”Den danske model” er i høj grad på dagsordenen. Arbejdsretten har for nylig talt med hensyn til sympatikonflikter i forhold til den verserende Vejlegårds-sag. Den danske lærerstand er øjensynlig ved at blive rundbarberet af Finansministeriets og KL's særlige modelopfattelse. Danske politikere ønsker obligatorisk – igen, igen – undervisning i den danske arbejdsmarkedsmodel; alt andet manglede bare. Og samtidig med at det kan være vanskeligt at få disse forhold til at hænge sammen i ens hoved, så smeder 3F Ungdom og Krifa, Kristelig Fagbevægelse, mens jernet er varmt. Parallelt har de fremstillet undervisningsmateriale til de ældste elever i skolen. Samfundsfag og historie.
Og her taber 3F Ungdom – på tværs af eventuelle sym- og antipatier - stort til Krifa.
3F Ungdom er gået sammen med forfatter og journalist Bjarne Henrik Lundis, som har skrevet bogen "Den Danske Model", og Krifa har produceret en dvd under titlen "Dilemmaer om frit fagforeningsvalg". Begge materialer kaldes debatmaterialer.
Bjarne Lundis’ bog på 112 sider kan være udmærket som oplysnings- og debatbog. Det er bare ikke på nogen måde en bog til grundskolens ældste klasser som ellers annonceret. Indholdet er vedkommende nok for os, der er interesserede i og i forvejen vidende om samfund og organisationer – Den danske model beskrives bredt i fortid og nutid, herunder runder bogen også den stadig aktuelle Vejlegårds-sag. Men bogen er først og fremmest et partsindlæg, i øvrigt med hundredvis af lange citater fra organisationsfolk og politikere. Der er i bogen ikke et eneste foto, ikke en eneste illustration. Ingenting ud over massive tekstsider. Første kapitel er for eksempel omkring 30 tætte sider helt uden overskrifter. Weekendavisen er til sammenligning et layoutmæssigt slaraffenland. Man har øjensynlig ikke gjort sig nogen pædagogiske eller didaktiske overvejelser i forhold til "Den Danske Model".
Krifas dvd på under ti minutter består af tre dele. Først et meget kort klip med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som omtaler organisationsfrihed og opfordrer til, at alle organiserer sig. Dernæst cirka syv minutters dramatisering mellem to garvede og en spritny kollega i en it-virksomhed – den nye kollega skal organiseres, men i hvilken fagforening? Det er kollegerne uenige om, og det fiktive og urbane skænderi skærer tydelige problemer og dilemmaer ud i pap. Til sidst på dvd’en er der fem elevaktiverende diskussionsoplæg til klassen med forslag til indsamling af information og med en stribe meget relevante problemstillinger.
Mellem de to materialer er der en verden til forskel i elevsyn, læringssyn og kundskabssyn. Hvad skal det betyde?
Fagforening på skoleskemaet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.