Da hun sætter sig ind i sin bil ved syvtiden om aftenen efter endnu en lang dag, begynder tårerne at trille.
Hun har lige haft en grædende lærer i røret, og i et øjeblik bliver hun overrumplet af en følelse af at stå med en uoverkommelig opgave.
Opkaldet er et ud af mange i disse dage. Faktisk uger.
”Dér prøver jeg at ringe til Gordon (lærernes formand, red.), men han tager den ikke. For jeg sidder virkelig med følelsen; hvem hjælper egentlig mig i alt det her?”
I flere uger taler Dorthe Fisker stort set altid i telefon i bilen på vej hjem om aftenen. Det er fire et halvt år siden nu. I dag har hun sidste dag som formand for Århus Lærerforening. Folkeskolen har talt med hende om de uger og måneder, hun aldrig glemmer, og hvorfor hun mener, at det er så værdifuldt at have en forening med hele 75 lokale kredse fordelt ud i hele landet.
Som forholdsvis ny formand for lærerne i Aarhus blev Dorthe Fisker frontperson i lærerforeningens arbejde med at hjælpe medlemmerne bedst muligt i det, der viser sig at være en af de største skoleskandaler i årtier.
I næsten alle sine vågne timer forsøger hun dels at være der for de involverede lærere og dels at søge indflydelse på både skolepolitikernes og skoleforvaltningens håndtering af sagen.
”Det var tit i bilen på vej hjem, at der skulle vendes beslutninger med børn- og ungedirektøren. Og i de sene timer havde jeg kun mig selv til at vende tingene og beslutte, hvad jeg skulle svare.”
Hun blev kastet ud i sagen om Søndervangskolen, som blev anklaget for at have fusket sig til sine imponerende resultater, der var kendt både indenfor og udenfor landets grænser.
Talte i søvne om sagen
”Jeg går nu, mens jeg stadig har energi til at fortsætte i noget nyt,” som hun siger og lægger ikke skjul på, at de 12½ år som først næst- og siden formand har trukket tænder ud.
Det er et job, hun til tider mener er blevet for hårdt.
”Jeg bebrejder på ingen måde Gordon, at han ikke tog telefonen. Han havde helt sikkert noget andet vigtigt. Men lige dér følte jeg mig lidt alene,” skynder hun sig at slå fast om situationen i bilen.
Når hun beskriver den højintense tid, kalder hun det flere gange for ”en helt vanvittig tid”.
”Det fyldte så meget, at min mand på et tidspunkt, da vi forsøgte at holde efterårsferie i et sommerhus, sagde til mig, at jeg altså skulle lade være med at drømme om det. Jeg havde åbenbart råbt ’Søndervang’ i søvne,” fortæller hun.
”Det var jo et tillidsbrud"
Selvom det snart er en håndfuld år siden, husker Dorthe Fisker tydeligt opkaldet, hvor hun får at vide, at Søndervangskolen er på forsiden af Politiken næste morgen.
Hun husker tydeligt, da hun beslutter sig for, at hun og en af kredskontorets konsulenter for en tid nærmest flytter ind i et lokale på Søndervangskolen for at tydeliggøre deres tilstedeværelse.
Vi ville vise, at vi tog det over på os at ordne det. Jeg ved ikke, hvor mange hemmelige snakke jeg havde med lærere forskellige steder på skolen. Det skabte en tryghed for dem
Her blev hun mødt af en meget ramt lærergruppe, og flere som havde følt sig svigtet.
For inden skolen var kommet på avisernes forsider, var der gennem årene lærere, der var gået til både Århus Lærerforening og forvaltningen med stor kritik af forhold på skolen.
Hver gang uden den ønskede effekt.
”Det var jo et tillidsbrud, at der ikke blev handlet på det her, selvom der var snak i krogene om, at skolen ikke blev drevet på en ordentlig måde. Det interessante var også, at lærernes APV (arbejdspladsvurdering, red. ) ikke var meget slem. Dér fandt vi sidenhen ud af, at det skyldtes, at de havde været bange for at skrive sandheden. Det rystede mange af os. Det gør jo, at jeg kan være i tvivl om, APV’er er et godt nok redskab.”
Dorthe Fisker husker også helt tydeligt, hvor mærkede lærerne var.
”Det har jeg hverken oplevet før eller siden. Det var nok også derfor, at jeg drømte om det om natten.”
Udover de mange fysiske samtaler i løbet af dagen på skolen har Dorthe Fisker heller aldrig talt så meget i telefon med sine medlemmer i form af nuværende og tidligere af skolens lærere.
”Der var også en dag, hvor der pludselig dukkede en op i min indkørsel med nogle dokumenter, vedkommende mente, at jeg burde læse. Dér føltes det nærmest som om, at jeg var med i en film,” fortæller hun.
En kappe af mod og arbejdskraft
I årene efter har hun flere gange taget sig selv i at tænke: ”Hvordan kom jeg levende igennem den tid?”
Hver gang kommer hun frem til, at svaret nok dels er en ”meget veludviklet stædighed”, og at hun i situationen følte, at hun tog en form for kappe på.
”Det føltes nærmest som om, at jeg tog en kappe på - af mod og arbejdskraft.”
Hun husker også den fornyede energi, hun oplevede, da hun fik besked om, at skolen skulle have ny ledelse. Og igen da hun oplevede, at den konstituerede leder viste sig at være ”den helt rette”.
”For han var den diametrale modsætning af den ledelse, lærerne ellers havde været oplevet."
Herefter gik arbejdet i gang med at opbygge et godt arbejdsmiljø mellem lærerne, der havde befundet sig på 'hvert sit hold’ under den tidligere ledelse, og også mellem lærerne og pædagogerne.
”Det var virkelig slemt, hvordan de talte om hinanden. Det fyldte helt vildt,” fortæller hun.
Omvendt var det også lidt af et dyk, da den efterfølgende konsulentundersøgelse, der var bestilt af kommunen, viste sig at være uden ret mange konklusioner.
”Vi følte, at vi var på den der opadgående følelse af, at vi lykkes, og vi havde en forventning om, at undersøgelsen ville være meget klar i spyttet. Men det var den jo ikke. Det var en mavepuster.”
Har forsøgt at være en, "de andre gerne vil lege med"
Sagen om Søndervangskolen var på mange måder helt ekstraordinær, og derfor adskiller den sig også meget fra den hverdag, Dorthe Fisker ellers har haft som lærerformand.
”Det var meget hårdt mod hårdt. Jeg nåede både at græde foran og råbe af en børn-og ungechef – og omvendt. Det er jo slet ikke sådan, jeg ellers har arbejdet,” siger hun og understreger, at hun efterfølgende fik talt ud med den pågældende chef.
Skal hun pege på sine største styrker, er det faktisk evnen til at være en person, ”de andre gerne vil lege med”.
”Min titel er ikke i sig selv altid nok til at åbne op for sluserne til indflydelse. Dér tror jeg på, at det giver lige så meget, at man er likeable, og at andre kan mærke, at man har noget på hjerte,” siger hun.
Hun fortæller også, at hun allerede som næstformand var meget bevidst om, at hun ikke mener, at der er brug for ”at flashe, at jeg har magt”.
”Men jeg har gjort det, når det har været nødvendigt. Det gjorde jeg i Søndervang-sagen, og det har jeg også gjort, når vi har forhandlet vores lokalaftale. Men i det daglige arbejde er det ikke min facon,” siger hun.
Kender de vigtigste skolefolk i kommunen
Det er også her, at hun virkelig ser lærerforeningens 75 lokale kredses mest afgørende berettigelse.
”Det er nærheden. Vi kender alle de vigtigste skolepolitikere og fagpersoner, som betyder så meget for vores medlemmers lokale forhold, og vi ved, hvad der optager vores medlemmer mest. Ligesom de let kan komme i kontakt med os.”
Derfor har hun også set det som en væsentlig del af jobbet at være meget opsøgende i forhold til at pleje relationerne til byrådspolitikerne såvel som de mest centrale personer i forvaltningen.
Det indebærer blandt andet også et forsøg på at holde sig opdateret på de sociale medier om mere private forhold.
”Når jeg går hen til en ny politiker efter kommunalvalget til en reception, kan jeg både sige ’tillykke med valget og sønnen’. Det giver lidt ekstra at snakke om. Det arbejde skal man ikke underkende. Det tager meget tid, men det gør en kæmpe forskel, at de kender mig, så jeg kan sende dem en sms eller messenger inden et vigtigt punkt på et byrådsmøde.”
Hun fremhæver også, at det er et ”ekstraordinært godt” samarbejde lokalt med både skoleledernes, pædagogernes og forældrenes foreninger, der er årsag til, at der ved de seneste budgetforlig i Aarhus er tilført op imod en halv milliard kroner til folkeskolerne.
Et meget krævende job
På nippet til sit farvel kan hun se tilbage på mange ting, hun er stolt af. Men hun lægger heller ikke skjul på, at hun synes, at jobbet som kredsformand er blevet for hårdt.
”Kompleksiteten, arbejdstempoet og de konstante udfordringer kræver en høj motivation. Den er faldet for mig i denne opgave, så derfor stopper jeg nu.”
Hun har også tidligere brugt tid på talerstolen på Danmarks Lærerforenings kongres, hvor hun har talt for, at der skal sikres bedre arbejdsvilkår.
”Vi er nødt til at finde ud af, hvad vi gør, så de lokale formænd og næstformænd kan være i det. Jeg har givet meget af mig selv, og selvom jeg har fået meget tilbage, så er der en ubalance. Vi har ikke nogen at ringe til, når der er noget, der er svært, selvom vi står med en rolle med meget høje følelsesmæssige krav og et højt arbejdstempo. Selvom vi er kredsformænd, er vi også mennesker med følelser.”
Når hun kigger tilbage, er hun generelt mest stolt af sin evne til at sætte retning på det, hun kalder ”de store opgaver” som arbejdsvilkår, arbejdstid og de pædagogiske forhold i skolen.
Alligevel er det igen Søndervang-sagen, der senest skabte et sug i maven. Det skete, da hun for lidt over et år siden, fik resultaterne fra den nyeste APV på skolen.
”Lige så meget jeg kunne mærke det i maven, da sagen var værst, lige så meget kunne jeg mærke glæden, da jeg så den nye APV,” siger hun med henvisning til en APV, hvor arbejdstilfredsheden på langt hovedparten af spørgsmålene ligger over gennemsnittet for de aarhusianske skoler.
”Dér tænkte jeg ’hold da kæft, det lade sig gøre’ at lave en grundlæggende forvandling’. Nu laver de skole sammen. Så føltes det som om, at det næsten var det hele værd,” siger hun.
Dorthe var formand for Søndervang-lærerne: "Dér føltes det som om, det næsten var det hele værd"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.