Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Uddannelsesvejledning

Evaluering: Special Skills kan blive et endnu stærkere springbræt til uddannelse

Ifølge en ny evaluering bidrager Special Skills til at åbne elevernes øjne for de mange uddannelsesmuligheder, der er efter folkeskolen.

Eleverne får et godt indtryk af de forskellige fagretninger på Special Skills. For eksempel når de prøver, hvordan det er at malke en ko.

Foto: Henrik Stanek
Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
20. august 2026, kl. 11:31
Start debatten

Udskolingselever fra specialområdet får øje på uddannelsesmuligheder, når de er til event i Special Skills. Vejledningen kan blive endnu bedre, hvis der følges målrettet op hjemme på skolen.

Det viser en evaluering af de syv events, Special Skills afholdt rundt om i landet sidste år.

Her blev eleverne præsenteret for uddannelser inden for henholdsvis omsorg, sundhed og pædagogik, kontor, handel og forretningsservice, fødevarer, jordbrug og oplevelser samt teknologi, byggeri og transport.

Flertallet af eleverne svarer, at de har lært om nye job- og uddannelsesmuligheder, og 90 procent af underviserne vurderer, at eleverne får en grundlæggende forståelse af de enkelte fagretninger.

Især er dysterne om at lægge brosten, stable dåser eller sortere rawplugs og andre småting særligt engagerende. Her vurderer 96 procent af tidtagerne, at eleverne får et læringsudbytte, og samtlige tidtagere oplevede, at eleverne var meget aktive.

”Jeg er glad for evalueringen, for den peger på, at vi har nået mange af vores milepæle. Men jeg er allermest begejstret for, at den også peger ind i et udviklingspotentiale, når eleverne kommer hjem fra et event. Jeg har talt med mange undervisere, som fortæller, at eleverne er motiverede for at komme i praktik og se virksomheder,” siger projektleder Mette Navntoft fra Special Skills.

Lærere står alene med opfølgningen

Selv om Special Skills står et stærkt sted, ligger der et stort potentiale i at udvikle brobygningen til job og uddannelse før og efter, at eleverne har deltaget i et event, lyder det i evalueringen.

For selv om mange lærere gerne vil arbejde videre med elevernes motivation, står de ofte alene med at skabe forbindelsen til konkrete muligheder.

Anbefalinger til Special Skills

På baggrund af erfaringerne fra 2025 peger evalueringen af Special Skills på en række anbefalinger, som kan styrke både kvaliteten af events og den langsigtede effekt for eleverne:

Styrk opfølgningen før og efter events

Videreudvikl undervisningsmateriale og udarbejd simple guidelines til lærere og vejledere, så de kan arbejde mere systematisk med elevernes erfaringer. Det vil gøre det nemmere at omsætte motivationen fra eventdagen til konkrete skridt som praktik, virksomhedsbesøg og fritidsjob.

Gør farvekodestrukturen mere synlig og anvendelig

Special Skills har udviklet en farvekodet struktur, som afspejler de fire hovedindgange til erhvervsuddannelserne. En tydeligere forklaring på farvekoderne – på hjemmeside, i infobreve og i materialer – kan hjælpe både elever og fagprofessionelle til bedre at forstå formål, progression og muligheder. Strukturen kan med fordel integreres i forløb før og efter eventet.

Inviter kommunale og lokale aktører tættere ind i samarbejdet

Et styrket samarbejde med skoler, kommunale ungeindsatser, erhvervsplaymakere, uddannelsesvejledning og virksomheder kan understøtte brobygning og skabe flere konkrete forløb efter eventet. Der ligger et særligt potentiale i at koble elever til praktik, virksomhedsforlagt undervisning og fritidsjob samt praktik hos udbydere af uddannelser til målgruppen (FGU, STU, efterskoler, frie fagskoler mv.).

Lav prøvehandlinger i samarbejde med lokale skoler, kommuner, virksomheder og Special Skills- udbydere

Special Skills kan med fordel afprøve ovenstående tre anbefalinger med udvalgte skoler, kommuner og lokale udbydere om, hvordan der kan arbejdes videre med elevernes oplevelser, erfaringer og kompetencer.

Del viden og gode eksempler på tværs af landet

Fasthold og udbyg den landsdækkende videndeling mellem arrangører og udbydere. En fælles platform med gode eksempler, tjeklister og erfaringer kan styrke kvaliteten og hjælpe nye afholdere godt i gang. Det gælder også gode erfaringer med lokal fundraising og sponsorering, som flere vil have gavn af.

Fortsæt professionaliseringen af konceptet

Den nye visuelle linje, den ensartede standstruktur og det fælles eventkit har hævet kvaliteten markant. En fortsat konsolidering af disse elementer – kombineret med støtte til planlægning, logistik og samarbejde – vil sikre, at Special Skills fremstår stærkt og genkendeligt overfor både deltagere og samarbejdspartnere.

“Jeg så glæden hos mine elever. De har haft en positiv oplevelse, men jeg ved ikke, hvor de passer ind. De kommer ikke i praktik eller fritidsjob. Jeg har kontakt til et supermarked og ved ellers ikke, hvor de kan komme hen,” siger en lærer i evalueringen.

Der er et klart behov for mere støtte og systematik, særligt i form af materialer, værktøjer og hjælperedskaber, som gør det lettere at følge op, sammenfatter evalueringen.

”Flere efterspørger både enkle guides og inspiration til, hvordan erfaringerne kan anvendes i undervisning og vejledning, samt hjælp til at finde relevante virksomheder. For at udnytte potentialet fuldt ud kan Special Skills derfor styrke aktiviteter både før og efter events.”

Prøvehandlinger med kommuner kan bane vej

Special Skills vil gerne udvikle redskaber, som kan hjælpe lærere videre i arbejdet med deres elever.

”Hvis en elev synes, at metalværkstedet på Special Skills var spændende, skal de kunne arbejde videre med, hvordan eleven får et relevant fritidsjob eller kommer i juniormesterlære i branchen,” siger Mette Navntoft.

"For mange elever har det ikke altid været en succes at gå i skole, men på Special Skills får de tro, motivation og mod på, at der også findes en uddannelse til dem," siger Mette Navntoft.

Foto: Privatfoto

Projektlederen pusler med tanken om at lave prøvehandlinger sammen med kommuner om, hvordan undervisere kan gøre elevernes drømme til virkelighed.

”Der kører et andet projekt om at få unge i fritidsjob, og vi kan måske samarbejde med kommuner derfra. Det kan også være kommuner, som går foran med at få elever i juniormesterlære.”

En anden mulighed er at udvide det gratis vejledningsmateriale, som Special Skills udgav for tre år siden. Det består af fem moduler på i alt 12,5 lektioner og kan bruges af både lærere og UU-vejledere.

Tanken er, at de arbejder med materialet, inden eleverne skal til et vejledningsevent, men lærere efterspørger et sjette modul med fokus på elevernes erfaringer, når de kommer hjem fra et event, fortæller Mette Navntoft.

Her kan I komme til Special Skills

Special Skills afholder events én gang om året flere steder i landet. I år er der i alt ni events, hvilket er to flere end i 2025. Det første blev afholdt i Thisted i april, og de otte andre foregår i september og oktober, alle steder fra 10 til 14:

7. september (tilmeldingsfrist 24. august)

Karise Efterskole på Østsjælland

10. september (tilmeldingsfrist 28. august)

Landeriet ved Herning

15. september (tilmeldingsfrist 2. september)

Vittrup Fri Fagskole ved Løkken

17. september (tilmeldingsfrist 4. september)

Troldkær ved Rødding

22. september (tilmeldingsfrist 9. september)

Aabæk Efterskole ved Aabenraa

24. september (tilmeldingsfrist 10. september)

Efterskolen Helle ved Grenaa

29. september (tilmeldingsfrist 18. september)

STU Ertebjerggaard ved Slagelse

1. oktober (tilmeldingsfrist 17. september)

København

I løbet af 2025 var 4.263 elever logget ind på undervisningsmaterialet. I år skal tallet højere op.

”Sidste år arbejdede vi målrettet på at få materialet mere i brug, og det gav pote. I år er vores mål at komme op på 6.000 elever. For jo flere der bruger undervisningsmaterialet, desto mere feedback kan vi få om, hvordan det fungerer, så vi kan udvikle på det,” siger Mette Navntoft og gør opmærksom på, at man godt kan bruge undervisningsmaterialet, selv om man ikke skal deltage i et event med sine elever.

Politikere skal høre om resultaterne

Special Skills har bedt om foretræde for Folketingets skolepolitikere, hvor Mette Navntoft vil præsentere evalueringens resultater. Det sker formentlig i september.

”Vi er kommet et skridt videre, siden vi var til foretræde i maj sidste år. Dengang havde vi ikke en stor evaluering med os, men nu viser en række resultater, at Special Skills gavner eleverne. Den dokumentation vil vi gerne fremlægge.”

Hun vil også fortælle, at udviklingspotentialet i Special Skills kan være med til at understøtte den konstante gruppe på omkring 45.000 unge, som står uden job og uddannelse.

”De elever, vi laver events for, risikerer at blive en del af den gruppe unge. Vi vil gerne skabe en udvikling, som gør, at de i stedet kommer i gang med en uddannelse, de brænder for. For mange i målgruppen har det ikke altid været en succes at gå i skole, men på Special Skills får de tro, motivation og mod på, at der også findes en uddannelse til dem.”

Special Skills efterlyser fast finansiering

Da organisationen sidste år mødtes med skolepolitikerne gjorde Mette Navntoft dem opmærksom på, at finansieringen af Special Skills ikke er bæredygtig. Den problematik vil hun rejse igen.

”Vi har fået støtte fra Egmont Fonden og Landsforeningen Livsværk i tre år. Bevillingen udløb i januar, og Egmont Fonden opfordrede os til at søge om en etårig forlængelse, så vi får tid til at sikre en grundfinansiering. Så nu har vi til 31. marts næste år,” fortæller Mette Navntoft.

Hun forestiller sig, at Special Skills kommer på finansloven eller får SSA-midler, som er en pulje til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.

”Sidste år var vi bagud fra start, fordi vi havde foretræde i maj, og partierne afleverer deres ønsker til den kommende finanslov i april. Men vi oplevede velvilje og lydhørhed, og jeg holder nu møder med relevante politikere, både for at skabe synlighed om målgruppen, og om hvad vores vejledning kan gøre for eleverne, men også fordi vi har brug for finansiering,” siger Mette Navntoft.

Special Skills

Special Skills er for udskolingselever, der modtager specialundervisning. Eventet opstod i 2017 som et lokalt initiativ i Ishøj inspireret af Skills Denmark, som i mange år har været et generelt tilbud til elever i aldersgruppen. Siden 2019 har Special Skills været en landsdækkende nonprofit-forening med Egmont Fonden og Landsforeningen Livsværk i spidsen.

I dag tilbyder Special Skills særligt tilrettelagte undervisningsforløb og events rundt om i landet, som både består af praktiske konkurrencer og tid til fordybelse i udvalgte fag i fire erhvervsretninger. På den måde understøttes eleverne i at udforske egne interesser og evner, så de bedre og mere realistisk kan inddrages i beslutningen om deres fremtid.

En fast grundfinansiering vil give ro til at udvikle events og undervisningsmateriale yderligere og til at få fodfæste det sted i landet, hvor der ikke afholdes Special Skills i dag.

”Vi har ikke events på Fyn, og det kræver ressourcer at åbne nye døre,” siger projektlederen.

Ny visuel identitet signalerer seriøsitet

Special Skills har dog taget et skridt på vejen. Sidste år fik organisationen en bevilling på 600.000 kroner fra Erhvervsskolernes år under Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til at udvikle en ny visuel identitet.

Det sætter nu sit præg på events, hjemmeside og i kommunikationen til samarbejdspartnerne.

”Deltagerne oplever nu en ensartethed på vores events, fordi vi kommer med skilte, flag og pavilloner, hvor uddannelsesudbyderne tidligere kom med deres eget udstyr. Det visuelle udtryk illustrerer, at Special Skills er et professionelt foretagende, så nye skoler kan nu se, at Special Skills står for seriøsitet. Den øgede genkendelighed skal samtidig få eleverne til at føle sig som en del af noget større,” siger Mette Navntoft.

Start debatten

Læs også

  • To aktører ønsker penge til deres arbejde med unge i specialtilbud

  • Intensive konkurrencer og små øvelser hjælper elever på vej til en fremtid efter skolen

    Intensive konkurrencer og små øvelser hjælper elever på vej til en fremtid efter skolen

  • Special Skills udgiver gratis uddannelsesmateriale til elever med særlige behov

    Special Skills udgiver gratis uddannelsesmateriale til elever med særlige behov

3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Evaluering: Special Skills kan blive et endnu stærkere springbræt til uddannelse

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS