Der er forskel på elever. Det tager vi højde for i vores undervisning. Men har I tænkt over, at der også er forskel på lærere. Selvfølgelig er der det, vil I nok sige, men hvordan ser vi det lige?

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der efterhånden er bestemte måder, man helst skal arbejde på. Bestemte metoder, man helst skal benytte. Og frem for alt skal man skrive alt ned. Årsplan, gerne med formål, delmål. Individuelle læseplaner for den enkelte elev. Teammøder med tilhørende referat.

Nu har jeg været lærer i 12 år og har, med skam at melde, ikke så svært ved det. Jeg er ikke den type lærer, der har behov for at skrive ned, hvad jeg skal lave i april til næste år. Jeg har et mål med min undervisning. Mine elever skal kunne nogle ting, når året er omme, men hvordan jeg når det mål og ad hvilke veje, er vel mit problem - eller skal vi sige opgave. Desværre er det bare sådan efterhånden, at man ikke må lægge fra land med en klasse og så selv finde vejen mod målene. Vi skal helst lave lidt tværfagligt samarbejde undervejs. Vi skal helst arbejde med emneorienteret undervisning. Og så skal eleverne på længere sigt selv definere, hvad de vil lære. De skal også selv finde oplysninger om det, de vil vide noget om. Om få år er vi ikke lærere mere, så er vi nok degraderet til konsulenter, der bare skal sørge for at hjælpe eleverne med at få styr på deres indsamlede viden.

Nu er jeg bare sådan, at jeg gider ikke være konsulent. Jeg er lærer. Jeg vil ikke underlægges en bestemt måde at undervise på. Jeg er uddannet til at undervise i nogle fag, som jeg selv synes, jeg ved temmelig meget om. Jeg har en viden og en erfaring som voksen i et demokratisk samfund, som jeg gerne vil give videre til mine elever. Jeg vil gerne udfordre mine elever. Få dem til at tage stilling. Men det er efterhånden lidt svært at brænde for en sag, når man er lærer. For der er en tendens til, at man gerne vil gøre det at undervise til noget meget indviklet og kompliceret. Alt skal efterhånden blandes sammen til en lind grød, som gerne skal være så let fordøjelig for eleverne som muligt. Jeg er bare bange for, at resultatet bliver flimmer frem for klarsyn.

Det at være lærer beror på engagement og glæde. At kunne skabe tillid og gensidig respekt. Tænk hvis en fodboldspiller skulle skrive årsplan før sin sæson og rapport efter hver kamp. Og beskrive sine driblinger for sine medspillere. Det ville ikke blive en Laudrup eller Ronaldo, der kom ud af det.

Vi bliver altså ikke engagerede af at finde hurraord, som beskriver en bestemt arbejdsmetode, eller ved at skrive ned, hvad vi nu laver. Vi bliver engagerede af at undervise på den måde, vi selv synes er bedst.

Lars Søgaard

Assens