”Heppa.”
Lærer Kathrine Kay laver et hoppende spjæt og strækker armene overdrevent ud for at modtage et imaginært cirkusbifald.
”Jeg har et trick. Hvis man glemmer, hvad man skal gøre, så siger man bare: Heppa!” siger hun til eleverne på teaterholdet.
Det er tirsdag. Den dag i ugen, hvor elever fra fire forskellige 7.-klasser fra Horsens Byskole kommer til Kulturstationen. Byskolen har netop oprettet en kulturprofil. Det betyder, at 55 elever i 7. klasse de næste to et halvt år har tilmeldt sig valgfag i enten scenekunst, kunst eller musik. Så i stedet for at møde op i skolens lokaler indfinder eleverne sig i teatersal, øvelokale eller atelier på Horsens Kulturstation.
Kathrine Kay er fast tilknyttet lærer på teaterholdet, som holder til i Komediehuset, hvor forskellige undervisere byder ind med forløb. I dag har holdet afslutning på en cirkusforestilling, som de kun har haft otte timer til at komme i mål med.
Men når man er 13 år og meget optaget af, hvad andre tænker om én, kan det være svært at kaste sig ud i cirkuskomik og optræde foran hinanden. I den første time har eleverne svært ved at leve sig ind i den høje energi, som cirkusforestillingen kræver.
Derfor slår Kathrine Kay gerne selv en kolbøtte eller trækker et tørklæde ud af øret.
”Mange af de her øvelser laver jeg allerede i undervisningen på skolen, men jeg har ikke haft en krog at hænge dem op på. Her får metoderne en snert af virkelighed. For eksempel ved vi, at gentaget læsning virker, men det kan godt nok være kedeligt. Her gentager eleverne ikke replikkerne, fordi jeg siger, at det er godt at gentage dem syv gange, men fordi det bliver et indre styret ønske om, at replikkerne sidder lige i skabet,” siger Kathrine Kay.
Sceneskræk er okay
I dag er det Nikolaj Reinholdt Madsen fra Komediehuset, som skal hjælpe lærer og elever med at sætte cirkusforestillingen op. Hans ranglede krop står ikke stille, når han underviser. Han er i bevægelse, mens han giver opvarmningsinstrukser til eleverne.
”Det vigtigste er, at I hele tiden holder energien oppe,” siger han. ”Der kommer 200 publikummer i eftermiddag. Borgmesteren kommer!”
”Er det rigtigt? 200?” spørger en elev.
”Det er gas,” svarer en anden.
”Nej, den er god nok. Der kommer 200 i dag,” siger instruktøren med et glimt i øjet.
Opvarmningen til teaterstykket er akrobatik og leg med cirkusartefakter.
Nogle elever forsøger at hjælpe hinanden med at stå på hænder, og overraskelsen er så stor, da det lykkes, at elevernes parader falder. Blikkene vækkes, og de, som læreren oplever kan være svære at nå i den almindelige undervisning, høster anerkendende highfives.
Midt i de farverige vimpler og jonglørboldene bemærker Kathrine Kay, at to elever mangler. Selv om man selv har valgt det, kan det være så grænseoverskridende at skulle bruge kroppen og optræde, at man får lyst til at stikke af.
Kathrine Kay finder eleverne og får dem med ind i backstagerummet. Afdelingsleder Andreas Damgaard Sørensen er på besøg på holdet i dag, så han sætter sig ned og tager en snak med dem.
”Jeg synes ikke rigtigt, det er mig,” siger den ene lidt fåmælt.
Andreas Damgaard Sørensen nikker. Det er ikke de første elever på kulturprofilen, der har villet skifte hold eller helt holde op. Skolen er blot fire uger inde i forløbet, og målet er, at alle bliver ved til efterårsferien, fortæller han.
”Man giver noget en chance,” siger han til eleverne. ”Jeg kommer ikke til at tvinge jer til at være her i to et halvt år, men jeg vil gerne have, at I prøver. Vi skal nok hjælpe jer, når det bliver svært.”
Afdelingslederen er ikke i tvivl om, at den store satsning på kulturprofilen er en god ide.
”De får noget ud af de kunstneriske læringsprocesser. Vi skaber et rum her, hvor det er muligt at fokusere på processen. Hvor der ikke er prøvepres,” siger han og tilføjer, at børn lærer forskelligt, og at det derfor er vigtigt, at der også er tilbud til dem, som trives bedst, når de udfolder sig kreativt.
Et andet mål er, at lærere og elever, som er på skolens tre kulturprofilhold, tager metoderne med tilbage til skolen.
”Jeg håber, der sker en masse, som vi ikke har forudset. Målet er, at både lærere og elever udfordrer os, så vi også kommer til at gøre noget anderledes på skolen,” siger Andreas Damgaard Sørensen.
Pigerne får lov til at sunde sig backstage, mens de andre øver.
Kropssprog skaber samvær
I salen er eleverne ved at pakke cirkusremedierne sammen. Der er spisepause. Kathrine Kay går ud i gården, så hun kan holde øje med eleverne.
”Når I kommer tilbage, skal I have hvide skjorter på. Det er jeres grundkostume. Er man løvetæmmer eller stærk mand, får man noget ekstra. Det giver meget, når I har ens tøj på,” siger Komediehusets underviser Nikolaj Reinholdt Madsen.
En af eleverne, Ana, har taget sin teaternotesbog med spanske notater med ud i spisepausen. Hun kom til Danmark fra Venezuela for to et halvt år siden.
”Jeg har gået til teater før. Derfor valgte jeg kulturprofilen. Her lærer vi, hvordan vi bruger kroppen som et sprog.”
Jeg kommer ikke til at tvinge jer til at være her i to et halvt år, men jeg vil gerne have, at I prøver
Andreas Damgaard Sørensen Afdelingsleder på Horsens Byskole
Vlada, som kommer fra Ukraine, er enig:
”Vi kommunikerer på en anden måde her. Når vi laver en præsentation, bliver jeg genert, men her lærer jeg at præsentere for andre.”
De to elever, der ikke vil være med, bliver mere afslappede i frikvarteret. Måske er de lidt nervøse for, om de toneangivende elever i klassen vil drille dem, hvis de begår fejl på scenen. Det kan Kathrine Kay i hvert fald godt være lidt nervøs for.
”Nu har de andre jo øvet. Og de to har meldt sig lidt ud. Men der er også en læring i, at der er et tog, der kører, og man ikke altid kan komme på det igen,” siger hun og overtaler pigerne til at være med blandt publikum, når cirkusforestillingen om lidt skal opføres.
Ellers synes hun faktisk, at det er lettere at håndtere uventede situationer på valgholdet.
”Det er lettere for mig at have den jedi-funktion, hvor man skal parere afbrydelser. Her skal man ikke bremse de udadreagerendes energi, man skal lede den videre. Man kan ikke forvente 100 procent ro, men her får de rekvisitter eller bevægelser, hvor de kan placere deres uro. Det vilde er, at det giver ro,” siger Kathrine Kay.
Ægte lærertårer
Lyset i salen slukkes. Projektørerne blænder gulvet op.
Eleverne er trukket i hvide skjorter, der ikke sidder helt så pænt, som de kunne drømme om. Rollerne er udpeget. En pige skal være den stærke mand. Ballerinaen er klar. Løvetæmmeren. Klovnen, der skal sætte skamlen op. Alle kender deres pladser, og selv om de 200 publikummer udebliver, er koncentrationen til stede, da Nikolaj Reinholdt Madsen med et tryk på computeren lader cirkusmusikken fylde rummet.
Hvide, ens skjorter og en rød jakke er effektfulde detaljer til at skabe illusionen om en fuldendt cirkusforestilling på få timer.
De to elever, som hoppede af dagens cirkustog, sidder på første række med notesbøger klar. Katrine Kay har bedt eleverne om lov til at filme forestillingen. Der er et par prøver, og så kører det.
Illusionen er hel
Det ser virkelig ud, som om en kvinde bliver savet over. Det er tårepersende smukt, når ballerinaen danser sin dans mellem de skjorteklædte elever. Det ser virkelig ud, som om den stærke mand vælter en halv klasse, da de har en imaginær tovtrækning.
Da cirkusdirektøren med den røde jakke træder ind på scenen og siger tak for i dag, er der tårer i Kathrine Kays øjne, og de to elever, som meldte sig ud, klapper ad de andre.
Selv Nikolaj Reinholdt Madsen, hvis forudsætning for at bygge forestillingen op er, at han selv har gået på kulturskolen Komediehuset, siden han var 11, virker oprigtig imponeret.
”Det er vildt godt gået,” siger han og tilføjer, at der dog godt kunne være lidt mere ro backstage.
Kathrine Kay pakker sammen og smiler stille, da hun hører, hvordan to af dem, som ofte er på kanten af klassens fællesskab, bliver inviteret med ned i byen efter skole.
”Både jeg og eleverne oplever, at vi bliver en del af noget ægte”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.