Emilie Fabricius er helt sikker på en ting: Hun er ikke til langdistanceforhold.
Da hun gik på første år på læreruddannelsen i Hillerød, besluttede hendes kæreste, at han ville tage en uddannelse, der kun kan tages i Aalborg.
Derfor gik hun i januar i gang med at undersøge mulighederne for at skifte læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole (KP) – campus Hillerød ud med UCN i Aalborg.
”Da jeg ringede til KP, sagde de til mig, at det var nemt. Du ringer bare til UCN, og så kommer det til at ske”, fortæller hun.
Skiftet var langt fra så let
Men da Emilie Fabricius fik fat i UCN, var virkeligheden en anden.
”De sagde, at jeg skulle sende en ansøgning, selv om jeg skulle starte på 2. år. Ansøgningen skulle de have i april. Så jeg sendte ansøgningen i april”.
Men så fik hun at vide, at hun ikke kunne være sikker på, at der ville være plads på 2. år i Aalborg.
”Så måtte jeg ringe til dem igen og sige, at det var meget mærkeligt, når jeg kunne se, at de havde ledige pladser. Men de holdt fast og sagde, at de havde studerende, der havde orlov, som kunne komme tilbage. Så sagde jeg, at jeg var klar til at tage 1. år igen, hvis det var det, som skulle til".
Hvis det blev aktuelt, ville der tilmed være endnu en hage.
"Da jeg har et gennemsnit fra gymnasiet lige under syv, skulle jeg søge kvote 2 – og den frist var i marts, så derfor ville jeg først kunne komme i betragtning til vinterstart”, fortæller hun.
Derfor holdt Emilie Fabricius fast i, at hun ville overflyttes fra KP til UCN og begynde på 2. år.
”Problemet var bare, at så kunne jeg først få svar i juli på, om jeg kom ind – altså lige før, jeg skulle starte, hvilket er lidt stressende, når man skal flytte til en anden del af landet”.
Stor forskel på underviserne
Nu hvor hun er startet på læreruddannelsen i Aalborg, er hun meget glad for den.
”Man må sige, at der er langt mere styr på det i Aalborg, end der var i Hillerød. Vi var også den første årgang i Hillerød", siger Emilie Fabricius og tilføjer:
"Det er dejligt, at vi kun er pædagoger og lærere i de bygninger, vi er i på UCN. Vi føler, at vi er på en gammel skole, og vi holder fredagsbar og fester sammen med pædagogerne”, siger hun.
Emilie Fabricius føler også, at hun fagligt får meget ud af at opleve forskellige kulturer på de to læreruddannelsessteder.
”Der har været stor forskel på underviserne. Hvor min dansklærer i Hillerød var meget struktureret, så er undervisningen mere ustruktureret i Aalborg. Men det betyder, at vi i et eller andet omfang underviser hinanden, og det får vi meget ud af".
"Så på den måde oplever jeg to forskellige ting, som begge er gode”, siger hun.
Er gladere for det nye studiemiljø
I Hillerød var der 38, der begyndte på læreruddannelsen og mange havde erfaring og var ældre end Emilie Fabricius.
”I Aalborg er vi 24 på et hold, og vi har alle pædagogiske fag sammen. Det giver en tryghed. Underviserne er også meget opmærksomme på mig og spørger, hvordan jeg er faldet til”.
I Aalborg er den yngste på holdet 19 og den ældste 28. Selv er Emilie Fabricius 24.
”Her i Aalborg går vi meget ud sammen, hvis vi skal se teater, spiser vi sammen før. Det var slet ikke sådan i Hillerød, der var kun lidt mere end en håndfuld, der gik ud sammen”, siger hun.
”Jeg fortryder ikke et sekund, at jeg har skiftet læreruddannelse. Jeg er meget glad for at være i Aalborg”, siger Emilie Fabricius.
Emilie skiftede læreruddannelse, og det fortryder hun "ikke et sekund"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.