Hvis børn er aktive før, under og efter læsningen af en historie, bliver deres oplevelse og udbytte større, deres sproglige kompetencer forbedres, og de forbinder det at lytte og læse med noget dejligt.
Denne bog indeholder 30 eventyr. De fleste er gendigtninger af fortællinger af H.C. Andersen, brødrene Grimm og Svend Grundtvig. De er beregnet til oplæsning i børnehaver og indskolingen for børn mellem fem og ti år.
Der arbejdes med sprog og begreber både før, under og efter læsningen. Ukendte ord og begreber forklares, sjove rim indøves, og undertiden indgår bevægelse og fagter også under læsningen. Efter læsningen er der forslag til en lang række aktiviteter.
Et eksempel fra ”Prinsessen på ærten”: Fokusord før læsningen: ”Brud” og ”skuffet”. Rim: ”Hvis hun har en hud så blød, bli’r hun snart min brud så sød”. Efter læsningen er der forslag til flere fokusord og aktiviteter i tilknytning til eventyret.
Sproget i eventyrene er let tilgængeligt, illustrationerne er festlige og kan downloades, så de kan vises på et smartboard under oplæsningen.
Denne bog giver en rigtig fin håndsrækning til arbejdet med eventyr for de yngre aldersgrupper. Når eleverne bliver ældre, må vi håbe, at de også bliver præsenteret for blandt andet H.C. Andersens klassiske eventyr i den noget ældre sprogdragt, der jo også vil kræve en formidling.
Eventyr med rim og bevægelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.