De små voksne

Børn med en psykisk syg mor eller far går ofte alene med deres skyldfølelse og sætter sig i rollen som små voksne

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Trods et fintmasket net af pædagogisk og psykologisk rådgivning over hele landet må mange elever i ensomhed tumle med store sociale og psykiske problemer. De når aldrig frem til den professionelle hjælp fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, og ofte får de heller ikke den nødvendige opbakning fra lærerne, siger psykiater og overlæge Lene Lier fra Bispebjerg Hospital i København.

Det er børn af forældre med psykiske lidelser, hvis vanskelige situation de jævnligt har tæt inde på livet, fordi de enten bor hjemme eller kun er anbragt i kortere perioder uden for hjemmet.

Som overlæge på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital har Lene Lier stået i spidsen for en undersøgelse for Socialministeriet. Via interview med 20 forældre med psykiske lidelser har hun indsamlet oplysninger om 30 børns vilkår. 16 børn er blevet interviewet til undersøgelsen, og deres svar tegner et billede af såkaldte små voksne, der upåagtet forsøger at tumle store byrder selv.

'Børnene skjuler tit problemerne for udenforstående, fordi de ofte lever i angst for at være til besvær derhjemme eller måske blive fjernet helt hjemmefra', siger Lene Lier.

Af de interviewede børn, som var meget urolige allerede i børnehaven, fik kun én af dem pædagogisk støtte. Og de vanskeligt stillede børn blev først henvist til børnepsykiatrisk eller psykologisk undersøgelse, da problemerne var så store, at børnene ikke mere kunne rummes i skolernes almindelige klasser.

Vær mere opmærksom

Det er alt for sent, fordi børnene er i stor fare for selv at udvikle psykiske lidelser. Og derfor opfordrer Lene Lier lærerne til at være mere opmærksomme.

Lærerne skal kikke efter de sædvanlige ting, forsømmelser og mobning. Men også træthed, uro eller tristhed, siger Lene Lier.

I undersøgelsen fortæller børnene om, hvordan de selv må finde en måde at takle deres følelser om forældrenes sygdom på, og hvordan de står alene med skoleproblemerne.

'Problemerne er forskellige, men de handler generelt om at føle sig ensom og måske mobbet. Børnene tager også uforholdsmæssigt meget af skylden for problemerne', siger Lene Lier.

Undersøgelsen viser også, at samtlige børn med alvorlige forstyrrelser er drenge. De har betydelige problemer med social kontakt og har vanskeligt ved at koncentrere sig og dermed tilegne sig ny viden. En dreng var kriminel som 12-årig.

Pigerne har det også svært, selv om de ofte bliver opfattet som uproblematiske at have i fællesskabet. De bliver overansvarlige, stille piger, som agerer som klassens lille-hjælper.

Bjarne Møller er konsulent for Socialt Udviklings Center, der formidler pædagogisk materiale om børn af psykisk syge. Han siger uddybende om pigerne.

'De påtager sig rollen som trøsteren, når de andre er kede af det. De hjælper med at rydde op, og en pige fortalte, hvordan hun kunne forudse konflikterne lang tid før alle andre i klassen'.

Trods ensomheden efterlyser børnene også rum til bare at være børn. Det gælder især de stille piger. De ønsker sig et sted, hvor de kan lege ubekymret uden at skulle tænke på problemerne. Her har skolen også en stor rolle at spille.

'Man skal lade dem bruge skolen som et frirum. Og samtidig er man nødt til at opbygge et tillidsforhold til dem, så de tør åbne sig', understreger Lene Lier.

Formanden for Pædagogiske Psykologers Landsforening, Else Hellesøe, tror også, at det pædagogiske og psykologiske beredskab kunne hjælpe flere, som i dag ikke bliver henvist til rådgivningen.

Børnene forsøger netop at takle problemerne selv, og derfor er de svære at spotte, siger Else Hellesøe. For at vende den tendens foreslår hun, at den enkelte skole opbygger et fast sæt regler for, hvordan man skal gribe det an, når et barn virker isoleret med sine problemer.

'Et eksempel kunne være en fælles gruppe for børnene, som man kender det fra sorggrupper og grupper for børn med mindre begavede forældre. Der får børnene chancen for at møde ligestillede', siger Else Hellesøe.

Her er jeg for dig

Socialt Udviklings Center i København har udarbejdet en guide, der beskriver problematikken og symptomerne samt giver nogle bud på, hvordan lærere kan hjælpe.

'Som lærer skal man turde vise barnet, at her er jeg, og jeg tør godt høre din historie. Man skal lytte uden at hverken overdramatisere eller undervurdere problemerne. Børnene tager et stort ansvar for forældrene, og det skal man respektere. Men man kan løfte en del af det psykiske pres af deres skuldre ved for eksempel at fortælle, at det ikke er barnets ansvar, hvordan moderen eller faderen har det. Eller man kan spørge barnet, hvad ansvaret gør ved det, og man kan være med til at give det andre oplevelser', siger konsulent Bjarne Møller, der har beskæftiget sig med problemerne siden 1995.

'Det er forkert at ignorere problemerne. Det gør bare ondt værre. For derved sender man et signal om, at omverdenen ikke anerkender barnets problemer. Det nytter heller ikke at glatte ud og forsøge at lave sjov, for det oplever barnet, som om det er barnet selv, der er noget i vejen med. Som om problemerne ikke har noget på sig', siger Bjarne Møller.

Man ved ikke, hvor mange børn det drejer sig om på landsplan. Men eksperter anslår, at to procent af en årgangs nyfødte har en eller to forældre med en psykisk lidelse. En mindre undersøgelse fra sidste år viste, at syv til otte procent af en årgang har oplevet, at en eller begge forældre havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling.-Elisabeth Tejlmand er freelancejournalist

De overbebyrdede børn

Drenge og piger reagerer forskelligt i skolen på, at forældre er psykisk syge.

Pigerne bliver ofte klassens følelsesmæssige 'skraldespand'. De tager et uforholdsmæssigt stort slæb med at holde alle glade ved at styre uden om konflikter, som de spotter på lang afstand. Er der konflikt, påtager de sig rollen som trøsteren.

Drengenes reaktion er ofte mere udadvendt, da de reagerer med en urolig eller aggressiv adfærd.

Fælles for dem er en modvilje mod at tale om problemerne på hjemmefronten, fordi de bruger meget energi på at skærme af for kritik fra omverdenen af frygt for at blive fjernet fra forælderen.

I en dagligdag med fortielse eller løgn tager de ofte alene ansvaret for at holde nogenlunde sammen på den psykisk syge forælders hverdag. Børnene virker derfor drevet af umiddelbart ulogiske motiver.

Et eksempel er en pige, som af uforklarlige årsager ikke vil med på lejrskole. Hun tør ikke sige, at det er, fordi hun må sørge for, at mor hjemme i sengen har slukket sin cigaret, inden hun falder i søvn.

Kilde: Socialt Udviklings Center, www.barn-i-fokus.dk

Lene Liers rapport, 'Psykisk syge forældre og deres børn', er udgivet af det tværministerielle børneudvalg. Den kan læses på Socialministeriets hjemmeside, www.sm.dk, og den kan bestilles ved Statens Information, telefon: 3337 9228, e-mail: sp@si.dk

Powered by Labrador CMS