Materialet her er "afkastet" af et projekt igangsat af Ballerup Bibliotekerne, hvor folk fra 4-68 år har danset gamle sanglege.
På dvd'en ser vi Lene Halskov Hansen instruere de otte forskellige sanglege. Det foregår forskellige steder med forskellige mennesker og signalerer dermed, at man faktisk kan lege sanglege vældig mange steder. Til sidst på dvd'en fortæller Lene Halskov Hansen om sanglegenes historie i Danmark, en bevægelig tradition på flere måder. Halskov Hansen er forsker i folkeminder og fortæller sympatisk og engageret om projektet: "Vi vil give sanglegene tilbage til børnene, så får vi se, om de vil ha' dem", siger hun. Hun er bevidst om den værdi, hun ser i legene, og formidler sit budskab klart, tydeligt og kompetent.
Ud over dvd'en, hvor børn og voksne synger a cappella, er der en cd, hvor de otte sange er sunget mere stilfuldt med klaverakkompagnement af Måløv Skoles kor, og endelig er der et lille hæfte med sangene på noder med becifring samt danseanvisninger.
I tilknytning til skolens og skolefritidsordningens musikaktiviteter ser jeg en værdi i Lene Halskov Hansens historiske og reflekterende redegørelse, og som undervisningsmateriale kan det bruges af både lærere og pædagoger – og af børnene.
Flyv lille påfugl
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.