En smuk forestilling om en ond skæbne

Et utal af fortællemæssige elementer forener sig i denne meget vellykkede og gennemførte fortælling om Ole Pedersen Kollerød, en mand med en ond skæbne Dukken er stor, ligeså stor som et menneske. Med to løsrevne ben, to løsrevne arme, en torso, og et hoved. I hænderne på samtlige medvirkende formes den, dannes, og opløses igen. Den er Ole Pedersen Kollerøds skæbne. Hans onde skæbne. Den skæbne, der har fulgt ham, siden den dag i 1802, hvor han blev født som søn af en fordrukken skrædder og en ukærlig mor. Over årene som tjenestekarl hos en ondsindet herre, til årene som slæbekarl hos mølleren i Gothersgade i København. Til årene i tugthuset og til den dag, hvor han endeligt besegler sin skæbne - som et umenneske ved at begå rovmord.

Og gennem hele dette ulykkelige forløb træder skæbnen, den leddeløse dukke, mere og mere i karakter. Og da Ole Pedersen Kollerød til sidst bliver spurgt, om han er klar til at blive kørt ud på Amager Fælled til halshugning, er det dukken som siger et klart Ja. Årstallet er 1840, og det er sidste gang, det officielle Danmark tager livet af et menneske ved halshugning.

Men hvad er et menneske? Og hvordan ser et menneskes skæbne ud? I den levnedsbeskrivelse, som Ole Pedersen Kollerød forfattede i tiden op til sin halshugning, fortæller han, at han mener, at vi bliver formet af andre. Vi har ikke den frie vilje; og nogen af os er forbandet med en ond skæbne han selv. Og andre, for eksempel arrestforvalteren, der opfordrer Ole Kollerød til at nedskrive sin historie, har den gode skæbne.

Denne historie bliver fortalt. Ikke kun ved hjælp af dukken, denne hans onde skæbne, som alle de medvirkende har del i at forme. Men også ved hjælp af Klaus Risagers fremragende, nærmest hypnotiserende musik. Og ved hjælp af skyggespil på scenens tre store skærme, effektiv dans - også på og rundt om de store flytbare kasser, lys- og lydeffekter.

Og som en helt enkel, men meget klar effekt, træder alle medvirkende ind og ud af rollen som rovmorderen og forbryderen, Ole Pedersen Kollerød. Én bliver drillet som barn. En anden bliver pisket som ung. En tredje bliver forelsket som lidt ældre, eller snydt som voksen. En fjerde bliver tyveknægt som helvoksen. Og alle mister de et barn, da Ole Kollerøds elskede kvinde må dræbe den nyfødte i afmagt.

Alle disse situationer fremvises af de fem velspillende og veldansende skuespillere. For det kunne jo lige så godt være dem, der havde fået den onde skæbne. Eller kunne det lige så godt være os? Og sådan lægger Ved daggry op til store diskussioner i skolens ældste klasser. Diskussioner om fri vilje, ansvarlighed og om hvordan forbrydelse vokser ud af et uretfærdigt samfund.

Men den kan også bare ses. Som en fremragende og meget vellykket teateroplevelse, hvor et utal af fortællemæssige elementer forener sig for at fortælle historien om Ole Pedersen Kollerød. En mand med en ond skæbne.

Lone Nyhuus