Børnehaveklassen er en del af helheden og starten på fællesskabets skole. Jeg har arbejdet som børnehaveklasseleder i tyve år og kender til de daglige udfordringer og oplevelser, der følger med jobbet som børnehaveklasseleder. Børnehaveklassen er nu endelig blevet obligatorisk, og der har siden 2003 også været Fælles Mål for børnehaveklassen. Arbejdet som børnehaveklasseleder har ændret sig gennem årene, og vi har ligesom lærerne brug for opkvalificering. Derfor vil jeg fortsætte med at arbejde for både en overbygningsuddannelse til nyansatte børnehaveklasseledere og et efteruddannelsestilbud til de børnehaveklasseledere, der har arbejdet i børnehaveklassen i mange år. Den uddannelse, vi tog i sin tid, holder ikke arbejdslivet ud, der er brug for ny inspiration og opkvalificering målrettet vores undervisning i børnehaveklassen.
Vi har ved de seneste overenskomster fået arbejdstidsaftaler, der ligner lærernes mere end tidligere. Det er efterhånden svært at se, hvad der adskiller vores arbejde fra det arbejde, som vores kolleger i indskolingen udfører, så derfor bør arbejdstidstalerne være ens. Vores lønforhold er også lærerlignende, men der er muligheder for forbedringer. Forklaringen på, at vores startløn er lavere end lærernes er forskellen på uddannelseslængden, men at forskellen er større på vores slutløn kan ikke forklares med baggrund i uddannelseslængden. Jeg vil arbejde for, at vi får løn som fortjent i forhold til det ansvar, vi har som de, der skaber fundamentet for et godt skoleforløb.
En del af helheden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.