”At løbe”, står der på den laminerede tegning af en sprintende dreng, som Sandra Hansen klikker op med et lille magnetsmæld på tavlen.
”Hvad hedder det på indonesisk, Razqavi?”, spørger hun.
Razqavi svarer uden tøven og med et stort smil, mens han stryger sit blanke, sorte hår bagud.
Han ved godt, at han ikke behøver at rejse sig, når han skal svare, men han gør det alligevel.
”Det var et flot langt ord!”
Sandra ser på den skov af hænder, der er rækker sig mod hende fra modtageklassen M1, og en efter en får de lov at fortælle, hvad verbet hedder på deres sprog.
For hende er det essentielt, at det skal være sjovt for eleverne at gå i skole, og det bliver det, hvis de føler, at det, de kan og kender, også har en værdi i den nye verden, de lige er trådt ind i.
I Gladsaxe Kommune begynder alle nyankomne elever i modtageklasser på Vadgård Skole. De 18 elever i skolens yngste modtageklasse M1 taler tilsammen 15 forskellige sprog, og de har en masse erfaringer og kundskaber at trække på.
For de fleste af dem er dansk ikke deres andet, men tredje eller fjerde sprog. Det ville være helt galt ikke at bringe i spil, mener Sandra Hansen.
Bruger også kroppen til at tale med
En dreng kan ikke huske det på vietnamesisk, men så kan han på sit andet sprog. Sandra gentager hvert enkelt ord, mens hun ser eleven i øjnene og smiler. Det gør dem tydeligvis intet, at hun ikke kan sige ordene perfekt – tværtimod.
Hun smækker et nyt lamineret verbum op med en lille magnet på tavlen. Og endnu et, og endnu et. Og for hvert ord siger hun det langsomt og tydeligt og viser med hele kroppen, hvad det betyder.
”Hvad tror I nu, vi skal? ... Fluesmækker!”
Eleverne jubler. Hun organiserer dem i to rækker vendt mod tavlen og udstyrer den forreste i hver med en lyserød plastikfluesmækker
Så snart hun siger ”At kravle”, løber Marcus og Razqavi frem og smækker til verbet på tavlen...
...afleverer fluesmækkeren til den næste og stiller sig bagerst i rækken. De griner, løber.
Enkelte glemmer at vente på, at ordet bliver sagt. Razqavi er med sine kun syv år klassens mindste, men ingen kan beskylde ham for at komme sidst.
Billigere at beholde modtageklasserne
Eleverne kan maksimalt være i modtageklassen i to år. Nogle er der langt kortere.
Markus, som i forvejen taler engelsk og vietnamesisk og har en dansktalende mor, har kun været der nogle måneder, men Sandra taler allerede om, at hun gerne ville have ham ud og være lidt med i almenklasserne.
Det er dog ikke så let, som det har været.
For Vadgård Skole, som tager imod alle Gladsaxe Kommune nyankomne elever, har på de seneste ti år skullet finde pladser til tre gange så mange elever som tidligere.
Når Razavi og Marcus er i gruppe sammen, finder de hurtigt på en ekstra svær udgave af sprogspillet.
Det har været på tale at nedlægge modtageklasserne eller flytte de seks modtageklasser ud på flere skoler, men efter mange beregninger, kom politikerne frem til, at det ville ende med at blive langt dyrere.
”De har jo stadig brug for støtte, når de kommer ud i almenklasserne, men de er langt bedre rustet efter tiden hos os i modtageklasserne. Og det samme er deres forældre,” fortæller Sandra Hansen.
Hjælp på alle vægge og lofter
Mens eleverne puster ud efter fluesmækkerøvelsen, forklarer Sandra, at historien på smartboardet handler om en kanin. Hun peger på billedet af kaninen på skærmen.
”Og forfatteren – den der har skrevet historien – det er mig. Kan I huske, hvad en forfatter er?,” spørger hun stadig lige langsomt og tydeligt.
”Ja, en forfatter er ligesom Astrid,” svarer den heldige elev, der er blevet taget, og peger op på den laminerede, illustrerede tidslinje over Astrid Lindgrens liv, der hænger på en tørresnor i loftet.
Alle flader og lamper i klassen er dækket af billeder og ord.
Der er en ordregnbue på ni sprog, en matematikordbog, der fortæller hvad gange og plusse og minusse hedder med flere forskellige alfabeter, fastelavnskatte og masker, kalendre, hjælpeord og billeder overalt.
Og eleverne bruger dem flittigt.
Amir er lige startet for to måneder siden, og han ser lidt træt ud. Men så er der pludselig en, der spørger, hvad det er, der er bag kaninen på billedet. En anden svarer, at det er en sommerfugl. Amir peger, og Sandra lokker ham op for at tælle, hvor mange sommerfugle, der er på billedet.
En pige siger noget til ham, mens han står der og ser lidt forvirret ud.
”Hov…” siger Sandra, for det er jo ikke pigen, der skal svare. Men på et splitsekund forstår hun og siger:
Ah, du fortæller ham på farsi, hvad han skal? Det er supergodt, tak
Sandra Hansen DSA-lærer
Pigen stråler, og Amir tæller ”En, to, tre, fire … fem sommerfugle”.
Sandra roser ham, og han er ved at gå ud af sit bløde, grå joggingsæt af bar stolthed, da han går tilbage til sin plads.
Så begynder Sandra at læse historien op, og eleverne skal række hånden op, hver gang de hører et af de seks verber, de klappede med fluesmækkeren.
Razqavi rækker hånden op midtvejs mellem ordene, og hun spørger ham – ”At gå”, siger han, og hun smiler.
”Ja, men det er fordi, du kan læse. Det ord har jeg ikke sagt endnu.”
Hellere skrive en seddel end at have bøvlet efter
Sandra Hansen er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en god form, de har fundet med modtageklasserne. Alle lærerne er uddannede DSA-lærere, og i modsætning til skoler, hvor man kan være den eneste DSA-lærer, kan de her samarbejde i et stærkt team. Og de er to lærere på alle klasser, så de er fleksible i forhold til holddannelser og ikke skal splitte klassen op, så snart der er mere end 12 elever.
Der kunne også være noget godt i, hvis modtageklasserne lå på de skoler, hvor børnene skulle gå, men direkte indskrivning tror hun ikke på.
”Børnene risikerer bare at sidde nede bagved og ikke forstå noget af, hvad der foregår. Og så tror lærerne ikke, at de kan noget, og de får en masse bøvl med forældrene. Det er synd for både eleverne, forældrene og lærerne,” siger hun.
Hun giver selv sit telefonnummer til alle de nye forældre, for hvis de ikke kan finde ud af Aula, vil hun hellere, at de skriver til hende, at eleven er syg.
Hun bruger også hellere to minutter på at skrive en seddel, eleven kan få med hjem, end at eleven ender med ikke at få lavet sine lektier eller ikke kommer med på tur.
Så kan hun lige så stille lære forældrene, hvordan en dansk skole fungerer, så de er forberedt, når eleverne kommer ud i almenklassen.
”Jeg ved godt, det tager lidt tid, men det er godt givet ud. Jeg har aldrig problemer med forældre. De gør alt, hvad de kan. Og jeg har også forældre, som skriver til mig og beder om weekendens lektier, hvis eleven er syg en fredag.”
Tid til madpakker
Selv om eleverne har fået dagens sidste pusleopgave, hvor de skal lime løsrevne ord, sætninger eller afsnit sammen til en historie, i tre forskellige sværhedsgrader, er der nogle elever, som er færdig længe før de andre.
Sandra beder de elever, der er færdige, læse nogle af de nyere elevers sammenklistrede danske tekst højt for dem.
Da alle har fået læst deres tekster højt, enten selv eller ved at lytte til en anden, flytter Sandra pilen på væggen ned fra "time" til "madpakker" og beder en rumænsk elev fortælle, hvad det betyder.
Han rejser sig og taler højt i klassen for første gang i denne time, men i lange sætninger. For det her er han sikker på.
Razqavis havde også hånden oppe. Men det gør ikke noget, Sandras store smil fortæller ham, at hun ved, at han også kunne have svaret.
Sandra underviser 18 otte-årige sprogeksperter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.