Evaluering: Co-teaching styrker inkluderende fællesskaber

Hvis co-teaching skal fungere, skal samarbejdet rammesættes, tilrettelægges og organiseres fælles i praksis. Så virker det klart bedst, viser en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut "Specialpædagogisk kompetence i almenundervisningen - Flerfagligt samarbejde mellem lærere og vejledere".

Måske er det ikke noget, man kan tage på kursus og lære. Det ernok netop co-teaching, som kan give det. For hvad gør vi lige i denkonkrete situation nu? Det er nok det, jeg har brug for: At når jegstår i en konflikt, at jeg kan få at vide præcis, hvad vi kan gøreher (…). Det er de konkrete ting, når man møder noget, som erbesværligt, at man så har en konkret støttefunktion der.

Lærer

Jeg har prøvet det et par gange efterhånden. Og jeg synes, deter godt. Hver uge, når vi mødes om 2.x, så sidder vi med de sammehistorier. Vi ved godt, at vi snakker om de samme dumme ting. Mennår der kommer nogle udefra og kigger og løfter os ud af voreslille osteklokke og spørger: 'Hvorfor gør I sådan? Kunne I gøresådan i stedet?' Så ser vi os selv med nogle andre øjne. De stillerspørgsmål, og så roder vi selv med svarene. Vi kan ikke selv stillede spørgsmål, fordi vi er inde i den osteklokke.

Lærer

De skal være ydmyge i forhold til, at vi har noget viden omnogle børn. Og det synes jeg også, at de er. Det er ikke sådan, atde er bedrevidende. Det er en meget jævnbyrdig snak blandtprofessionelle mennesker. Jeg føler ingen eksamen eller noget. Deter bare nogle, der kommer og hjælper.

Lærer

Så snart man møder nogle lærere, der ikke er forberedte på, hvemvi egentlig er, og som tænker, at det måske er oppefra, vi kommer,og så de finder ud af, at vi ikke er konsulenter, der kommer ud oglaver noget. At vi faktisk er nogle, der har fingrene i dejen ognede i mulden hele tiden, så kan man se, at skuldrene kommer ned,og vi kan begynde at tale ud fra samme... så kommer vi ind i enjævnbyrdighed.

Vejleder

De er meget ofte låst fast i deres forestilling, både om barnet,og hvad de skal nå, og hvad de må. Hvor vi jo hele tiden tænker:'Hvad er barnets niveau? Og hvad er zonen for nærmeste udvikling?'Det er jo så normalt for os at tænke: 'Hvorfor arbejder I heroppe,når han ligger hernede? I får jo ikke noget ud af det.' Og det,tænker jeg, er nok den største forskel.

Vejleder

I rapporten er læreres, lederes og vejlederes erfaringer med flerfagligt samarbejde indsamlet og kommenteret. Seks case-studier er baggrunden for Eva-rapporten - tre vejledningsforløb og tre samarbejdsforløb. Case-studierne er fra Vadum Skole i Aalborg Kommune, Brøndby Strand Skole i Brøndby Kommune, Østbirk Skole i Horsens, Danehofskolen i Nyborg, Skovvejens Skole i Ballerup og Langelinje Skole i København.

Rapporten er tænkt som inspiration til ledere, vejledere og lærere. Evalueringsinstituttet fortæller, at de har undladt at sige noget om udbredelsen af co-teaching på skolerne, fordi svarprocenten på den kvantitative del har været ret lille. Eva har sendt et spørgeskema ud til 4.943 lærere og pædagoger, men de har trods rykkere kun fået svar fra 1.027 - 20,8 procent - og heraf har under halvdelen prøvet at deltage i et samarbejdsforløb eller vejledningsforløb.

I den kvalitative del af rapporten har Eva interviewet deltagere i vejledningsforløb og samarbejdsforløb på seks skoler, og rapporten indeholder mange citater fra deltagerne.

Ny forskning: Hjælpen til inklusion er mest dekoration

Kan støtte hinanden

Vejlederne fra undersøgelsen er læreruddannede, men de har desuden en særlig specialpædagogisk viden, som de har tilegnet sig gennem efter- og videreuddannelse og/eller ved at undervise på specialskoler eller specialklasser.

71 procent af lærerne i undersøgelsen har svaret, at vejledningsforløbet i høj grad (21 procent) eller i nogen grad (50 procent) har bidraget til at udvikle deres pædagogiske og didaktiske praksis i klasseværelset. Når det gælder samarbejdsforløb svarer 79 procent af lærerne, at det i høj grad (22 procent) eller i nogen grad (57 procent) har udviklet deres praksis.

Især svarer lærerne, at de gennem forløbet har fået ny viden, som de anvender i deres undervisning, har fået inspiration, nye kompetencer og en ny forståelse af en eller flere elever i klassen. Lidt under halvdelen svarer også, at de nu organiserer dele af deres undervisning på en anden måde, og at forløbet har styrket deres samarbejde med teamet.

Når lærer og vejleder sammen står i en situation i undervisningen kan de bedre støtte hinanden. Afstanden fra teori til praksis reduceres og nogle specialpædagogiske pointer bliver nemmere at bruge og dele.

Inklusionsserien #inklusion - se artiklerne her

Udfordringer og tidsmangel

De lærere, der oplever et begrænset udbytte af samarbejdet, fortæller, at samarbejdet ikke var nok til at løse de konkrete udfordringer, fordi vejlederen ikke havde de rette kompetencer, eller det var for svært at overføre vejlederens viden og erfaringer til undervisningen. Der er i undersøgelsen tale om 14-17 procent, der svarer sådan. Nogle oplevede for mange udfordringer i samarbejdet og for lidt tid til forløbet.

Der er forskelle på vejledningsforløb og samarbejdsforløb og på måden samarbejdet forløber på. Rapporten er bygget op med refleksionsspørgsmål til ledere, vejledere og lærere efter hvert afsnit.

I rapportens indledning nævnes, at lektor og ph.d Lotte Hedegaard Sørensen i sin forskning har beskrevet en væsentlig forskel mellem special- og almenpædagogik, der også gør sig gældende i kommentarerne fra lærere og vejledere i rapporten. I specialpædagogikken tages afsæt i børnenes individuelle situationer og undervisningen tilrettelægges ud fra dét. Hvor man som lærer i almenpædagogikken i langt højere grad har fokus på undervisningen i fag og på hele klasser - og tilrettelægger undervisningen ud fra det.