En drilleblære, der bliver en problemblære

Da jeg var barn, fik jeg en lp med Trilles børnesange, og da jeg læste bøgerne ”Mig og min blærerøv”, da kørte sangen ”Dit og dat” inde i mit hoved, hvor Trille synger: ”Der er så mange mennesker/rundt omkring mig hver dag/og de siger alle sammen gør nu dit og gør nu dat”.

Det er præcis den følelse, jeg sidder tilbage med, efter at jeg har læst de to små letlæste bøger for små skolebegyndere.

Bøgerne handler om Wilma, der lider af inkontinens. Hendes forældre og lærer vil så gerne hjælpe hende sikkert igennem en skolehverdag, hvor tankerne løber løbsk inde i hovedet. Det er overjeget, der er ved at etablere sig inde i det syvårige barn, hvor tankerne kører rundt: ”Husk at tisse, når du mærker det”; ”Husk det inden leg”; ”Husk at drikke”; ”Husk dit og husk dat”.

De voksne stiller så mange spørgsmål, og det kan kun gøre en gammel lærer ked af det, når vi ser, hvor kort barndommen efterhånden er blevet. Eller er blevet det igen efter et halvt århundrede med frisind og leg. Hvad der før var naturligt, er nu blevet sygeliggjort med læger, der skal undersøge og give piller, når ens blære driller. For man må jo huske at gå på toilettet, så man ikke tisser i bukserne eller i sengen om natten.

Selvfølgelig er der børn, der har problemer med at styre deres blære, og at der skal medicin og disciplin til. Så bliver det styret med adfærdsregulerende præmier, hvor man får klistermærkestjerner, når man gør, som de voksne gerne vil have det. Og kroppen husker at gøre, som der bliver forlangt.

Selvfølgelig er det godt med pædagogiske bøger, for jeg husker da selv, at jeg blev skældt meget voldsomt ud af min lærer i 1. klasse, da jeg selv tissede i bukserne, fordi jeg ikke turde sige i timen, at jeg skulle ud at tisse, da der lige forinden havde være andre i klassen, der var blevet skældt voldsomt ud, fordi de ikke havde husket at tisse af i frikvarteret. Til gengæld var det så mig, der i flere år blev mobbet, fordi jeg havde tisset i bukserne i skolen.

Hvad der er det rigtige eller forkerte i det her, ved jeg ikke. Men jeg er ikke sikker på, at bøger af denne her slags er vejen frem. Er børnelivet virkelig blevet så anstrengt og regelstyret, at der er flere og flere børn, der har svært ved at passe ind i det alt for hurtige hverdagsliv?