Hun har naturbingo med i dag. Yogamåtter under armen og en kurv med te og kiks i hånden. To af drengene har været med i udeskolen længe, og de ved, at det bliver hyggeligt. Den tredje er ny, men har længe ønsket sig at komme med.
Måske kan de finde en frø og en regnorm. Og måske kan de også finde en måde at omgås hinanden på, som kan gavne dem, når de er tilbage i deres klasser.
Lærer Katrine Dalin Diduch kan noget særligt med de lidt skæve børn. Og med kreativitet og håndværk. Og med at få børn til at elske at lære. Alt sammen kompetencer, som politikerne efterspørger.
Men det var tæt på, at folkeskolen havde mistet hende. For ligesom tusindvis af andre lærere forlod hun for tre år siden folkeskolen med knust hjerte, sikker på, at hun ikke ville vende tilbage.
”Det her er jeg god til”
Lærer var næppe det, nogen forestillede sig, at Katrine Dalin Diduch ville blive, da hun selv gik i skole. Det boglige interesserede hende ikke særligt, det gjorde til gengæld fodbold, gymnastik og alle de kreative fag.
”Min far er skovarbejder, og min mor har altid haft en symaskine kørende. Vi boede i en skovløberbolig, til jeg var 12. Der var altid noget at reparere, sylte eller høste, og jeg var med til det hele,” fortæller Katrine Dalin Diduch.
Hun gik på efterskole med gymnastik og krealinje, så på en fri, rejsende ungdomsuddannelse, på en beklædningsfagskole, var skibums, arbejdede i børnehave. Hun prøvede også at være lærervikar på den skole, hvor hendes mor arbejdede som ikkelæreruddannet i de praktiske fag.
Jeg var nødt til at komme helt væk fra alle mine forestillinger om, hvad jeg skulle og kunne.
Katrine Dalin Diduch Lærer
”Der fandt jeg ud af, at jeg var god til det. Jeg kan godt lide relationen til børnene. At hjælpe dem til aha-oplevelser. Den glæde man kan se i deres øjne, når de pludselig opdager, at noget ikke var så svært, som de troede. En gnist, jeg mærkede, at jeg kunne tænde specielt i de kreative fag.”
Så da hun hørte om en læreruddannelse, hvor hun kunne undervise to dage om ugen og selv blive undervist tre dage om ugen, var hun klar. Og det var Skælskør Skole, hvor hun var vikar, også.
Det blev starten på en 14-årig ansættelse, hvor Katrine Dalin Diduch ikke en eneste gang overvejede, om hun skulle lave noget andet.
”Der var en god og stabil ledelse, som lyttede og sørgede for, at vi underviste i det, vi hver især brændte for. Det synes jeg er den fornemste opgave for en ledelse – at få vores faglighed i spil på en måde, så børnene kan mærke, at vi brænder for det, vi gør. Jeg tror, det ville gøre en kæmpe forskel for lærere i folkeskolen, hvis man generelt gjorde sig umage for at tilgodese det.”
”Der var stabile og rummelige kolleger med et glimt i øjet og hjertet forrest i mødet med børnene. Og der var stor diversitet. Skolen havde kæmpe fokus på det praktiske og kreative, og på vores kunstlinje arbejdede jeg sammen med professionelle musikere og kunstnere. Vi havde virkelig et fedt og spændende arbejdsmiljø,” mindes Katrine Dalin Diduch.
Hun begyndte også at blogge om håndværk og design på folkeskolen.dk, og hun blev inviteret til debatter om de praktiske fag, som stod højt på den politiske dagsorden.
På vej hjem fra en debat på Folkemødet på Bornholm blev hun endda fristet til at melde sig ind i SF.
”Jeg kørte med Jacob Mark i bil til flyet, og han var simpelthen sådan et behageligt menneske, at jeg blev helt forblændet. Da jeg kom hjem, tog jeg en snak med vores lokale SF’er. Det var en fin snak. Indtil han afslutningsvis fortalte mig om den her idé, han havde med at lægge alle skolerne i Skælskør sammen. Så kunne vi få en helt fantastisk skole.”
Katrine Dalin Diduch stopper op i sin fortælling og snøfter højt:
”Jeg husker, at jeg med ret klar tale sagde, at det forslag ville han aldrig få min støtte til. Jeg kendte de andre skoler, havde selv gået på den ene. Det var en helt anden kultur. Fokus på det boglige. Sikkert rigtig for deres elever og lærere, men helt forkert for vores elever, mine kolleger og for mig.”
Læreren på Skælskør Skole gik uden at melde sig ind i partiet, men det skulle vise sig ikke at være slutningen på den historie.
”Jeg knækkede fuldstændig sammen”
Katrine Dalin Diduch kan ikke nøjes med at give 80 procent af sig selv. Og hvis hun ikke passer på, giver hun 110 procent. Hun er lige fyldt 45, og hun har stadig ikke rigtigt lært at skrue ned. Men det er okay, så længe hun arbejder med det, hun brænder for, og får mulighed for at være meget ude i naturen, mener hun.
Tiden på Skælskør Skole ser hun kærligt tilbage på. Også selv om der var fuld fart på med en kandidatuddannelse, barn nummer tre og kæmpe engagement i fagene.
Lige indtil den dag, kommunen præsenterede en sparerunde. En sparerunde, som inkluderede det forslag, som hun tydeligt havde forklaret lokalpolitikeren var en dårlig ide.
På friskolen var jeg Katrine med eleverne og lærer på lærerværelset. Her kan jeg være Katrine hele tiden.
Katrine Dalin Diduch Lærer
”Hele lærerkollegiet var enige, og forældre og elever havde det på samme måde. Vi skrev høringssvar, vi kæmpede, vi fortalte, hvor vigtigt det var for både børnene og lokalsamfundet og os som lærere. Jeg var sikker på, at hvis vi bare fortalte dem om vores fantastiske skole, så ville de lytte.”
Hun stopper og får blanke øjne.
”Men det gjorde de ikke. Og det føltes simpelthen så uretfærdigt.”
Det forår, hvor Katrine Dalin Diduch skulle flytte med over til den nye sammenlagte skole, gik hun ned med et brag.
”Jeg knækkede fuldstændig sammen. Alle de projekter, jeg havde sat i søen, kuldsejlede. Jeg kunne ingenting. Og jeg var syg så længe, at jeg blev fyret. Det var faktisk godt, for så havde jeg et helt år med løn. Og jeg vidste, at jeg aldrig skulle tilbage.”
”Friskolen lignede et drømmejob”
Katrine Dalin Diduch satte farten helt ned. Hun tog en naturterapeutuddannelse. Ni weekender, hvor hun boede i et telt, alene. Ingen forventninger fra omverdenen og ingen forventninger fra hende selv.
”Jeg var nødt til at komme helt væk fra alle mine forestillinger om, hvad jeg skulle og kunne.”
Lige så stille kom hun op til overfladen igen. Hun mærkede, at hun var ret god til at være naturterapeut, og at det spillede fint sammen med hendes lærerkompetencer. Hun startede sin egen lille virksomhed med naturterapi, og efter et år ringede hendes gamle viceskoleleder og spurgte, om hun ville tage nogle håndværk og design-timer på en lille landsbyskole.
”Jeg var nervøs for at komme tilbage og undervise. Men det var okay, fordi det bare var nogle timer og i mit fag. Et halvt år efter sendte han mig så et screenshot af et stillingsopslag: et deltidsjob i billedkunst og håndværk og design på en friskole. Det lignede mit drømmejob, for jeg skulle kun undervise i mine fag, og det var deltid, så jeg kunne køre min naturterapeutvirksomhed ved siden af.”
Katrine Dalin Diduch ser sig selv som folkeskolelærer, og hun overvejede aldrig at skifte til en privatskole, da hun var på Skælskør Skole. Men med skuffelsen over kommunen og bevidstheden om, at hun ikke ville være på en stor upersonlig folkeskole, virkede det som det eneste rigtige at gøre.
”Det er ikke mit indtryk, at det er nemt at få et deltidsjob i folkeskolen. Jeg havde brug for friheden, og det tænkte jeg, at jeg i langt højere grad ville få på friskolen.”
Den lille friskole var da også et godt sted at være. Få timer i de rigtige fag. Søde børn, fine kolleger. Mindre fleksibilitet, end hun havde forventet, hvilket hun særligt mærkede, da hendes barn skulle udredes. Og ikke så meget kollegaskab, for alle forberedte sig hjemme. Men hun slog sig til tåls med, at det bare havde været Skælskør Skole, der var noget helt særligt.
”Det boostede totalt min selvtillid”
En dag så Katrine Dalin Diduch, at en tidligere kollega fra kunstlinjen på Skælskør Skole havde fået nyt job som afdelingsleder på en folkeskole i Sorø. Hun lykønskede ham. Han skrev tilbage på Messenger, at hun bare skulle sige til, hvis hun ville høre mere. Hun svarede i sjov: Hvis I kan tilbyde et skema kun med billedkunst og håndværk og design, så måske.
Vi trives, når vi kan få lov til at være os selv.
Katrine Dalin Diduch Lærer
En måned senere inviterede han hende til kaffemøde sammen med skolens leder.
”Jeg tog derhen; ikke fordi jeg var på udkig, men fordi jeg var nysgerrig, for tænk, hvis græsset duftede bedre der. Og så boostede det da totalt min selvtillid og mit selvværd at blive inviteret på den måde. Jeg føler jo ikke selv, at jeg har forsøgt at skabe en profil. Jeg anede ikke, at man kunne blive headhuntet som lærer.”
Efter mødet var hun helt høj. Det havde føltes, som om de var oprigtigt nysgerrige på, hvordan hun tænkte læring. De havde fortalt om mellemformer, som hun aldrig havde hørt om, og hun havde fortalt om sit arbejde med naturen. Samme eftermiddag skrev de og bad hende sende en officiel ansøgning.
Hun blev kaldt til samtale, og her ventede en ny speciel oplevelse.
”Det var en ægte samtale om et rundt bord. Ikke som jobsamtaler kan være, hvor man sidder for enden og skal svare på spørgsmål som til en prøve. Det her var en samtale mellem mennesker. Jeg følte mig set og værdsat som menneske.”
Da hun gik fra samtalen, var hun endnu mere begejstret. Hun kørte hjem til sin mor, og midt i kaffen ringede skolelederen. Hun sagde intet om, at hun havde fået stillingen, for det gav sig selv. Men talte alene om, hvordan de kunne finde et tillæg, der gjorde, at de kunne matche hendes løn.
”Det var en vild følelse. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så set som menneske, som jeg gjorde til den samtale. Det, at det ikke var mig, der valgte noget fra og forsøgte at få et andet job, men at de aktivt havde søgt mig for det, jeg kan, og ville tilrettelægge en stilling i forhold til det, jeg kan. Det er en ret stor menneskelig anerkendelse.”
”Jeg bliver mødt som det menneske, jeg er”
Den frihed, hun havde håbet at finde på friskolen, den har hun fundet på Frederiksberg Skole i Sorø. Også til at tage sig af sin familie, når de har brug for det, eller af sig selv, hvis hun en dag skranter.
Hun underviser kun i håndværk og design og billedkunst og så i mellemformer, hvor hun har små grupper af elever med i naturen. Nogle gange er det store piger, der trænger til et break og til at finde en måde at snakke om det svære på, mens de sidder med tæerne begravet i en sandkasse. Andre gange er det yngre drenge med store armbevægelser, der har brug for at bruge kroppen ved at bygge huler i skoven eller at mærke sig selv ved at holde en snegl.
”Jeg har intet dårligt at sige om friskolen. Men når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg kun var mig selv i mødet med eleverne. På lærerværelset var jeg på arbejde. Jeg gjorde mere ud af min fremtræden og tog ikke på arbejde uden makeup. Jeg følte mig som den eneste af min slags på det lille lærerværelse, for der var ingen diversitet.”
Hun savnede samtidig dynamikken og sparringen med kolleger, for hver passede sit eget fag. Den nye skole er stor og slet ikke det, hun på papiret troede var rigtigt.
”Men jeg trives. Jeg bliver mødt som det menneske, jeg er, og ikke kun som fagperson. Jeg tror på, at de to ting skal kunne smelte sammen, når man er lærer, for hvis eleverne ikke kan mærke, at jeg også er mig, så når jeg ikke til kernen af relationen. Det samme gælder ledere og medarbejdere, vi trives, når vi kan få lov til at være os selv.”
”Jeg anede ikke, at man kunne blive headhuntet som lærer”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.