DLF mener: Undervisning er både teori og praksis

Publiceret

Der er politisk medvind til mere praktisk undervisning i folkeskolen. Det kræver bedre rammer og tid til at forberede undervisningen. Og kompetenceudvikling tæt på fagene.

Siden de internationale skolesammenligninger under overskrifter som Pirls, Education at a Glance og ikke mindst Pisa ramte skoleverdenen for mere end tyve år siden, er folkeskolen blevet stadigt mere teoretisk og målstyret med vægt på det boglige og det, der kan testes. Ud fra et politisk behov for at demonstrere handlekraft og vise resultater. Det har ramt folkeskolens almene dannelsesbegreb og i sidste ende også elevernes trivsel.

Variation og alsidighed gennem praktiske elementer i undervisningen er helt afgørende for den brede dannelsesopgave, der udfoldes i fagene. Til gavn for alle elever. Også selv om det ikke kan dokumenteres i nationale test. Det gælder ikke kun de kreative musiske fag, men hele fagrækken.

Det skolepolitiske pendul er heldigvis ved at svinge den modsatte vej, og vi har fået en undervisningsminister, som sætter det praktiske i undervisningen højt på dagsordenen. Tak for det. Hvis vi skal udvikle alle elevers potentialer og styrke deres motivation for at lære, må undervisningen også rumme de praktiske, musiske og æstetiske måder at forstå verden på. Undervisning skal selvfølgelig tage udgangspunkt i, at vi som mennesker er til stede i en fysisk verden, som man kan sanse og skabe.

Vi skal have genfundet og styrket en balance i undervisningen, hvor teoretiske og praktiske elementer går hånd i hånd som forskellige måder at begribe verden på. Det kræver gode faglokaler, adgang til en mangfoldighed af materialer, og at lærerne får muligheder for at få viden, inspiration og kompetenceudvikling tæt på fagene. Danmarks Lærerforening har netop gennemført fagkurser for et stort antal lærere i de praktisk-musiske fag. Det har været en stor succes, men det var nedslående at høre, at et flertal af deltagerne igennem deres arbejdsliv ikke havde været på et eneste fagkursus.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Kvalitet i undervisningen skal i centrum. Digitale læringsplatforme med standardforløb ensretter undervisningen og indsnævrer fagligheden. Man sparer muligvis på forberedelsestiden i et regneark.

Men alt for mange elever mister motivationen for at lære undervejs. Den varierede undervisning med praktiske elementer skal tilrettelægges med udgangspunkt i elevernes verden og måder at lære på. Det kræver markant bedre rammer og muligheder for at forberede undervisningen, end vi kender det i øjeblikket.

Den erkendelse hører jeg heldigvis også hos undervisningsministeren.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.