Er det en selvfølge, at alle børn i førskolealderen kender farverne, kan slå en kolbøtte eller ved, hvad en bog er?
HippHopp hedder et projekt, der skal give forældre konkrete redskaber til, hvordan de opgraderer deres barns faglige, sociale og motoriske kompetencer.
I løbet af 30 uger kommer en guide hver anden uge hjem til familierne med ugens fortælling og opgavesæt, som forældrene dagligt skal bruge 15 minutter på med barnet. Det kan være at tegne, klippe, læse eventyr eller spille bold med barnet. Hver anden uge holdes netværksmøder med alle forældre og guider. Her gennemgås ugens aktiviteter, og forældre kan diskutere erfaringer over fællesspisning.
De sidste to år har projektet kørt på forsøgsbasis i Horsens, Sønderborg, Varde og Helsingør under Servicestyrelsen, som er en del af socialministeriet. Projektet er oprindeligt israelsk og har til formål at gøre førskolebørn parate til skolestart.
"Tanken er at sætte præventivt ind, så man senere undgår, at barnet må gå klassen om eller komme i specialklasse. Fremgangsmåden er at arbejde sig frem ad tre levels med alle kompetencerne. Eksempelvis lærer barnet først ord, så sætninger og til sidst at kommunikere", forklarer koordinator i Helsingør kommune Cornelia Linde Jørgensen til folkeskolen.dk.
Og behovet er tilsyneladende stort. I Helsingør var der plads til 36 familier, men hele 72 tilmeldte sig. I kommunen har man da også som den eneste i forsøgsperioden opereret med tosprogede guider, en tyrkisk og en arabisktalende, hvilket har været en stor succes. For en del af barrierne kan være kulturelle, mener koordinatoren. Dog henvender projektet sig langtfra kun til socialt udsatte familier, fortæller hun.
"Alle forældrene i programmet arbejder eller er under uddannelse. Faktisk møder vi i lige så høj grad direktørens datter, hvor forældrene ikke giver sig tid til at bruge et kvarter dagligt til at lave en aktivitet med barnet", siger Cornelia Linde Jørgensen.
Et kvarter om dagen skal gøre børn parate til skole
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.