Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Idræt

Første år uden prøven: Er faget degraderet til ren leg?

Frygten for et tab af faglighed har luret. Vi gør status efter første år uden afgangsprøven i idræt.

En tom idrætssal med håndboldmål og basketballkurv

Det er første år siden 2014, at idrætsundervisningen ikke munder ud i en afgangsprøve

Foto: pidjoe
Stella Buur Rasmussen
Stella Buur Rasmussen Freelancejournalist
3 kommentarer
9. juni 2026, kl. 19:30
3 kommentarer

Skoleåret, der snart går på hæld, har været et anderledes år for idrætslærerne. Særligt for de lærere, som har afgangselever. Det er nemlig første år siden 2014, at idrætsundervisningen ikke munder ud i en afgangsprøve.

Afskaffelsen af prøven splittede i sin tid fagfolk, hvor nogle mente, at det var godt for faget, mens andre mente, at dannelsespotentialet risikerede at blive tabt på gulvet. 

Nu går skoleåret snart på hæld, så hvad er status på det første prøvefri år? Vi har spurgt tre af dem, der sidder med de kommende fagplaner til idrætsfaget.

Samme film hver uge

Det er bekymrende tendenser, der viser sig, efter blot et år.

Sådan lyder det fra Andreas Bolding Christensen, der er lektor på læreruddannelsen UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense.

Han hører nemlig fra flere lærere, at idrætsfaget nu bliver nedprioriteret i forhold til andre fag – både af lærerne selv og af ledelsen.

”Vi risikerer, at faget reduceres til ustrukturerede aktiviteter som rundbold og stikbold. Og ikke at der er noget galt i de boldspil, men det ville være det samme som, at en dansklærer satte den samme film på hver eneste uge, uden at eleverne skulle analysere den eller få noget ud af at se filmen,” siger han.

Den bekymring deler Malene Vissing Tønder, der er folkeskolelærer i Assens Kommune og forperson i Dansk Skoleidræts idrætsfaglige udvalg. Hun hører fra adskillige lærere landet over, at det nu enten er vikarer eller ufaglærte lærere, der bliver sat til at varetage idrætsundervisningen.

”Det går ud kvaliteten og fagligheden i undervisningen, og det kommer til at gå ud over fagets dannelseskvaliteter,” mener idrætslæreren, der kommer til at tænke på den ikoniske idrætslærer i ’Busters Verden’ spillet af Ole Thestrup.

”Han er jo helt vild med fodbold, hvilket resulterer i, at klassen ikke laver andet, end at spille fodbold. Og det ser jeg ikke det store faglige udbytte af,” siger Malene Vissing Tønder, der netop mener, at prøven var med til at sikre alsidighed i faget.

Ifølge hende skal idrætsfaget give eleverne en faglig forståelse for forskellige idrætsgrene og være et dannelsesfag på lige fod med de øvrige. Her skal eleverne lære at arbejde med kroppen og udvikle samarbejdsevner.

Nu er hun bekymret for, at fagets dannelsespotentiale kan gå tabt, fordi eleverne ikke længere skal prøves i de forskellige færdigheder.

Idrætsfaget kan nu rumme mere fordybelse

Det er dog ikke entydigt dårligt, at prøven er blevet afskaffet. I hvert fald ikke hvis man spørger Henrik Taarsted Jørgensen, der er lektor i idræt ved professionshøjskolen Via i Aarhus og netop forsker i idrætsundervisning.

Han vurderer, at afskaffelsen af prøven kan give bedre betingelser for fordybelse i de enkelte indholdsområder.

”Idrætslærerne har fået en større frihed. Og med den kommende, nye fagplan bliver der samtidig færre mål, de skal nå i løbet af året,” siger Henrik Taarsted Jørgensen.

Nu er der altså mulighed for, at idrætslærerne kan arbejde med emner eller idrætsgrene i længere tid ad gangen, hvor de før var tvunget til at nå igennem alt det, eleverne kunne trække til prøven.

”Faget har gennem mange år været præget af en multiaktivitetstilgang, hvor eleverne har en lille smule badminton, lidt hockey og lidt stikbold – uden særlig meget fordybelse. Det er muligvis noget, prøven har været med til at fastholde,” uddyber forskeren.

Hvis det teoretiske stof forsvinder, risikerer faget at få status af et forlænget frikvarter

Henrik Taarsted Jørgensen Lektor i idræt ved Via University College i Aarhus

Han ser derfor et potentiale i, at idrætslærere nu i højere grad kan bruge tiden på fordybelse og skabe mening og engagement på andre måder.

Samme potentiale ser Malene Vissing Tønder fra Dansk Skoleidræt.

”Jeg har nu større mulighed for at løfte elevernes trivsel, fællesskab og personlige udvikling i faget i forhold til det, de synes er interessant, da der ikke er et slutmål. Det er der nu mere frihed til end tidligere,” siger hun.

Der er dog også en bagside af medaljen. Friheden i faget giver de kompetente og dygtige idrætslærere mulighed for at strukturere undervisningen efter den specifikke børnegruppe, men samtidig frygter hun, at friheden kan gøre retningen for faget uklar.

”Hvis der så samtidig også mangler ledelsesmæssig opbakning og en uddannet idrætslærer, opstår der for alvor udfordringer for faget,” siger idrætslæreren.

Et praktisk fag

Tidligere har mange idrætslærere set teori og praksis som noget, der var adskilt fra hinanden, og det har fået flere lærere til at trække idrætsundervisningen ind i klasseværelset, fortæller lektoren på læreruddannelsen i Odense Andreas Bolding Christensen.

Det, mener han dog, er en misforstået tilgang til idrætsteori.

”Derfor ser jeg også afskaffelsen af prøven som en mulighed for at dyrke idrætsfaget som det, det er: Et praktisk fag.”

Han oplever dog, at nogle lærere bruger afskaffelsen af prøven som en undskyldning til at slippe for teorien, hvilket han kalder ”megaærgerligt”. For ifølge ham giver teorien eleverne mulighed for at sætte ord på deres kropslige erfaringer.

Den ærgrelse deler Henrik Taarsted Jørgensen fra VIA University College i Aarhus.

”Hvis det teoretiske stof forsvinder, risikerer faget at få status af et forlænget frikvarter,” siger han.

Det er dog endnu for tidligt at sige, om det ender der. Nu skal der i højere grad end tidligere argumenteres for fagligheden i faget, påpeger han.

Derfor håber han også, at idrætslærerne får noget konkret, de kan forholde sig til med de nye fagplaner, som endeligt træder i kraft i august 2027.

3 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Første år uden prøven: Er faget degraderet til ren leg?

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS