”Fuck dig.”
Paul Hansen bliver overrasket, da han hører ordene fra en elev i 2. klasse den 10. marts i år. Han er ved at trappe op på arbejdet efter et sygdomsforløb og er på skolen et par timer tre dage om ugen. Denne dag har han indevagt, og to dukse fra 2. klasse henter ham, fordi der er en gruppe elever fra 2. klasse, som ikke vil forlade klasselokalet i frikvarteret.
”Der er et smartboard, som de står oppe ved og hører musik på, og der er iturevet papir på gulvet. Der er en meget oprevet stemning,” fortæller Paul Hansen.
”Jeg prøver at få dem ud ved at være venlig og i godt humør. Jeg spørger, om jeg skal finde en bold til dem. Men der er store protester.”
Da eleverne når døren, løber de uden om Paul Hansen og tilbage i klassen, sparker til duksenes kost og tænder smartboardet igen.
”Da jeg går ned mod smartboardet for at slukke det, sparker de ud mod mig og truer med at slå mig. Jeg forholder mig roligt, men jeg er rystet indvendig. Jeg prøver igen stille og roligt at bede dem om at gå ud,” genkalder Paul Hansen sig i dag om episoden.
Flere gange når eleverne til døren.
”Jeg går roligt bag dem, så løber de uden om mig og hen til smartboardet og tænder det igen, mens de råber og truer. Jeg er meget rystet over elevernes opførsel, jeg er alene og kender ikke børnene,” fortæller han.
Paul Hansen har aldrig i sin tid som lærer oplevet en lignende opførsel. Han er nervøs for, hvordan situationen vil udvikle sig.
”Så jeg tager min telefon frem for at få nogle stemmer, måske billeder med, som jeg kan vise til deres lærer,” siger han. ”Jeg filmer, fordi jeg føler mig truet og vil have dokumentation, da jeg står alene med børn, som jeg oplever er utrolig grænseoverskridende,” siger Paul Hansen.
Telefonen holder Paul Hansen diskret i hånden ned langs benet.
Konflikten
Efter at han har tændt kameraet, glemmer han faktisk, at han står med det i hånden, for pludselig eskalerer episoden.
”Igen og igen beder jeg dem om at gå ud af klassen, indtil jeg til sidst bliver nødt til at hæve stemmen og blive meget bestemt. Jeg føler, at eleverne er helt uden for pædagogisk rækkevidde. Det er ikke den pædagogiske metode, jeg foretrækker, men jeg finder det nødvendigt i situationen,” siger Paul Hansen.
Folkeskolen har set optagelsen fra Paul Hansens telefon. Man ser på filmen, hvordan eleverne modvilligt og med spark går ud af klassen, men da den ene elev endnu en gang prøver at løbe tilbage, stopper Paul Hansen eleven ved et køleskab.
”Jeg oplever, at eleven er helt ligeglad. Jeg stopper ham med den ene hånd og siger: ’Hvad i alverden bilder du dig ind, kan du så gå ud.’ Denne gang lytter eleven og går ud af klassen,” siger Paul Hansen.
I det samme kommer en anden elev ind og løber hen mod Paul Hansen, som prøver at stoppe eleven ved at række en hånd frem, men så tager eleven fat i Paul Hansens hånd.
”Så siger jeg: ’Hvorfor har du fat i min hånd?’ Og så bliver jeg slået på armen, og eleven løber ud af klassen og råber: ’Han slår mig, den idiot’ til sine kammerater, der står uden for klassen.”
Her stopper videooptagelsen.
Ude på gangen konfronterer Paul Hansen eleven og siger: ”Du skal ikke slå mig. Det er langt over grænsen. Nu skal vi have fat i dine forældre og skolens ledelse.”
Efter episoden går Paul Hansen direkte til sin nærmeste leder, som beder ham om at udfylde et magtanvendelsesskema. Han er rystet over episoden, men forstår godt, hvorfor han skal udfylde magtanvendelsesskemaet, sådan som reglerne er. Skolelederen kontakter forældrene og fortæller om situationen.
Politianmeldelsen
Dagen efter episoden fortæller skolelederen Paul Hansen, at forældrene til to af eleverne har politianmeldt ham for vold. I politianmeldelserne og politiafgørelserne i sagen, som Folkeskolen har set, står, at Paul Hansen har udøvet vold mod to elever. Blandt andet beskyldes han for at have klemt en elevs arm i et køleskab.
”Der føler jeg mig magtesløs, og jeg forstår ikke, hvad forældrene har gang i? Der var en elev, der slog mig. Jeg har overhovedet ikke slået nogen, og jeg har det ovenikøbet på video,” siger Paul Hansen.
Jeg filmer, fordi jeg føler mig truet og vil have dokumentation, da jeg står alene med børn, som jeg oplever er utrolig grænseoverskridende.
Paul Hansen lærer
Skoleledelsen støtter Paul Hansen og lader det være op til ham selv, om han vil gå hjem eller fortsætte med at undervise den dag.
”Jeg er hverken bortvist eller hjemsendt. Men jeg kan ikke undervise. Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg er ved at krakelere. Da jeg forlader skolen på min cykel, triller tårerne ned ad kinderne. For hvad betyder det her? Hvad skal jeg gøre?” siger Paul Hansen.
Han tager hjem og ringer til sin kreds i Danmarks Lærerforening.
Efterforskningen stoppes
DLF finder en advokat til ham. Han får også samtaler med en krisepsykolog. Eleverne og Paul Hansen bliver afhørt af politiet, og politiet får videofilmen fra Paul Hansens telefon.
”Jeg bryder jævnligt fuldstændig sammen og er ude af mig selv. Jeg kan ikke spise eller sove. Jeg er blevet anmeldt til politiet, og jeg opfatter anklagerne som pure opspind. Jeg kan ikke komme på skolen, fordi jeg er bange for at møde forældrene og bange for, om der vil komme flere politianmeldelser ud af det blå,” siger Paul Hansen.
Godt seks uger efter episoden vælger politiet at stoppe efterforskningen. ”Ved vurderingen har vi lagt vægt på en videooptagelse fra episoden den 10. marts 2025, som du har optaget og efterfølgende fremsendt til politiet. Det er vores vurdering, at optagelsen af hændelsesforløbet ikke viser adfærd eller handlinger, som kan straffes efter straffeloven,” står der i brevene, som Paul Hansen modtager fra politiet angående de to politianmeldelser.
Paul Hansen er umiddelbart lettet, men også ærgerlig over, at sagen er kommet så langt. Han ville ønske at have haft en dialog med forældrene på skolen, i stedet for at det skulle ende som en politisag.
”Skal vi til at have overvågning på alle skoler, så vi lærere kan dokumentere, hvad der sker?” spørger han.
I maj måned vender Paul Hansen langsomt tilbage til arbejdet. Han er altid sammen med en kollega på skolen.
”Jeg tør ikke være alene, fordi jeg er bange for, hvad der kan ske, hvis jeg møder forældrene og eleverne.”
”Jeg hører fra mine kolleger, at eleverne spørger, om jeg har slået nogle elever. Om jeg er blevet fyret? Om jeg skal i fængsel? Jeg bliver stoppet af søde forældre fra mine tidligere klasser i Netto, som spørger mig om, hvad der er sket, da de har hørt rygter. Jeg har altid haft god forældrekontakt, og pludselig bliver jeg konfronteret med det her. Det gør mig ked af det, og jeg har tvivlet på, om jeg kan være lærer igen.”
Opbakning fra arbejdsgiver
I forløbet oplever han opbakning fra skolens ledelse. Skolelederen og forpersonen for skolebestyrelsen skriver en besked om politianmeldelsen, som bliver sendt til alle forældre på Aula.
”Politiet har undersøgt alle forhold omkring forældrenes anmeldelse og bekymringer og har ikke fundet grundlag for at rejse sigtelse, da ingen oplysninger i sagen peger på, at medarbejderen har brugt vold i konfliktløsningen. Det har ikke været tilfældet, og politiet har oplyst, at de har afsluttet efterforskningen,” står der i brevet til forældrene, hvor der opfordres til, at alle hjælper de involverede parter videre på skolen.
Forvaltningen skriver også et brev til alle medarbejderne på skolen:
”Hele episoden om Pauls oplevelser med elever, forældre og den efterfølgende politianmeldelse har gjort stort indtryk på os. For det er en helt urimelig situation at stå i som ansat. Først og fremmest for Paul – men i høj grad også for jer som kolleger. For det skal naturligvis ikke være sådan, at mistillid, misforståelser og politianmeldelser præger jeres hverdag og samarbejdet med forældrene.”
Jeg ville ønske, jeg stadig kunne være lærer i min dejlige klasse. Dem savner jeg rigtig meget.
Paul Hansen Lærer
Paul Hansen bliver sygemeldt den 18. august.
”Jeg kan ikke være i et arbejdsmiljø, hvor jeg dagligt skal kigge mig over skuldrene og frygte at møde anmelderne eller frygte nye anmeldelser”, siger han.
4. september modtager han et opsigelsesvarsel på baggrund af sit sygefravær.
Selv om Paul Hansen føler, at skolens ledelse har taget hånd om ham i situationen, ville han ønske, at kommunen havde fundet en anden skole til eleverne.
”Jeg kan konkludere, at man som elev eller forælder åbenbart kan sige og gøre hvad som helst helt uden konsekvenser. Det er ikke okay. Jeg savner, at kommunen havde flyttet eleverne for at beskytte mit og mine kollegers arbejdsmiljø,” siger han.
Han er meget glad for, at han optog episoden:
”Tænk, at jeg fik episoden på video. Hvis jeg ikke havde den, kunne jeg i sidste ende blive dømt for vold. Det er simpelthen så heldigt og samtidig dybt skræmmende.”
Paul Hansen er i dag i gang med at søge et nyt job. Igennem hele forløbet har han fået hjælp hos Danmarks Lærerforening.
”Jeg er virkelig glad for, at jeg er medlem af DLF,” siger han og fortæller, at han står frem, fordi han ønsker, at der skal komme fokus på, at der skal være en dialog mellem skole og forældre, inden der kan ske en politianmeldelse. Han savner regler og politisk handling på området.
Han er ærgerlig over, at det er ham og ikke eleverne, der må forlade skolen. ”Jeg ville ønske, jeg stadig kunne være lærer i min dejlige klasse. Dem savner jeg rigtig meget.”
”Jeg filmer, fordi jeg føler mig truet og vil have dokumentation”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.