Eminent didaktiktaktik

Hver gang et læremiddel til natur/teknologi er passeret hen over mit anmelderskrivebord, har jeg tænkt på, om der nu omsider var uddannet tilstrækkeligt med kvalificerede lærerkræfter til at undervise i faget. Den aktuelle udgivelse dokumenterer heldigvis, hvordan det på læreruddannelsen ikke burde skorte på muligheder for at få en forsvarlig natur/teknologi-ballast med ud i praksis. Jeg vil endda vove den påstand, at enhver lærer med blot en smule flair og interesse for sagen ved selvstudium af bogens knap 200 sider vil kunne lægge alen til sin vækst i undervisningskompetence. På den relativt begrænsede plads lykkes det således forfatteren at komme så langt ud i fagets hjørner, som nogen kunne ønske sig.

Natur/teknologis afsæt i naturvidenskaberne og begrundelserne for overhovedet at undervise i faget bliver behandlet i de to første kapitler. Hertil kommer en passende grundig gennemgang af Piagets teorier om børns læring og udvikling, ligesom også Vygotsky (det er ham med "nærmeste udviklingszone") inddrages.

Forfatteren redegør i bogens centrale kapitel indgående for, hvordan der i læreruddannelsen arbejdes med undersøgelse, modellering, perspektivering og kommunikation – men på en måde, så også allerede fungerende lærere kan få stort udbytte heraf. Blandt meget andet anføres gode argumenter for at foretage de praktisk-eksperimentelle undersøgelser, ligesom der reflekteres over modelleringskompetencen og progressionen i arbejdet med denne. Endelig bliver der stillet skarpt på et væld af muligheder for at kommunikere sine resultater: sneglemodel, kolonneskrivning, dukkeformidling …

Lærerens naturlige rolle som rammesætter, og hvordan den bedst udfyldes, får mere end et par ord med på vejen, og under overskriften ”Evaluering” er det en vigtig pointe, at denne er til for elevernes skyld. Her inddrages i øvrigt også Blooms taksonomi i overvejelserne.

Selvfølgelig må der i en komplet fremstilling om fagdidaktik være et kapitel om læremidler, og listen er lang. Fra konkrete genstande og fænomener over måleinstrumenter og konstruerede læremidler til traditionelle taskebøger og redidaktiseret materiale.

I et afrundende kapitel kan vi læse en historisk redegørelse for, hvordan natur/teknologi er blevet et 2020-skolefag. Tja, tænker jeg – interessant, men måske ikke det vigtigste at læse for at blive klædt (bedre) på som underviser. Til gengæld er de mange dybtborende og derfor ret krævende hjælpespørgsmål til det fagfaglige såvel som til didaktikken uomgængelige. Blot kan jeg ikke forstå, hvorfor læseren indledningsvis opfordres til at finde og læse forskellige religiøse skabelsesberetninger, når sammenstillingen religion-videnskab alligevel ikke synes at være et tema. Her kunne ellers anføres, at den første til at formulere teorien om Big Bang – og det var altså ikke amerikaneren Hubble, men belgieren Le Maître – ud over at være kosmolog også var katolsk pater. Dét var da en pointe at tage afsæt i.