En elev betjener en kunde, der vil have en ristet pølse, men han kan ikke lige finde pølserne. Seancen udspiller sig i en kiosk.
“Kig i fryseren,” siger lærer Bo Jakobsen.
Eleven drejer sig rundt og får øje på en lille fryser. Han tager en pølse op, rister den på en lille grill, putter den i et hotdogbrød og giver den til kunden.
“Kig på skærmen, så kan du se din næste opgave,” lyder næste instruks fra læreren.
Elevens øjne er dækket af hvide virtual reality (VR)-briller. Han ser kiosken for sig, mens han står i teatersalen på specialskolen på Skovmoseskolen i Rødovre.
På en håndholdt skærm kan Bo Jakobsen følge med i, hvad eleven ser.
“Hvis iPad'en ikke spejler, hvad eleven ser, så er vi lost, for så ved vi ikke, hvad de ser,” siger han.
Eleven står og vinker ud i den tomme luft, mens den hotdog-spisende kunde forlader kiosken.
Bo Jakobsen var hurtigt til at inddrage virtual reality i sin lærerpraksis. Faktisk har han gjort det siden 2016.
“Det er enormt spændende at undersøge apps, som ikke har været lavet til undervisning, og så proppe min faglige og specialpædagogiske praksis ned over dem, så eleverne får noget ud af dem,” siger Bo Jakobsen.
Brillerne styrker fokus
I den anden ende af salen er en anden lærer ved at sætte en elev i gang. Pigen skal spille et spil, hvor hun skærer firkanter over i takt til musik.

Der er en helt anden fokusering på opgaven end normalt, fordi eleverne er lukket ind i deres egen verden
Bo Jakobsen Lærer
Undervejs går en elev med lyserød prinsessekjole igennem teatersalen med sin lærer, senere triller en medarbejder en hvid vogn med lyserøde hulahopringe gennem salen, der også er et gennemgangsrum.
Men eleverne med VR-brillerne reagerer overhovedet ikke på forstyrrelserne.
“Der er en helt anden fokusering på opgaven end normalt, fordi eleverne er lukket ind i deres egen verden. Hvis de havde arbejdet med at bygge Lego eller robotter, ville de have fokuseret på dem, der går forbi,” siger Bo Jakobsen.
VR-brillerne er med til at gamificere undervisningen, og det motiverer eleverne til at fortsætte.
“De arbejder meget længere. Normalt kan de holde fokus 10-20 minutter, men med VR-brillerne kan det vare meget længere. Men så skal de også have en pause bagefter, ellers er de helt brændt ud,” siger Bo Jakobsen.
Eleverne lærer at køre i tog
Bo Jakobsen har spillet alle spillene gennem for at kunne hjælpe eleverne, hvis de går i stå.
Et af de spil, klassen har trænet meget, hedder ‘Selvtransport’. Det er en detaljeret simulation af at tage S-toget. Eleverne starter på perronen, tjekker deres telefon for at se deres destination, scanner et rejsekort og går ind i S-toget.
Her kan de følge med i stationerne ligesom i et almindeligt S-tog.
“Med ‘Selvtransport’ har vi kunnet se, at træningen har hjulpet, og de er blevet mere trygge i at tage offentlig transport. Men de vil selvfølgelig også være nødt til at træne ude i virkeligheden,” siger Bo Jakobsen og tilføjer:
“Ingen af vores elever er gennem ‘Selvtransport’ endnu, men det har givet et stort skub i den rigtige retning.”
Færre konflikter
Tidligere har Bo Jakobsen brugt VR-brillerne til at løse elevernes individuelle udfordringer. Blandt andet var en elev bange for at være med til morgensamlinger, fordi der var så mange mennesker.
Det var værst, når hun var på vej afsted til morgensamling, men hun havde det fint, når hun var der.
Derfor filmede læreren morgensamlingen på et 365-kamera, hvor pigen var til stede. Bagefter så hun det gennem sine VR-briller, hvor hun kunne se på sig selv, at hun havde det fint under morgensamlingen.
“Hun kiggede på optagelserne, vi fik nogle gode samtaler, og så var den udfordring løst. Det var en succes,” siger Bo Jakobsen.
Der var også en elev, som blev udadreagerende, når han skulle løse svære opgaver. Læreren gav ham VR-briller med en app, hvor han sad i et rum, og så skulle han løse de samme opgaver i det virtuelle univers.
Her kunne eleven godt håndtere udfordringerne, uden at han blev udadreagerende.
“Men når han kom ud af VR, kunne det ikke overføres til den almindelige undervisning. Han blev udadreagerende igen. Men til gengæld gjorde VR-brillerne, at han fik undervisning, og han havde en god dag med færre konflikter,” siger Bo Jakobsen og tilføjer:
“Vi nåede at gøre det nogle gange, så skulle han skifte skole.”
Hjemmeundervisning i klasselokalet
Det er lektor på Aalborg Universitet Ali Adjorlu, der har udviklet spillene til elever, der har svært ved helt almindelige hverdagssituationer. Men med VR-briller kan de øve sig deres i eget tempo og uden frygt for at fejle foran andre.
Ifølge Ali Adjorlu er det særligt effektivt for elever, der oplever social angst.
Han har også været med til at udvikle et program, hvor eleverne kan være med hjemmefra, men når de tager brillerne på, sidder de i et klasseværelse sammen med andre elever, der også er med gennem VR-briller.
Skolen kan tilpasse mængden af sanseindtryk i det virtuelle klasseværelse, for eksempel ved at skrue op og ned for lydene eller justere hvor mange personer og genstande, der er i rummet. På den måde kan miljøet tilpasses den enkelte elev.
På den måde kan skolen gradvist øge elevernes sociale eksponering efterhånden, som de føler sig mere trygge.
“VR-programmerne skal ikke erstatte den virkelige skole og menneskelig kontakt, men det kan gøre, at eleverne samler modet til at komme ind i skolen,” siger lektoren.
Klasseværelset i programmet kan skræddersys til at passe til faget, der bliver undervist i, og det kan også efterligne et virkeligt klasseværelse.

VR-briller kan også give et frirum for elever, der er blevet overstimulerede og har brug for at trække sig tilbage og få ro på sanserne
Ali Adjorlu Lektor ved Aalborg Universitet
“Hvis det var fysik/kemi-undervisning, kunne man have det periodiske system på væggen og et virtuelt laboratorie med interaktive reagensglas og andet udstyr, som eleverne frit kan eksperimentere med. På den måde kan eleverne få en fornemmelse af at være på en rigtig skole og deltage aktivt i undervisningen,” siger Ali Adjorlu.
Gratis besøg i pyramiderne
I den almene undervisning kan VR-briller også styrke undervisningen ved at give alternative undervisningsmuligheder, fortæller lektoren.
I historie kan en lærer tage sin klasse med til pyramidernes opførsel eller gladiatorkampe i Colosseum. I fysik kan man lave forsøg med kemikalier, som ville være farlige at bruge i virkeligheden.
“VR-briller kan også give et frirum for elever, der er blevet overstimulerede og har brug for at trække sig tilbage og få ro på sanserne. Her kan VR, eventuelt kombineret med støjreducerende høretelefoner, skabe et mere roligt og kontrolleret miljø,” siger Ali Adjorlu.
Der er brede muligheder for, hvilke programmer man kan skabe i VR-brillerne, fortæller lektoren. Brillerne selv bliver også udviklet løbende, og i dag har Ali Adjorlu et par briller med en blæser ved panden, så det ikke bliver for varmt.
“Men VR-briller passer ikke til alle. Nogle oplever cybersickness, og andre synes, at brillerne er ubehagelige at have på, men teknologien udvikler sig hurtigt, og brillerne bliver løbende mindre, lettere og mere behagelige at bruge,” siger han.

Med VR-briller kan eleverne pludselig koncentrere sig på en helt anden måde
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.