Omkring 100 praktikere, politikere og eksperter diskuterede sig i sidste uge frem til et manifest for det, som børne- og undervisningsminister Christine Antorini kalder Ny Nordisk Skole.
»Ny Nordisk Skole skal revolutionere skolen indefra«, sagde ministeren, da hun satte gruppearbejdet i gang.
Hun fortalte, at regeringen kører i to spor på skoleområdet. Lovgivningssporet og græsrodssporet.
Til efteråret vil regeringen således fremlægge en skolereform, »der løfter både de svage elever og de dygtige elever«. Og så græsrodsprojektet Ny Nordisk Skole, »som skal skabe begejstring ude på skolerne«.
»Ny Nordisk Skole er et forandringsprojekt, men fornyelsen skal stå på skulderen af de nordiske uddannelsesværdier: Fællesskab, den udelte enhedsskole og forståelsen af, at leg og læring ikke er hinandens modsætninger. De er hinandens forudsætninger. Og lighed. Og anvendelsesorienteret undervis-ning, hvor teori og praksis går hånd i hånd«, forklarede Christine Antorini.
Fra Noma til Ny Nordisk Skole
Hun omtalte Singapore og Canada som krydderier, der kan peppe det danske skolesystem op, men de bærende råvarer har groet i nordisk muld og stået i nordiske stalde. Ministeren er inspireret af mesterkokken og igangsætteren Claus Meyer, der for nogle år siden sammen med andre udarbejdede et manifest for Nyt Nordisk Køkken, der siden er blevet en verdenssucces.
Christine Antorini nedsatte derfor i foråret en dialoggruppe på godt 20 mennesker med næstformand for Danmarks Lærerforening Dorte Lange og direktør for Dansk Industri Lars Goldschmidt i spidsen. Denne gruppe havde skrevet et udkast til manifest til Ny Nordisk Skole, kaldet 0,9, som blev fremlagt på Sorø-mødet. Deltagerne diskuterede sig derpå frem til først en version 0,95 og siden til det endelige manifest.
Arbejdet skred frem uden de store sværdslag. Forsamlingen viste sig nemlig at være tilhængere af de nordiske uddannelsesværdier, som allerede udkastet formulerede. Mest ændret blev præamblen til manifestet. »Nordisk læringstradition« blev således udvidet til »nordisk lærings- og dannelsestradition«. Og Ny Nordisk Skole skal kunne »måle sig med de bedste i verden« blev til, at Ny Nordisk Skole skal »lyse op i verden«.
»Jeg håber, at Ny Nordisk Skole vil skabe begejstring ude i skolerne. Vi har skyhøje faglige ambitioner med Ny Nordisk Skole. Styrkelse af fagligheden er det overordnede mål for projektet. Men der er tale om et bredt faglighedsbegreb, som også indbefatter de sociale og personlige kompetencer«, sagde Christine Antorini.
Hun vil til efteråret sammen med formandskabet for dialoggruppen rejse ud i skolelandskabet og fortælle om Ny Nordisk Skole. Man kan blive Ny Nordisk Skole, hvis man skriver under på manifestet og lever op til visse spilleregler.
Det er meningen, at den enkelte skole skal udvikle sin egen version af Ny Nordisk Skole med udgangspunkt i det manifest, som Sorø-mødet vedtog, forklarede ministeren.
Folkeskolen har fået et manifest
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.