blev der delt øretæver ud af både nogle af lærerne og skoleinspektører på Gørding Folke- og Realskole.
”Jeg elskede at gå i skole, og jeg elskede morgensang, hvor jeg skrålede med, men det var et brat skifte fra frøken Poulsen i 2. klasse til gamle lærer Andersen i 3. klasse. Allerede nogle dage inde i 3. klasse fik jeg en lussing af ham som tak for min sangglæde. ‘Du skal ikke gøre grin med den smukke salme’, lød beskeden.”
Ingen svaghed for de svage
Efter 6. klasse blev eleverne delt i boglige og ikke-boglige, og lærerne mente, at både Thorkild og hans bedste ven Frede skulle fortsætte. Det mente Fredes forældre ikke, for han skulle tjene til føden. Så han gik ud efter 7. klasse, hvor han havde fået plads på den store gård, han havde arbejdet på siden 1. klasse.
Thorkild fortsatte og tog en præliminæreksamen, som den hed dengang. De var 32 elever, da de begyndte i 1. real, men kun 15, da de sluttede fire år senere i juni 1961. Nogle faldt fra, fordi de havde fået en læreplads, andre holdt op, fordi forældrene havde brug for, at de kom ud og tjene. Nogle stoppede, fordi de bare ikke orkede mere.
I løbet af skoletiden mødte Thorkild både dygtige, omsorgsfulde og inspirerende lærere som lærer Madsen, som han havde til dansk, og hårdhændede og angstprovokerende lærere som Beksgaard, som han havde til både regning, geometri, aritmetik og fysik-kemi, og hvis timer han hadede.
”Beksgaard var en god og engageret lærer. For de dygtige. Svaghed for de svage havde han ikke. Hvorimod tropsfører Beksgaard hos Gørdings grønne spejdere var noget andet – selvom det var samme person. Hos spejderføreren lærte vi teamwork og projektarbejde – længe før ordene var opfundet. Hos lærer Beksgaard lærte man arbejdsdisciplin og spændende indhold. Hvis man kunne tage fagligt fra. Viste man svaghed, oplevede man angst og lærte disciplin som underkastelse,” skriver Thorkild Thejsen.
Respekt om lærerstanden
Når han kigger tilbage på sin opvækst og sit barndomshjem, bærer han en masse grundlæggende værdier med sig.
Morens stærke retfærdighedssans, det at man skal opføre sig ordentligt overfor andre mennesker, men også retten til at sige, hvad man mener og tænker.
”Jeg har aldrig frygtet autoriteter, hvad enten det var skoleinspektøren, læreren eller en arbejdsgiver, og den styrke har jeg haft med hjemmefra,” fortæller Thorkild Thejsen.
I forhold til lærergerningen havde han både inspirationskilder og skræmmebilleder at trække på, men det ændrede ikke ved, at han selv kom fra en autoritær skole.
”Jeg blev færdiguddannet som lærer i 1967, det år spanskrøret blev forbudt, men på en eller anden måde fik vi noget autoritet forærende. Der var respekt om lærerstanden. Vi kom med en faglighed og en naturlig autoritet og tog ansvar for klassen og undervisningen. Når jeg kigger på nogle af de lærere, der kom senere, så deres iver for at komme væk fra den sorte skole og tage hensyn til det enkelte individ, så sivede lærerautoriteten,” siger Thorkild Thejsen.
Om nutidens skole kan lære noget direkte af fortidens skole, ved han ikke.
”Det er svært at sige, men i den voldsomme diskussion om uro i skolen, er vi nødt til at finde nogle måder, hvor der på en og samme tid er respekt for både læreren og lærerens ansvar for undervisningen – og respekt for børn som individuelle personer. Det miks, vi har i dag, er hverken godt for lærere eller børn, og samtidig skal vi heller ikke tilbage til en skole bygget på angst,” fortsætter han.
Bogens mangfoldige bidrag
Da de 29 beretninger aldrig var tænkt til en bog, har Thorkild Thejsen ikke selv overvejet, om teksterne kan være relevante for lærerstuderende, som Jens Raahauge fremhævede til receptionen eller måske til skoleelever.
”De fleste bøger er jo skrevet med et formål, men min bog er kommet sådan lidt baglæns frem. Så jeg har ikke tænkt over, om den kan bruges i undervisning, men jeg er da spændt på, hvad lærerne vil sige til min bog.”
Han har allerede fået en henvendelse fra en ung kvindelig præst fra Gørding, som spurgte, om hun måtte bruge uddrag fra bogen i sin konfirmationsundervisning, og Folkeskolens religionsrådgiver Janne Skovbjerg har givet bogen seks stjerner på bogprofilen @hardulæst på Instagram, hvor hun anbefalede bogen til både lystlæsning og undervisningstekster.
Selvom Jens Raahauge som udgangspunkt altid er noget skeptisk, når bedsteforældre skriver barndomshistorier, så gav han bogen mange rosende ord med på vejen i en anmeldelse på Dansklærerforeningens grundskolesektion:
”Thorkild kan fortælle, og han kan med udvalgte episoder berige os med et tidsbillede, med et børneliv og med et sprog, der folder sig ud som en fryd i sig selv og et perspektiv, der må, kan og skal gøre dagens samtale om børn, voksne og opdragelse mere sansende og seriøs,” lyder det blandt andet i anmeldelsen.
Folkeskolens mangeårige chefredaktør udgiver erindringsbog: ”At skrive var min medicin”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.