Eliternes triumf

Der er Lars Olsen, og der er Lars Olsen! Så er der vel ikke flere, der for tiden skriver så engageret og velargumenteret om det nye Danmark, vi alle er en del af! Eller er vi? Det Danmark, der på mange måder mangler sammenhængskraft og solidaritet, på trods af evindelige diskussioner i hvert fald om det første begreb. Men det er måske en del af Danmarks og den danske befolknings problem?

I denne bog lykkes det - igen - for Lars Olsen at skrive en bog om de store grundlæggende fortællinger, der ikke længere har et genkendeligt indhold. Om et demokrati og et demokratisk system, der ikke længere er demokratisk, fordi de, der engagerer sig, ikke repræsenterer den brede befolkning og ikke længere kender til dens levevilkår og problemer og derfor må bruge fokusgrupper for at få noget at vide om, "hvad der rører sig". Om et uddannelsessystem, hvor tale og handling ikke hænger sammen, hvor den offentlige diskussion ikke beskriver unges problemer med "at hænge på" for at få en uddannelse. Hvor det på den ene side er godt, at flere og flere for eksempel tager gymnasiale uddannelser, men hvor de samme også systematisk forfordeles i selve uddannelsen, når far og mor ikke kan hjælpe med de opgaver, der stilles. Og om et Danmark, hvor forskellene mellem centre og udkantsområder øges.

Det Danmark, hvor folkeskolelærere vel snart er den eneste erhvervsgruppe, der har en markant rolle at spille, hvis man tror på sammenhængskraft og gode uddannelsesmuligheder som en del af et demokratisk gode og på et fungerende demokrati, hvor lægmandsbegrebet har en afgørende rolle at spille. Det gør Lars Olsen! Og det gjorde folkeskolelærere i gamle dage.