"Selvom man talte meget om, at det skulle være en fusion af to kulturer, så er det svært at ændre på så meget, når vi ikke kommer 30, men kun otte lærere fra Rønnevangsskolen. Tingene kørte jo i forvejen", siger Tina Kærgaard, der siden august har været klasselærer i 1.e på Torstorp Skole i Høje-Taastrup Kommune.
"Et hvert sted er der jo ting, man har tradition for, og måder, man normalt gør tingene på", tilføjer hun.
Så ambitionen om, at 'plejer' skulle være død efter skolesammenlægningerne, var svær at indfri i praksis. Men nu passer det nye arbejdsmiljø på Torstorp Skole heldigvis Tina Kærgaard godt.
"Når det som ny er svært at gå ind og pille ved så meget, så er det heldigt, at jeg heller ikke ønsker at pille ved noget særligt", siger hun og hæfter sig ved, at hun er blevet taget åbent imod på det nye lærerværelse. "Folk har været gode til at huske, at det ikke er os alle sammen, der ved, hvordan alting normalt foregår", fortæller hun.
Men ét kryds har Tina Kærgaard og Rønnevangskolens lærere kunnet sætte i Torstorp Skoles traditionskalender. Den 15. december besøger skolen Rønnevangskirken, der ifølge den nu nedlagte skoles lærere kan noget helt særligt.
"Præsterne her er helt fantastisk gode til børn og laver hvert år et show på baggrund af årets tv-julekalender. Vi har ikke skulle overbevise Torstorp Skole om ideen, men vi har kæmpet med at få lov at tage eleverne herfra til et andet kirkesogn", fortæller hun.
Jeg ville ikke sætte mig alene
I lærerværelsets rødpolstrede sofaer befinder Tina Kærgaard sig godt. Efter et halvt år kender hun navne og initialer på alle indskolingslærere og ingen ansigter er længere ukendte for hende.
Første skoledag efter nedlæggelse: Ud med sidste skoleår
"Vi lærere fra Rønnevangsskolen sidder ikke i en fasttømret gruppe. Slet ikke. Jeg sidder oftere i sofaerne med mit lærerteam. I ti-pausen er der frugt og så står folk og taler på kryds og tværs. Det virker meget tilfældigt, hvem der lige samles", fortæller hun.
Selvom udskolingslærerne både fagligt og fysisk på skolen er placeret langt fra Tina Kærgaards hverdag i 1.e, nøjes de ikke med at nikke høfligt på gangene.
"Jeg oplever, at vi er én lærergruppe. Så hvis det kun er lærere i udskolingen, der sidder her, når jeg kommer ind og skal spise min frokost, så sætter jeg mig da hen til dem. Jeg ville ikke sætte mig alene", understreger hun.
En anden historie
På flere måder føler Tina Kærgaard sig heldig.
"For mig personligt åbnede det nogle muligheder, at Rønnevangskolen blev nedlagt. Jeg blev klasselærer i indskolingen og de ydre faciliteter på Torstorp Skole er bare bedre, end de var på Rønnevangskolen. Det er en meget nyere skole", siger hun.
Men den unge klasselærer er også lykkelig for, at hun endte på Torstorp Skole og ikke som størstedelen af hendes gamle kolleger på en anden af kommunens skoler.
"Jeg har været heldig, at jeg er endt her. Jeg kan fornemme på mine tidligere kolleger, der nu er på den anden skole, at det er et stort byggerod derovre og det er noget af et kaos med en ny ledelse oven i købet."
På Torstorp Skole forblev skoleledelsen, som den var inden kommunens skolesammenlægninger. Ansvarsfordelingen er skarp, og lederne på de enkelte afdelinger meget synlige i hverdagen, fortæller Tina Kærgaard optimistisk.
"Jeg ved ikke, om historien om skolenedlæggelserne i Høje-Taastrup Kommune er lige så positiv på den anden skole. Dér er de fysiske rammer også under ombygning - her har vi helt sikkert en anden ro", afgør hun.
Et halvt år efter skolelukning: Traditioner er svære at flytte
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.