7.00-8.30 – morgensang:
”Jeg har lidt fortrudt, at vi skal synge Benjamin Hav”
Det er en luksus, at svigermor hjælper med at hente i dag. For fem år siden ville det have været en nødvendighed. Når Cecilie Lindvig om otte timer låser den dør, hun lige har trykket koden på, har hun strakt sin faglighed og sin store musikalske drive over mere end halvdelen af skolens knap 700 elever.
Det er tirsdag, og Cecilie Lindvig står for morgensang på Nørrebro Park Skole i København. Lige nu er hun vibrerende af forventning og lidt spændt. Hun finder ro i dagens eneste lydtomme øjeblik, og der lyder små sagte plop, mens hun forbinder kabler til mikrofon, højtalere og forstærker.
Hun har en time om ugen til tirsdagsmorgensang for 0.-4. klasse. Men bruger oftest to. Møder klokken 7, stiller instrumenter klar, øver. Morgenmaden må vente.
Hun har lovet eleverne, at de skal synge Benjamin Hav. Det fortrød hun lidt i går, da hendes faste wingman i musik måtte melde fra. Men en anden kollega, Jeppe Lau Nemborg, træder til på bas, og de når at øve to gange, før en far i malershorts og med hestehale kommer ind i gymnastiksalen, og hun lokker ham til at spille cajon. ”Det lyder fedt! Og de to andre numre kan vi godt winge,” beroliger hun.
Jeg håber, I har drevet jeres forældre til vanvid ved at øve derhjemme, for nu er det nu. 1-2-3!
Cecilie Lindvig Musiklærer
Det tager seks minutter for 400 børn, 20 lærere og 52 forældre at myldre ind og finde et sted at klemme sig ned på gulvet. Efter ”Giv mig et klap”, hvor børnene har fået rystet havregrynene på plads, er de varmet op. ”Jeg håber, I har drevet jeres forældre til vanvid ved at øve derhjemme, for nu er det nu,” gjalder Cecilie Lindvigs jazzhæse stemme ud over salen: ”1-2-3 …!”
Ungernes øjne lyser, forældrene skråler med fra bagvæggen, og et par babyben vipper i takt i bæresele, mens 0.-4.-klasserne rapper sommerens store hit.
8.30-9.40 – sparring:
Hvordan vil du sikre, at du ikke brænder ud?
For fire år siden erkendte Cecilie Lindvig, at hun ikke kunne være på fuld tid som musiklærer. Stemmen forsvandt i flere måneder ad gangen, hun fik tre diskusprolapser i nakken, gik til stemmecoach og måtte søge om en stemmeforstærker. Når man er skolens eneste uddannede musiklærer, har man mange konfrontationstimer plus hele skolens musikliv, og oveni kommer alle de udenomsfaglige ting, der hører med til at være lærer.
Med to små børn hjemme og efter et par travle år besluttede hun sig for at bede om at gå ned på 80 procent for at bevare glæden ved jobbet. Året efter tog hun et inspirationskursus på Praktisk-Musisk Kompetencecenter i København. En musikkonsulent observerede hendes undervisning og udbrød: ”Vi kunne virkelig godt bruge sådan en som dig.” Så nu bruger hun 50 procent af tiden på undervisning på Nørrebro Park Skole og 30 procent som musikfaglig konsulent på kompetencecenteret, som tilbyder sparring til andre musiklærere – lige nu Anders Bak Mejlvang.
Han er for nylig flyttet fra en drømmestilling som musikfolkeskolelærer på Bornholm og har kontaktet Praktisk-Musisk Kompetencecenter i København, hvor han er blevet henvist til Cecilie Lindvig. Så mens han hjælper med at rulle kabler sammen, skifter Cecilie Lindvig kasket.
De snakker om morgensangshit, mens de går de 48 trappetrin op til lærerværelset efter kaffe og to glas vand til Cecilie Lindvig. De snakker om prioriteringen af musik i folkeskolen på de 24 trin ned til skolens ene musiklokale.
Jeg kan virkelig godt forstå dit ønske om at hjælp til de mange skoler, der ikke har en musiklærer.
Cecilie Lindvig Musikfaglig konsulent
På sin tidligere arbejdsplads fik Anders Bak Mejlvang lov til at tage den spritnye master i musikpædagogik, som Cecilie Lindvig også brændende ønsker. Den gjorde ham ekstra opmærksom på, hvor grelt det står til for faget i folkeskolen. Mange skoler kan ikke få en musiklærer. Få vælger faget på læreruddannelsen, og mange musiklærere opgiver faget. Han kunne på et øjeblik få en ny stilling som musiklærer, men han drømmer om at hjælpe mange skoler på én gang.
Cecilie Lindvig lytter, nikker, spørger ind, kommer med forslag. Hun forstår ham, for hun har gjort sig lignende tanker om faget.
”Hvis du vil bruge al din tid på at producere musik og have musikundervisning for skoler, der er i panik, hvordan vil du så sikre, at du ikke brænder ud?” spørger hun.
9.45-11.15 – musik med 3.b:
”Hvis jeg ikke giver alle sammenspil, får de det måske aldrig”
24 trin op igen. Cecilie Lindvig snupper et æble, hun kan gnave på vejen ind til 3.b. Hun siger, at hun godt kunne tænke sig at spille sammenspil med dem, og hvis bare nogle få kan synge omkvædet, kan de sagtens få det ønskede K-pop-nummer ”Soda Pop” til at fungere.
Nogle jubler, andre ser tvivlende ud. Inden de stiller op på række, repeterer de reglerne i musiklokalet, så 22 sæt gummisko og -støvler med det samme bliver sparket af, og numserne finder gulvet i en rundkreds.
Der er gået 14 minutter af timen, børnene har nu fundet rytmen i en folkedans, Cecilie Lindvig synger kommandoer, mens hun spiller, stående ved flyglet. Så ned at sidde, hvor de tre og tre banker forskellige rytmer på gulv, bryst og lår.
”Hvad lavede vi lige der?”
”Var det ikke sammenspil?” svarer en elev.
Cecilie Lindvig bliver grebet og begynder at synge ”Jeg har fanget mig en myg” og vil dele dem op i sang og rytme, men så forlader en pige cirklen og vælter et par congatrommer på vejen.
”Jeg kan mærke, at vi skal i gang med sammenspil. Læg jer ned og slap af, mens I lytter til ’Soda Pop’,” siger hun roligt. Nogle fjoller, andre ligger helt stille, og eleven finder tilbage i kredsen. En efter en tager Cecilie Lindvig dem med op til et instrument og viser, hvad de skal spille.
Eleverne ved, at i Cecilies timer får man altid lov at spille på instrumenter. Nogle gange er man ekstra heldig og får hele flyglet.
Hun ved godt, at elever med særlige behov mange steder er fritaget for musik, og at nogle lærere helt afholder sig fra sammenspil. Klassen her har bestemt også urolige øjeblikke. Men for hende er netop det fællesskab, der opstår i sammenspil, helt magisk og ofte der, hvor eleverne endelig finder ro i en følelse af mestring. Hendes 11 klokketimers musik er spredt tyndt ud, og hun er meget optaget af, at sammenspil er i fokus i hendes timer, for det er på ingen måde en selvfølge, at deres næste lærer har linjefag i musik, og så får de det måske aldrig.
Klokken 10.30 er alle i gang på keyboards, trommesæt, congas, marimba, flygel og mikrofoner. Lyden er massiv, men Cecilie Lindvig styrer rytmerne på plads. Pludselig er det slut, og hun beder dem lægge sig ned.
12.00-15.00 – valghold:
”Det gør mig helt rørt, at mine gamle elever har valgt musik”
Frokostpausen var tiltrængt; Cecilie Lindvig har igen energiske skridt, da hun møder valgholdseleverne på vej til lokalet. Hun påstår, at de skal spille ”Soda Pop”, og de er ved at dø, indtil hun grinende siger, at de kan vælge mellem Aphaca eller nummeret ”Riptide”, som en af drengene foreslog sidst.
De 12 drenge og fire piger fra 8. klasse samler sig på gulvet i en cirkel. Som da de var små elever skal de bytte plads ved at få øjenkontakt og lave gakkede gangarter til musik. De starter generte og stive, men i løbet af ti minutter griner de og dasker de lange lemmer til musikken. Hun ville ønske, at hun var startet sådan hver gang sidste år for at få dem ud af teenageskallen.
Sejr følger sin musiklærer med øjnene. Han er ikke nervøs for den kommende valgfagsprøve, selv om han aldrig har spillet musik hjemme. Cecilie Lindvig var klart grunden til, at han valgte musik, for hun har styr på klassen, og det, de laver, er fedt. Han får øjenkontakt med Bobby, og de bytter plads. Bobby har det lidt som Sejr, men han spiller guitar, keyboard og lidt bas, så for ham er det også bare for fedt, at han kan få lov til at spille i skoletiden.
Cecilie Lindvig havde aldrig troet, at så mange af hendes gamle elever ville vælge musik som valgfag, så drengenes ord gør hende helt rørt. En del af hende ved godt, at hun er en god musiklærer, en anden er altid i tvivl. Men musik har altid stået forrest. Selv da hun troede, at hun ville læse psykologi. Hun elskede at være lærervikar, og da hun begyndte på Frederiksberg Seminarium, var det med et kæmpe lettelsens suk. Det var så rigtigt.
Valgholdseleverne må være alene i musiklokalet for at øve i deres frikvarterer – og det gør de hellere end gerne.
Hun har fundet på en genrequiz til 8.-klasserne, og ”I shot the sherif” brager ud af højtalerne, mens eleverne kaster sig frem for at lægge en stjerne på ordet reggae. Skolens musiklokaler var det, hun forelskede sig i, da hun var til jobsamtale for ti år siden. Og hun har ingen planer om at stoppe, så længe hun har tid og rum til pauser og udvikling.
De 16 unge er lige så høje som Cecilie Lindvig, da de afslutter timerne med at kunne spille ”Riptide” på selvvalgte instrumenter, så det faktisk lyder virkelig godt. I morgen er der de pauser i hendes skema, som gør, at en tirsdag som denne ikke er for meget. Klokken er 15, og højtalerne afgiver en lav summen efter mange timers lyd.
Cecilie brænder igennem uden at brænde ud
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.