Hvis du underviser i engelsk i 3. klasse, må du absolut anskaffe dig denne bog. Poul Otto Mortensen giver først en sammenhængende fremstilling af baggrunden for engelsk i 3. klasse. Dernæst følger en gennemgang af, hvilke faktorer der kan gøre tidlig fremmedsprogsindlæring til en succes. Forfatteren kommer blandt andet ind på, hvor vigtigt det er at have veluddannede faglærere, der kan optræde som sproglige rollemodeller for børnene. Der er dog også andre faktorer end lærerens faglige dygtighed og personlighed, der spiller ind ved sprogtilegnelse. Der kan for eksempel nævnes forskelle i motivation hos børnene, forskellige evner, graden af selvtillid og kvaliteten af det benyttede undervisningsmateriale. Når vi underviser i sprog, er det selvfølgelig ikke kun fremmedsproget, der bliver listet ind ad bagdøren. Børnene opnår også gradvist en større forståelse af kulturelle og sproglige ligheder og forskelle. Dermed er der et håb om, at eleverne vil udvise en større tolerance, respekt og åbenhed over for andre kulturer.
Vi får ligeledes en grundig og interessant beskrivelse af de forskellige teorier, som ligger bag sprogtilegnelse hos børn. Dernæst følger andre forfatteres beskrivelse af, hvordan man i praksis underviser elever. Der er mange gode eksempler på, hvordan undervisningen i 3. klasse kan gribes an. Vi hører blandt andet om anvendelsen af storybooks, dramatiseringer, gættelege, ordlege, rollespil, sange og tongue twisters.
Sidst i materialet beskrives, hvordan man kan inddrage den internationale dimension og it i begynderundervisningen. Alt i alt er der tale om en anbefalelsesværdig bog, som også bør læses af skoleledere, skolebestyrelser, forældre og andre interesserede.
Engelsk i 3. klasse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.