Anmeldelse

Crossroads 7

If it ain’t broken why fix it?

Hvis man er på udkig efter en ny og revolutionerende måde at undervise på, skal man holde sig fra "Crossroads". Leder man derimod efter en klassisk, solid, kommunikativ tilgang til sprogundervisning, er "Crossroads" et rigtigt godt bud.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Crossroads 7" er et omfangsrigt materiale med to tekstbøger med de samme tekster, blot er teksterne let forkortede i den ene udgave. Ideen er, at differentieringen så bliver lidt lettere.

Fakta:

Titel: Crossroads 7

Forfatter: Lisbeth Kodal, Catherine Watson

Pris: 233,75

Sider: 156

Type: Texts

Forlag: Gyldendal

Pris: 233,75

Sider: 156

Type: Texts Light

Pris: 191,25

Sider: 114

Type: Tasks

Pris: 731,25

Sider: 108

Type: Lærervejledning

Hmmm, det er jeg ikke så sikker på. Sværhedsgraden i de to tekstbøger er ikke så forskellig, men de lidt kortere tekster er selvfølgelig lidt mere overskuelige. Differentiering bliver aldrig noget, som kan ordnes med et quickfix, og den her løsning er måske mere god vilje en egentlig hjælp. Teksterne er enkle, men det sproglige niveau er forholdsvis højt. Dette bevirker, at de meget enkle tekster fremstår autentiske. Sproget øger naturligvis sværhedsgraden, men teksternes enkelhed gør, at det alligevel er muligt at differentiere, så de fleste elever kan være med.

Opgaverne i opgavebogen er varierede og fint markeret med små ikoner, som fortæller, om opgaven er tænkt som en mundtlig, undersøgende, mundtlig/skriftlig, skriftlig eller rollespilsopgave. Lærervejledningen understreger, at læreren jo selv kan vælge, men fremhæver, at gruppe- og pararbejde er vigtigt. Opgavebogen er helt fri for farverige illustrationer. Knap halvdelen af opgavebogen er viet til grammatikken - gode, grundige, velvalgte forklaringer med tilsvarende småopgaver. Man kan altså bruge en del af undervisningen på specifik grammatikundervisning, men opgavernes antal gør, at man forhåbentlig som lærer bliver mindet om, at grammatik ikke kun hører hjemme i særlige grammatikklumper, men også skal integreres i undervisningen i al almindelighed, så den ikke løsrives fra resten af sprogundervisningen.

Til systemet hører også en i-bog med alle tekster, de fleste læst op af native speakers med forskellige accenter. I-bogen har selvrettende opgaver og eksterne link, som underbygger teksten eller temaet.

Lærervejledningen har en fin introduktion til ideen bag materialet og vejledninger til de enkelte kapitler. Vejledningerne er meget tydelige. Jeg blev lidt småirriteret over den ihåndholdende grundighed, men måske er det meget rart, hvis man er ny i faget. Grundigheden bidrager til, at man ikke behøver at tænke ret meget selv, og det kan jo være en lettelse i en travl hverdag. Lærervejledningen indeholder også ekstraopgaver til kapitlerne, grammatikopgaver og test.

"Crossroads 7" er klassisk, i den forstand at materialet består af tekster og opgaver. Hvis man sørger for at få i-bogen med, er der eksterne link, men det er stadig tekst, der fokuseres på. Bøgerne er rigt illustreret og har også billedmateriale, som danner udgangspunktet for samtalen.

Temaerne i "Crossroads 7" er New Zealand, World of Work, Side by Side, Expressions, Fame, Belonging. Udmærkede temaer til målgruppen: Dejligt konkret med et landetema, fint med noget om venner og tilhørsforhold (Side by Side og Belonging), noget om at blive voksen (World of Work), og Expressions dækker over et tema om tøj som udtryksmiddel, streetart og dans.

Det er en udfordring at få et materiale til at fremstå appellerende og moderne, uden at risikere at det forældes lynhurtigt. Det er i særdeleshed udfordringen i kapitlet om Fame, hvor de omtalte berømtheder måske ikke er aktuelle så længe. Kapitlet beskæftiger sig med berømtheder af mange slags, hvilket er en styrke, men berømthedstemaet lever jo også i kraft af at handle om … berømtheder, og det kan godt være svært at ramme målgruppens stjerner. "Crossroads 7" slipper hæderligt, men ikke uden en svag duft af truende mølkugler i kulissen, selvom en af teksterne er fra 2017.

Jeg anmeldte "Crossroads 10" for tre år siden - og var tilsvarende begejstret. Materialet er professionelt og godt gennemarbejdet. Jeg savner lidt flere skønlitterære tekster, hvor samtalen kan bevæge sig ad andre stier - det gjorde jeg også i anmeldelsen af "Crossroads 10". Men alt i alt er "Crossroads 7" et godt bud på et godt grundmateriale.