I anledning af Jørgen Gimbels 60-års dag i efteråret har to kolleger samlet en vifte af væsentlige og aktuelle artikler i et festskrift til fødselaren.
Jørgen Gimbel er pioner i den danske forskning i dansk som andetsprog og undervisning af sproglige mindretalselever, og festskriftet afspejler Gimbels forskning, der i 1977 tog sit udgangspunkt i en kritik af Basil Bernsteins sprogkodeteori.
Venner, fagfæller og kolleger fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Holland har bidraget med i alt 19 artikler til festskriftet.
Skriftet er delt op i tre afsnit, en sociolingvistisk del, en sprogpædagogisk del og en del, der omhandler dansk som andetsprog.
Den sociolingvistiske del behandler blandt andet nogle af de kulturelle og etniske ændringsprocesser, der har fundet sted i forbindelse med indvandringen. Betydningen af de forskellige sprogs status i forhold til samfundet, uddannelse og det enkelte individ belyses også.
Den sprogpædagogiske del omhandler blandt andet beskrivelse af børns sprogtilegnelse og nogle af de vilkår, hvorunder denne finder sted - for eksempel i skolen. Dette afsnits artikler fører til den konklusion, at lærere, der underviser i dansk som andetsprog, og i klasser, hvor elevgruppen er kulturelt og etnisk sammensat, må være godt uddannelsesmæssigt udrustet.
Artiklerne i dette flotte festskrift til Jørgen Gimbel afspejler den bredde, der findes i tosprogethedsforskningen og -pædagogikken i dag - i såvel Danmark som de lande vi almindeligvis sammenligner os med, og skriftet er derfor aktuelt og relevant for lærere, der underviser tosprogede elever.
Et flerkulturelt Danmark - festskrift til Jørgen Gimbel
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.