”6.b, om lidt får I grønt lys til at gå ind til jeres beboer. I skal bare gå til den dør, I kender.”
Anne Marie Pind Andersen står med sin klasse uden for plejehjemmet i Hjortshøj ved Aarhus. Det er femte gang, eleverne fra Virupskolen er på besøg og parvis taler med den samme ældre.
I dag skal eleverne tale om store livs- og verdensbegivenheder. De har billeder af Danmarks befrielse, den første månelanding, Berlinmurens fald og angrebet på tvillingetårnene i New York med. Det giver dem et konkret afsæt for samtalen og skal samtidig hjælpe hukommelsen på gled hos de ældre.
”Jeg var otte år, så jeg husker ikke så meget af krigen. Men jeg kan huske, at det blev sagt i radioen fra London, at tyskerne havde overgivet sig,” fortæller 88-årige Jytte Willesen til Freja og Nora.
Freja spørger til mørklægningsgardiner.
”Det havde vi alle sammen, så tyskerne ikke kunne se fra luften, at der var en by. Vi havde også rationeringsmærker. Det ved I nok ikke, hvad er. Det ærgrer mig, at jeg ikke har gemt nogle, men det tænkte jeg ikke på dengang. Jeg var otte år, da krigen sluttede,” gentager hun.
Vi arbejder med temaer som barndom, familie, skolegang og arbejdsliv. Nogle gange ser vi små film eller læser tekster forud for besøget.
Anne Marie Pind Andersen lærer på Virupskolen
Gentagelser er et vilkår, når man besøger ældre på et plejehjem, fortæller deres lærer.
”Eleverne skal spille med, så de må ikke sige: ’Det har du lige sagt.’ Vi har også talt om, at de træder ind i et hjem, og at de skal give hånd, tale tydeligt og sige pænt farvel og tak for i dag. Besøget foregår på beboerens præmisser,” siger Anne Marie Pind Andersen.
Hun har fået ideen til mødet mellem generationer fra en podcast om projektbaseret læring. Først forestillede hun sig, at eleverne skulle have hver sin beboer, men det ville nok have været lidt overvældende for dem at sidde der alene i den time, et besøg varer. Desuden var der ikke 18 beboere, som var friske nok til at deltage.
”Mange af de ældre er friske, men nogle har en svækket hukommelse. Det er derfor forskelligt, hvad eleverne får med derfra, men der er også læring i at finde ud af, hvorfor man bor på plejehjem. For eksempel oplever eleverne, at de ældre ikke kan huske, hvad der skete for ti år siden, mens deres barndom står knivskarpt.”
Eleverne har fotos med af verdensbegivenheder som for eksempel månelandingen, hvilket åbner for samtalen med de ældre.
Et par drenge besøger en beboer, som har brug for tilløb for at få hukommelsen til at falde i hak, så de begynder at snakke hen over hovedet på ham. Han får dog fortalt om en familie, som under en fælles campingtur til Berlin kom på afveje på transitvejen gennem Østtyskland.
”De fik en stor bøde, og inden de nåede tilbage til os andre, blev de stoppet en gang til, og så fik de en bøde mere.”
Tid til at opbygge relationen
Hos Jytte Willesen spørger Freja og Nora ind til rationeringsmærkerne: ”Hvordan fik man de mærker?”
”Vi måtte stå i en lang kø på skolen, og de skulle vide, hvor mange børn der var i familien. Vi skulle aflevere mærkerne hos købmanden for at kunne købe sukker og smør.”
Freja viser et gammelt foto af en ung kvinde, som får klippet håret af i dagene efter befrielsen.
”Ved siden af min opgang boede der unge kvinder på kvisten. De havde tyske kærester og havde derfor adgang til æg og sukker og alt, hvad vi andre ikke kunne få. Nogle trak pigerne ud på gaden, og vi unger stimlede sammen og så dem blive klippet helt skaldede,” fortæller Jytte Willesen og tilføjer stille, at i dag ville hun ikke have stået der og kigget på.
Anne Marie Pind Andersen kalder det et privilegium at kunne trække på de ældres livserfaring. Forløbet, som hun har tilrettelagt, strækker sig over ti uger, for så kan elever og beboere spore sig ind på hinanden og danne relationer.
Sophus Boas spiller et stykke på klaver. Han er tidligere præst, fortæller han eleverne fra Virupskolen.
”Vi arbejder med temaer som barndom, familie, skolegang og arbejdsliv. Nogle gange ser vi små film eller læser tekster forud for besøget. Det kan være barndomserindringer fra halvtredserne, og vi udarbejder også spørgsmål i fællesskab,” fortæller læreren.
Eleverne forbereder et lille oplæg, for eksempel om hvordan det er at være barn i dag. Ud fra det stiller de spørgsmål om beboerens barndom.
”Når eleverne tager udgangspunkt i deres eget liv, sætter de tanker i gang hos den ældre. Eleverne er ikke blevet undervist direkte i spørgeteknik, men vi har talt om, hvordan de kan stille spørgsmål, og at de kan bede de ældre om at komme med eksempler.”
Eleverne øver sig i mundtlig formidling, når de fortæller om sig selv. De øver sig også i at lytte og beskrive det, de får at vide. De får sat nutiden i perspektiv i forhold til livet for 60-80 år siden, og de får en forståelse for en anden persons liv.
”I mødet med andre, som har levet længere end én selv, kan man blive klogere på, hvad det vil sige at være menneske. De ældre har også levet et liv med familie, fantasi, kærlighed, frygt og lykke. Det giver eleverne forståelse for, at nogle vilkår er almenmenneskelige og derfor er uafhængige af tid og sted,” siger Anne Marie Pind Andersen.
Eleverne skal skrive en bog
”Rækker I så fingeren op?” spørger 89-årige Sophus Boas.
”Ja, hvis vi afbryder, får vi skældud,” svarer Marius.
”Betyder det så også, at I får lektier for?
Spørgsmålene går ikke kun den ene vej hos Sophus Boas, som har været præst i den danske menighed syd for grænsen. Han slår over i tysk og spørger, om Marius og Viggo forstår, hvad han siger.
Der er næstekærlighed i projektet, fordi eleverne prøver at forstå det liv, som den ældre har haft.
Anne Marie Pind Andersen lærer på Virupskolen
Efter hvert besøg skriver og illustrerer eleverne et kapitel til en bog til den ældre.
”De kan både udfolde sig kreativt på computeren og tegne i hånden. Samtidig skal de overskue, at projektet strækker sig over flere måneder. De skal tro på, at de får lavet et produkt, de kan give videre. Der er en stor tillidserklæring i at fortælle sin livshistorie, og den tillid skal vi respektere,” siger Anne Marie Pind Andersen.
Bogen er en god motivationsfaktor, oplever klasselæreren.
”Der er mange danskfaglige aspekter i at stille gode spørgsmål, lytte aktivt og tage relevante noter, så navne, årstal og sammenhænge bliver så korrekte som muligt. Eleverne udvider også deres ordforråd, når de bliver præsenteret for ord af ældre dato. Rent menneskeligt skal de evne at spejle et menneske, som er et helt andet sted i livet end dem selv, og hvis en beboer bliver rørt, skal de kunne være i det.”
Eleverne udvikler også deres empati ved at opleve verden igennem andres øjne.
Eleverne tager noget med til de ældre, som har haft betydning i deres eget liv.
”Når en ældre fortæller, at han hørte budskabet om befrielsen i radioen i stuen sammen med sin mor og far, oplever vi det igennem ham, og det udvikler elevernes evne til at sætte sig i andres sted. Det er det, god litteratur og mundtlige fortællinger fra førstehåndsvidner kan. Der er næstekærlighed i projektet, fordi eleverne prøver at forstå det liv, den ældre har haft.”
Anne Marie Pind Andersen blev netop lærer for at arbejde med elevernes almene dannelse. I forløbet skal eleverne derfor også tale med de ældre om, hvad meningen er med, at vi er her, og hvad de tror, der sker, når livet slutter.
”Beboerne har døden tæt på, så vi skal træde varsomt. Men det er vigtigt, at vi tør snakke om det, så vi ikke gør døden til et tabu. De fleste har prøvet at miste en bedsteforælder eller et kæledyr, og det skal man udvikle et sprog for i barndommen, så man vænner sig til at tale om døden,” siger Anne Marie Pind Andersen, som ud over dansk også har klassen i kristendomskundskab.
Besøgene glæder de ældre
Besøgene krydrer beboernes hverdag med liv.
”Det giver mig glæde at fortælle om mine oplevelser, og det er godt, at det er de to samme piger, som kommer hver gang. Vi ved, hvad vi har talt om før. Det ville have været sværere, hvis vi skulle begynde forfra hver gang,” siger Jytte Willesen. Hun har været børnehaveklasselærer på Vorrevangskolen i Aarhus.
Sophus Boas værdsætter også, at han møder de to samme drenge.
Inden hvert besøg på plejehjemmet forbereder eleverne sig på dagens emne. Og hjemme igen skal de skrive på bogen til den ældre.
”Vi har det godt sammen. De er interesserede i min livshistorie, og jeg har sagt til dem, at de er velkomne til at blive ved med at komme efter projektet. Så det kan være, at de kigger ind.”
Viggo kan godt se for sig, at det bliver til virkelighed.
”Sophus sætter pris på, at vi kommer. Det er hyggeligt. Der er god læring i det, for han kommer med mange gode råd. Han er kvik, selv om han er 89. Han husker alt med tal, og han elsker at fortælle om sin tid som præst. Han er meget vis,” siger eleven.
Freja hygger sig også med at besøge Jytte Willesen. Men første gang var hun nervøs.
”Jeg vidste ikke, hvordan hun ville være, men da jeg kom ind til hende, føltes det naturligt. Jytte husker meget,” siger hun.
Efter hvert besøg samles 6.b hjemme i klassen til en snak om elevernes oplevelser og om, hvordan de selv ser på dagens tema.
”Eleverne forstår sig selv bedre, når de spejler sig i andre,” gentager Anne Marie Pind Andersen.
Danskforløb på plejehjemmet: ”Eleverne forstår sig selv bedre, når de spejler sig i andre”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.