Ud i naturen - og hvad så? Som underviser - og måske ikke-liniefagsuddannet - savner man ofte den teoretiske baggrund for at sætte eleverne i gang. I denne komprimerede og særdeles informative håndbog er der en systematisk gennemgang af en lang række metoder til at undersøge, iagttage, indsamle og tolke data til støtte for hypoteser om økologiske sammenhænge i naturen.
Bogen begrænser sig trods sin titel ikke blot til brug i biologi, men kommer også omkring en lang række feltgeografiske øvelser. Der indledes med en begrebsafklaring og en gennemgang af det forberedende arbejde. Derefter følger en række kapitler, der beskriver undersøgelsesmetoder blandt flora og fauna i såvel vand som jord og luft.
Overalt er teksten illustreret med anskuelige fotos, skematiske tegninger - og til behagelig adspredelse en række flotte akvareller af Georg Hansen. Blandt de talrige beskrevne undersøgelser kan i flæng nævnes: produktion og biomasse, indsamling af planter, fangst og genfangst, måling af iltindhold, sigtedybde, nitratmåling, slemmeprøve, jordprøver, jordbundsprofil, humusindhold, lufttryk og vind og optælling af pollen. Fremgangsmåderne er opstillet punktvis, særdeles overskueligt og lige til at gå til.
Håndbogen samler de fleste af de undersøgelser, der kan blive aktuelle i biologi (og en del i geografi) i folkeskolen. Den bør stå på lærerbiblioteket som et vigtigt fagligt værktøj til forberedelse af feltøvelser på de ældste klassetrin.
Feltbiologens Håndbog
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.